Hvad mente Marx egentlig, da han dømte religion opium for folket? Rød+Grøn gransker de historiske bånd mellem religiøse forestillinger og materielle livsvilkår.
Lole Møller, Rød + Grøn
Det er ikke tilfældigt, at nogen har opfundet begrebet ’det religiøse supermarked’. At “enhver bliver salig i sin tro” passer jo som fod i hose til tidens lovprisning af markedsøkonomi, liberalisme og individuelle valg. Det presser folkekirken til at operere på markedspræmisser med PR-stunts som drop ind-dåb og spaghettigudstjenester eller med præster, der hjælper Nordeas bankansatte med stress (og måske syndsforladelse).
Samtidig bliver kristendommen mere og mere påtrængende fremhævet som vores religion i eksempelvis DR’s nye public service-kontrakt eller de daglige korstog mod religiøse mindretals madvaner og påklædning. ’Vi’ vil ikke vil have krænket ’vores’ religiøse følelser, men mangler tilsvarende fornemmelse for andres tro. Det er sandelig år og dag siden, sangerinden Trille fik en blasfemisag på nakken, da hun sang: ’Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud’.
Marx’ syn på religion
Religion og klerikale institutioner er igennem historien kommet til at tjene et dobbelt formål: trøst og undertrykkelse. Af de herskende klasser er religion blevet brugt til at holde folk på plads. Som Luther prædikede: “Vi skal ære, tjene og lyde vore foresatte. Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig”.
Kirken satte i arbejderbevægelsens barndom sin autoritet ind på at forhindre arbejderklassen i at organisere sig for ved egne kræfter at forbedre deres levevilkår. Ethvert forsøg på at ændre samfundsforholdende var ren ugudelighed, eftersom det var Gud, der havde indstiftet samfundsordenen. Det er i det lys, man skal forstå Marx, når han kaldte religion ’opium for folket’. Religion kan fungere som virkelighedsflugt, hvis man i stedet for at gøre noget ved dårlige materielle vilkår søger trøst i tro.
Samtidig har religion også for mange udgjort en overlevelsesstrategi. Her kunne mange projicere protesten mod social uretfærdighed ud i evigheden og gøre en dyd af nødvendigheden; af afholdenhed, nøjsomhed og ydmyghed.
New Age-virksomhedsstrategier
Den dag i dag kan religion stadig misbruges i kapitalismen. I de sidste 30 år har virksomheder og organisationer ladet sig inspirere af såkaldt spirituelle vejledere. Moderne ledelse gør i dag effektivt brug af religiøse teknikker. Man arbejder med erhvervshypnose, udvikling af mental positiv energi, meditation, zen og healing.
En konsekvens af at bruge religion på den måde på arbejdspladsen er, at virksomhedens visioner, værdier og regelsæt bliver internaliseret. Formålet er at få den ansatte til at gøre det, man vil have, hurtigt og effektivt – uden stopur og ydre kontrol. Det er yoga for bundlinjens skyld!
Uforenelige livssyn – og så alligevel ikke
Det kan vække undren, at nogle mennesker vedkender sig Darwins lære og en materialistisk historieopfattelse og samtidig definerer sig som troende. Ud fra et materialistisk synspunkt er naturen i uafbrudt bevægelse, forandring og udvikling. Det virker umiddelbart uforeneligt med forestillinger om, at verden og menneskene er skabt og styret af en almægtig guddom.
Men religion har som nævnt altid haft en dobbeltrolle, og man kan sagtens begrunde samme ønske om social retfærdighed ud fra forskellige livssyn. Den kristne bibel fortæller i øvrigt også om købmændene, der blev jaget ud af templet. Om dansen om guldkalven, om forbud mod åger og renter. Om den riges vanskelighed ved som kamelen at slippe gennem nåleøjet, og at den, som ikke arbejder, ikke skal æde.