Da Donald Trump kom til NATO-topmøde i slutningen af maj, havde han et klart aggressivt krav med: Alle allierede skal bruge to procent af bruttonationalproduktet på militær. Kravet varsler en tid, hvor verden kan blive et farligere sted at leve.
Mikael Hertoft, Rød+Grøn
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har meddelt, at det vil koste over 22 milliarder om året at opfylde Donald Trumps krav om øgede forsvarsbudgetter. Trumps “America First” betyder således ikke, at der vil komme mindre vold i verden. Tværtimod ser vi verden over, at de militære spændinger – og dermed risikoen for krig – vokser.
Konflikter i Fjernøsten
Der er en tendens til, at de vestlige lande kun nævner deres modstanderes aggressioner og fuldstændigt ignorerer deres egen opførsel. Vi hører dagligt om, hvordan Nordkorea aggressivt tester missiler. Men man skal ikke glemme, at Koreakrigen i 1950-53 bød på massive amerikanske bombardementer af Nordkorea. Det smadrede landet fuldstændigt og skabte en dybtfølt angst for, at USA igen skal angribe. Siden har USA haft et stærkt militær stående både i Sydkorea og i Japan, og der er aldrig indgået nogen fredstraktat, kun en våbenhvile.
USA’s aggressive retorik over for Nordkorea fører til en optrapning af konfliktniveauet i verden, som kan bringe USA i direkte konflikt med både Rusland og Kina. Hverken den russiske ledelse eller den kinesiske virker begejstrede for det nordkoreanske regime. Men de kan ikke tillade, at USA får kontrol over Nordkorea, som er nabo til både Rusland og Kina og ligger tæt på Kinas industrielle hjerte. Rusland og Kina svarer derfor igen ved selv at opruste.
Trump kræver samtidig, at Japan ruster op. I valgkampen talte han endda om, at landet skal anskaffe sig atomvåben. Det er imod den forfatning, som USA selv har påtvunget Japan efter 2. verdenskrig. I den står der, at det japanske folk for altid giver afkald på at bruge vold som et redskab til at løse internationale konflikter, og at Japan derfor ikke skal have militære styrker på land, i luften eller på havet. Japan har dog siden udviklet såkaldte selvforsvarsstyrker, og i juli 2014 ændrede landets regering fortolkningen af forfatningen, således at man kan forsvare allierede andre steder – til Kinas kraftige misbilligelse.
Den militære situation i Europa
I Europa bruges Ruslands annektering af Krim som anledning til øget oprustning. I fortællingen om det aggressive Rusland glemmer man som regel, hvordan det var den aggressive handelspolitik, EU ville påtvinge Ukraine, som førte til splittelse og konflikt i Ukraine.
NATO har øget sin militære tilstedeværelse i hele Østeuropa, fra Sortehavet til Estland. Og med valget af F35-jagerflyet, der er bedst til angreb og ikke egnet til territorialt forsvar, har man valgt en aggressiv vej.
De såkaldte missilforsvar, man prøver at opbygge, har samme funktion. Missilernes vigtigste funktion er at kunne skyde fly og missiler ned, således at Rusland ikke kan bruge atomvåben. Det vil gøre det muligt for USA at slå først med atomvåben – og dermed ophæve terrorbalancen, som på livsfarlig vis har forhindret atomkrig siden Hiroshima og Nagasaki i 1945.
Trumps og NATOs aggressive oprustningspolitik løser ikke nogen globale konflikter, den trapper konflikterne op. Bag ønsket om oprustning ligger formentlig den analyse, at militær magt er afgørende, hvis Vesten fortsat skal dominere Verden og udbrede neoliberalismen. Det har også stor betydning, at våbenindustrien, ikke mindst USA’s, er en magtfuld pengemaskine, som gør de allerrigeste endnu rigere og kører en meget effektiv lobbyvirksomhed. Det fik vi en smagsprøve på i Danmark, da vi bestilte nye kampfly for et års tid siden.
Med NATOs og dets allieredes oprustning bevæger verden sig således ind i en farlig situation, hvor modsætninger og spændinger hurtigt kan vokse.