Den 21. november skal vi stemme lokalt. Hvad er Enhedslistens mærkesager? Og hvordan får vi overbevist vælgerne om, at de skal give os indflydelse – både i regionen og i kommunen? Temaets åbningsartikel er i anledning af valget skrevet af to lokalpolitikere: en regionspolitiker og en kommunalpolitiker.
Regionerne
Vibeke Syppli Enrum, Region Syddanmark
Interessen blandt borgerne er ikke overvældende – for nu at sige det pænt. Måske lige bortset fra Region Syddanmark på grund af Carl Holsts lemfældige brug af regionale midler til at promovere sig selv til en plads i Folketinget.
Men er den nu ikke stor? Interessen blandt borgerne for, hvad regionen foretager sig? Jo, det er den faktisk. Interessen for, hvordan en af de vigtigste ting i velfærdssamfundet – sundhedssystemet – virker, den er stor. Heldigvis og af gode grunde. Mange borgere forbinder bare ikke i det daglige sundhedsvæsen – sygehusene, de praktiserende læger og så videre – med regionerne. Men det er lige netop det, regionerne er– godt nok under en alt for stram styring fra regeringens side. Og ja, der skal langt flere ressourcer til sundhedsvæsenet. Det kan borgerne få indflydelse på, hvis de vil. Til regionsrådsvalg og til folketingsvalg.
Der er sparet voldsomt i de senere år på sygehusene – dikteret af skiftende regeringer bestående af Venstre, Konservative, LA, Socialdemokratiet, Radikale og SF. Det drejer sig ikke mindst om de årlige to procents såkaldte effektiviseringer. Så ja, der skal flere ressourcer til sundhedsvæsenet.
Patienterne skal have tilliden tilbage
Rengøringsassistenterne på sygehusene kæmper en indædt kamp for at sikre, at der er ordentligt rent på sygehusene, en vigtig betingelse for, at man ikke bliver yderligere syg, hvis man bliver indlagt. Men de er oppe imod stærke kræfter, som ikke tænker i flere ansatte, men tænker i store regneark om, hvordan rengøringen kan blive bedre. Og uanset hvad, så tænker de ikke på, at der faktisk skal flere ansatte til at sikre en bedre rengøring. Og så holder deres store tanker jo ikke en meter.
Men det er ikke nok med flere ressourcer. Der skal andet og mere til. En sundhedspolitik, hvor befolkningens ulige vilkår og forskellige behov sættes i centrum i stedet for regneark, produktion, effektivisering. Sat på spidsen: Patienterne skal have tilliden tilbage. Tillid til at de ikke bare er et nummer i rækken, at sundhedspersonalet vil dem det bedste og har tid til at forklare hvorfor.Der er meget andet at tage fat om i regionerne. Meget, som borgerne i det daglige slet ikke forbinder med regionerne. Det skal vi gøre dem opmærksom på – så de sætter et kryds ved forandring.
Kommunerne
Ulrik Kohl, borgerrepræsentationen i København
Vi bliver ikke fede af det, vi spiser mellem jul og nytår. Vi bliver fede af det, vi spiser mellem nytår og jul. Sådan er det også i politik. Når vi kæmper for at flytte holdninger, skabe bevægelse og forandre verden, så er den vigtigste tid ikke de hektiske uger før valget. Det er de mange måneder mellem valgene. Men alligevel er valgkamp vildt vigtig. Det er en fantastisk chance for at knytte de personlige bånd, som er afgørende for at styrke vores parti, lære af vores naboers erfaringer og vinde dem for socialismen.
For min afdeling (Christianshavn) er husstandsomdeling en af de store opgaver. Vi ved, det flytter stemmer. Heldigvis har afdelingen fingeren på pulsen og en stærk tradition for at lave valgmateriale, som går helt i dybden med lokale spørgsmål. På sociale medier handler det til gengæld om personlig tilstedeværelse. Jeg startede for lidt over et år siden en videoblog på Facebook, som jeg kalder Københavnerier. Det er jeg glad for nu, for blandt følgerskaren har jeg mødt mange, der gerne vil være med til at sprede vores tanker.
Husk bolsjer og balloner
I min egen valgkampsplan er ansigt-til-ansigt den vigtigste aktivitet ved siden af dialog på sociale medier. Ansigt-til-ansigt kan være to ting: Enten holder jeg åbent kontor foran Brugsen eller på et lokalt værtshus. Jeg inviterer i forvejen enhver til at komme forbi, hvis der er en sag, de synes skal tages op på rådhuset. Eller også går jeg dør-til-dør, alene eller sammen med en partifælle. Vi ringer på dørklokken, fortæller hvem vi er, og spørger til, hvad der er vigtigt for folk. Dør-til-dør tjener flere formål. Det en fantastisk kilde til viden om, hvad, der rører sig blandt de folk, vi kæmper for. Og gennem ringeklokken kan vi række ud til mennesker, som ellers slet ikke vil stemme. Derfor er almene boliger det bedste sted. “Sofavælger” er et dårligt ord. Kløften mellem de politisk engagerede og de ligeglade er i høj grad et klasseskel. Forresten: Husk bolsjer og balloner til børnene.
Ingen vinder valg ved at stå og snakke på folk. Jeg forestiller mig, at enhver, der står med en stemmeseddel i hånden, har et spørgsmål i hovedet. Svaret på spørgsmålet skal gerne være Enhedslisten. Men hvad er spørgsmålet? Er det: “hvem kan skaffe flere pædagoger til børnehaven?”. Eller: “Hvem kan stoppe bandekrigen?”. Hvis vi regner det ud, vinder vi valg. Så er det bare at sige: Hej jeg hedder didadum, jeg synes, du skal stemme på Enhedslisten, fordi bummelum. Hvad tænker du?