Bogudgivelse: Kærlighed i krig og kaos

Af:

Mennesker mødes, og sød musik opstår. Sådan går det også i den historie, som Aksel V. Carlsen har samlet om sine forældre Erik og Dusja. Det er en fortælling om menneskeskæbner, der på vidt forskellig baggrund mødes midt under 2. verdenskrig.

Lole Møller, Rød+Grøn

Dusja bliver bare 17 år gammel tvangsforflyttet fra den lille ukrainske landsby Krinitjnoje. Lige inden krigen var livet ellers er begyndt at se lysere ud efter år med hungersnød og kollektivisering. En dag bliver hun af den tyske besættelsesmagt sat på en godsvogn og fragtet til en arbejdslejr i Rostock under dansk administration.

I København er Erik på jagt efter arbejde. Han får en læreplads inden for herreekvipering. Efter endt læretid er det ud af vagten igen. Tiden går med småjob, besøg på kontrolstedet og politisk aktivitet i DSU.

En onkel fortæller, at der er arbejde at få hos en dansk entreprenør, der står for oprydningsarbejde i Rostock. Erik bliver en af de ’emigranter’, der tager sydpå for at få civilt arbejde. Der krydser Eriks og Dusjas veje hinanden. Siden følger vi deres dramatiske rejse til Danmark på falske papirer. Vi hører om deres politiske engagement i DKP og fredskampen i efterkrigsårene, siden om emigrationen til Sovjetunionen i 1956 og mange års arbejde ved Radio Moskva. Og endelig rejsen tilbage til Danmark i 1994.

Storpolitiske forandringer påvirker menneskes liv dengang som nu. Der er brug for fortællinger om, hvordan mennesker midt i krigens gru kæmper for at holde fast i en slags hverdag og hjælpsomhed.

Aksel V. Carlsen:

“Kærlighed i krig og kaos”

Forlaget Frydenlund