Nyt fra SUF: Refleksioner over den faglige kamp

Af:

Lige nu trappes der op til den største konflikt længe. I 2013 blev lærernes vilkår forringet som aldrig før igennem et lovindgreb. Ved OK17 stemte hele 43,5 procent ‘’nej’’ – en markant stigning i forhold til de bare 14 procent, der stemte ‘’nej’’ til OK14. Disse fakta peger på, at regeringen er klar til at være mere offensiv end ved tidligere konflikter – og at arbejderne ved, at de kan påvirke fagbevægelsen og sige nej til det, de bliver budt.

Mathias Hamza Mirza

Hver aktion, hvert et bannerdrop og hvert eneste råb vil i kampen om OK18 betyde meget mere for den almene dansker end normalt, da vi alle på den ene eller anden måde rammes af regeringens latterlige krav. Det er derfor nu, vi har chancen for at radikalisere ikke blot de unge, men også de ældre vælgere og potentielle fagkæmpere. Og det er vigtigt, at vi griber denne chance og bruger alle de erfaringer, som sytten års aktivisme har lært os. Ikke blot de erfaringer, som vi har fået gennem faglig kamp, men også de erfaringer, vi har fået gennem de mange andre kampe, vi har kæmpet sammen.

Befolkningen er med os

Det er nu, det gælder, og den brede befolkning er allerede med os! Det kan vi se på meningsmålingerne, hvor Enhedslisten står stærkere, end partiet har gjort i mange år, mens Socialdemokratiet og Liberal Alliance bløder. Det er nu, vi har chancen for at svække den store socialdemokratiske strømning, og måske endnu vigtigere: chancen for et opgør med professionaliseringen af fagbevægelsens ledere. Disse ting er ikke blot vigtige led i beskyttelsen af den danske model, men også i kampen for en dag at have muligheden for at udskifte modellen med noget bedre.

I kommende overenskomstkampe er det derudover vigtigt, at vi husker kønskampen og vores feministiske praksis. Kvinder tjener i dag bare 86,7 procent af det, mænd tjener. Dette skyldes blandt andet, at kvinder, siden de blev en del af arbejdsmarkedet i efterkrigstiden, har taget størstedelen af de såkaldte omsorgsjob, hvoraf langt de fleste er offentlige job. Denne vinkel er måske én, som i det næste stykke tid vil blive glemt til de mange demonstrationer og andre events arrangeret af fagbevægelsen. Og netop derfor er det vigtigt, at SUF og Enhedslisten står sammen for kønsperspektivet i denne arbejderkamp og er opmærksomme på det, når vi går på gaden sammen.

Fremtiden lysner

I SUF vil vi gerne give et opråb til alle vores kammerater. Et opråb om, at fremtiden er begyndt at lysne. Arbejdere i hele landet er langsomt begyndt at genopdage den stærke klassebevidsthed, de tidligere har haft. Og derfor er det nu, vi må stå sammen. Både med de offentligt ansatte og med fagbevægelsen, men også SUF og Enhedslisten imellem. For i OK18-kampen må SUF og Enhedslisten, ligesom i alle andre kampe, styrke hinanden; det er sammen, vi kan skabe de bedste resultater, og det er sammen, vi bedst kan støtte op om fagbevægelserne og de offentligt ansatte.

Kampen om OK18 er nu – og SUF ønsker alle kammerater en god kamp!