Kvinders miljøbelastning er mindre tyngende end mænds – i hvert fald, hvis man ser på, hvordan vi transporterer os.
Per Bregengaard
Mænd transporterer sig 35 procent længere end kvinder, selvom kvinder i højere grad køber ind, henter, bringer og besøger. Kvinder har mindre adgang til bil end mænd. Kvinder sidder i mindre grad alene i bilen. Kvinder benytter mere af offentlig transport end mænd. Mænds mertransport koster mere i CO2-udledning og forurening – og mere asfalt, mere p-plads og flere trafikskader.
Enhedslistens transportpolitik kan ikke alene bidrage til mindre CO2-udslip, forurening og støj og til en sundere levevis, men også til ligestilling – ved, at mænd bliver trukket ud af bilen.
Beskatning og miljøafgifter
Beskatning er oplagt til at trække både mænd og kvinder ud af bilerne: Miljøafgifter for at køre ind i storbyerne og afgift på benzin- og dieseldrevne køretøjer og deres brændstof.
Billige biler er populære hos mange, som ønsker sig en bedre bil og familiens bil nummer to – så kvinden også har en bil at råde over, vil nogle fremhæve. Det politiske modsvar må være, at vi hellere vil prioritere:- Bedre tid gennem nedsat arbejdstid, så vi kan forbruge færre ressourcer, forurene mindre og transportere os sundere.- Billigere, bedre, hurtigere og et mere udbygget kollektivt, miljøvenligt trafiknetværk.- Telebusser og -taxa og i fremtiden førerløse kollektive løsninger i tyndere befolkede egne og flekstrafik til handicappede og gangbesværede borgere.- Udbygning af cykelstier og -ruter og i stort omfang helt adskilt fra biltrafikken.- Bedre forhold for gående.- Mindre CO2-udslip, mindre forurening, mindre støj.- Bedre trafiksikkerhed.
Transportfradraget
Pendling over større afstande gør indhug i den fri tid og belaster klima, miljø og natur. Befordringsfradraget opvejer i en eller anden grad udgiften til pendling. Det er et problem, hvis man vil mindske pendlertrafikken. Og som ved andre fradrag, så får folk med større indtægter og dermed mere beskatning af den sidst tjente krone flere penge ud af det end folk med en ringere indkomst.
Mange vil argumentere for, at transportfradraget er nødvendigt for at beholde arbejdet og få mest muligt med hjem. Det politiske modsvar må være, at vi i takt med udfasningen af fradraget kompenserer de mindste indtægter og opprioriterer:- Et billigere, bedre, hurtigere og mere udbygget kollektivt, miljøvenligt trafiknetværk.- Flyttehjælp til husstande, der flytter nærmere deres arbejdspladser.- Et bedre udbud af billigere boliger overalt i landet.
Landdistrikter og udkant
Nogle vil slå på, at en aftrapning af transportfradraget vil øge affolkningen af landdistrikter. De politiske modsvar er:
– At bremse centraliseringen af skoler, institutioner og fremme en ny decentralisering, hvilket giver både arbejdspladser og mindre transport.- En aktiv anvendelse af planlovgivningen i kampen mod store butikscentre og i placeringen af erhverv og andre aktiviteter, så det gavner landdistrikter og udkantsområder.- Statslige støtteordninger til etablering og understøttelse af forbrugerejede butikker i landdistrikter og udkantsområder.- Anvendelse af egnsudviklingsmidler til at fremme iværksættere, til at hjælpe nye virksomheder på vej, til lokal- og medarbejderovertagelse af virksomheder ved ejerskifte eller lukning og til at etablere offentlig produktion.- En sikring af en bedre infrastruktur i form af et effektivt og reelt landsdækkende bredbånds- og mobilnet, post- og pakkevæsen.- Forsøgsordninger med forskellige former for serviceløft ved hjælp af professionelle “landsbypedeller” for klynger af mindre landsbyer.- Forsøgsordninger med byttehandel, timebank og lokalvaluta inden for et afgrænset geografisk område.
Per Bregengaard er forfatter til bogen “Et feministisk blik på økonomi”, der udkom 8. marts på Forlaget Solidaritet.