Den 17. april indledte 1500 palæstinensiske politiske fanger en sultestrejke. Det var en protest mod de israelske fængselsmyndigheders daglige ydmygelser og krænkelser af deres menneskerettigheder. Kravet om “Frihed og værdighed” var det slogan, som samlede fangerne.
Karen Henriksen og Bodil Heinø, Palæstinaudvalget
Det var den fire gange livstidsdømte Marwan Barghouti, palæstinensernes Mandela, som også ved tidligere lejligheder har været den samlende person, som fra sin celle skabte opbakning til strejken og dens krav. De strejkende fanger var anbragt i forskellige fængsler. På trods af myndighedernes kontrol viste fangerne, at de kan kommunikere både indbyrdes og ud til offentligheden.
Kontakt med familie det vigtigste krav
Efter 40 dages sultestrejke gav fængselsmyndighederne efter på en række punkter, da myndighederne blev klar over, at de sultestrejkende ikke ville give op. Strejken er kun suspenderet, så fangerne kan træde i aktion igen, hvis myndighederne ikke overholder forhandlingsresultaterne.
Den vigtigste indrømmelse er, at fangerne får tilladelse til to familiebesøg om måneden, frem for kun et. Sidste år annullerede Internationalt Røde Kors ét af to månedlige familiebesøg på grund af “nedskæringer i budgettet”. Israel gjorde intet for at bevare ordningen.
Ifølge tv-stationen Al-Mayadeen får fangerne nu også ret til besøg af bedsteforældre og eventuelle børnebørn. Desuden bliver besøgstiden for familier øget fra 45 til 60 minutter, mens fangerne én gang om året kan få taget fotos med deres forældre.
Bedre forhold
Ifølge den nye aftale får kvindelige fanger adgang til en mønttelefon, mens børnefanger og syge får lov til hver dag at kommunikere med deres familie.
Som resultat af forhandlingerne får alle fanger bedre adgang til læger og større udvalg af mad. I dag er dårlig sundhedstilstand, manglende lægehjælp og medicinsk behandling et meget stort problem for fangerne.
Den palæstinensiske støttekomité udtrykker sejren sådan:
– Aftalen er en sejr for det palæstinensiske folk og fangerne i deres forsvar for frihed og værdighed. Israel blev tvunget til at forhandle efter at have erkendt, at fangerne var klar til at fortsætte indtil sejren eller døden og blot blev stærkere af øget undertrykkelse.
Under strejken viste store dele af det palæstinensiske samfund solidaritet med de sultestrejkende fanger og mødre sultestrejkede i sympati med deres sønner.
Samlet modstandsfront
Sultestrejken blev koordineret af en samlet palæstinensisk modstandsfront i fængslerne – lige fra Fatah, til den venstreorienterede Folkefront, til Palæstinas Befrielse (PFLP) samt det islamiske Hamas. Dermed viste fangerne civilsamfundet, at det er muligt at skabe samarbejde mellem alle dele af det palæstinensiske samfund. Det er i sig selv en lille sejr.
I en udtalelse, som Marwan Barghouti smuglede ud af fængslet efter suspensionen af strejken, takker han sine medfanger, som trods chikane og straffeekspeditioner under strejken holdt ud. Han opfordrer til fortsat sammenhold, hvis de israelske myndigheder ikke overholder den indgåede aftale.
Mange kampe venter
Et stop for administrativ fængsling var stort set det eneste krav, de sultestrejkende ikke fik indfriet. Administrativ tilbageholdelse betyder, at fangerne kan sidde uden adgang til advokat, uden sigtelse og uden retssag eller dom i op til seks måneder. Beviserne holdes hemmelige, og ofte fornyes tilbageholdelsen efter seks måneder.
Det er en fast procedure, at israelske soldater foretager natlige ransagninger og arrestationer af børn, især drenge mellem 12 og 18 år. Børnene lægges i håndjern og får bind for øjnene, inden de køres bort til et ukendt forhørssted.
UNICEF skriver i sin rapport fra 2013 om arrestation og forhør: “Mishandlingen af børn i det militære detentions system er udbredt, systematisk og institutionaliseret.”