Tro er ikke kun en faktor i det ordførerskab, der handler om kirke og religion. Rød+Grøn har bedt fire af Enhedslistens folketingspolitikere svare på, hvornår de må forholde sig til tro i deres arbejde.
Omskæring
Stine Brix, sundhedsordfører
I diskussionen om omskæring støder to vigtige hensyn sammen: På den ene side barnets ret til at bestemme over sin egen krop. På den anden side forældrenes ret til – på vegne af deres børn – at træffe valg, som har kulturel eller religiøs betydning for forældrene. Enhedslistens holdning er, at vi må vægte barnets selvbestemmelse højest. For når der ikke er medicinske grunde til en omskæring, så har den ingen sundhedsmæssige fordele, men den medfører en række risici. Derfor vil vi indføre en nedre aldersgrænse, så beslutningen om at blive omskåret er én, man selv træffer, når man er gammel nok. Helt på linje med at vælge at få en tatovering eller en kosmetisk operation.
I dag er drengeomskæring tilladt i Danmark. Fagpersoner kan gøre det, religiøse ledere kan gøre det på delegation. Vi kræver, at omskæringer registreres, men det sker formentlig kun i halvdelen af tilfældene. Derfor er frygten for, at et forbud mod omskæring af små drengebørn vil afføde ukontrollerede omskæringer, malplaceret. For sådan er situationen allerede. Vi har allerede store mørketal, og der foretages allerede omskæringer, hvor vi intet aner om forholdene.
Derimod er der er en risiko for, at en aldersgrænse ikke i praksis vil gøre forskel. Derfor ønsker Enhedslisten, at lovændringen skal gå hånd i hånd med en oplysningskampagne målrettet børnenes forældre. Vi håber, at de to ting tilsammen kan ændre nogle holdninger. Det er i hvert fald lykkedes i forhold til kvindeomskæring – her er problemet ikke helt væk, men holdningen til kvindeomskæring er faktisk ændret i de miljøer, hvor det ellers var udbredt. Det er vores håb, at det samme kan ske med drengeomskæring. Og så hører vi jo, at nogle fra yngre generationer oplever et pres fra ældre generationer eller religiøse ledere i forhold til at lade deres børn omskære. De forældre ville stå stærkere, hvis lovgivningen så anderledes ud.
Halalslagtning
Rasmus Vestergaard, dyrevelfærdsordfører
Inden for dyrevelfærdsområdet fylder tro i forhold til halalslagtning: Hvad skal prioriteres højest – dyrenes tarv eller den religiøse mangfoldigheds tarv?
Halal handler om, hvordan man skal aflive et dyr, for at det siden er så at sige i god tro at spise det. Den oprindelige metode er at afbløde dyret ved at skære halspulsåren over. Det er selvfølgelig meget smertefuldt, og hvis det for eksempel handler om en ko, tager det lang tid for den at dø af blodmangel. Der er klart problemer med dyrevelfærden i forbindelse med halalslagtning nogle steder i verden. Ikke kun fordi metoden er smertefuld, men fordi den fører til forfærdelige dyretransporter. For eksempel har man i Australien en kolossal fåreproduktion, som sendes levende med skib til halalslagtning i Mellemøsten, hvor der er et stort marked for fårekød. Op mod 15 procent dør under transporten!
I Danmark er halalslagtning derimod ikke et problem, for man bedøver dyrene først. Den traditionelle slagteprocedure i Danmark – uanset halal – er, at man affyrer en boltpistol i dyrets hjerne. Det dør dyret sædvanligvis ikke af, men det bliver hjernedødt og opfatter intet som helst, hvis man bagefter afbløder det. Denne variant af halalslagtning tager udgangspunkt i dyreværnslovens forskrifter om, at dyr ikke må lide unødig overlast. Vi kan selvfølgelig diskutere, om slagtedyr ikke alligevel lider overlast i Danmark – hvor godt har grise i traditionelle svinestalde det lige? Men selve halalslagtningen er ikke et dyrevelfærdsproblem. Ud over afblødningen indebærer den også en religiøs velsignelse af en imam. Dansk Folkeparti harcelerer meget over, at man ikke kan være sikker på at vælge en kylling, der ikke er halalslagtet – men personligt har jeg ikke noget imod, at nogen beder en bøn over min kylling til en gud, jeg ikke tror på…
Religionsfrihed – men statskirke
Rosa Lund, retsordfører
Religion og retspolitik overlapper i grundloven, hvor det i paragraf 67 slås fast, at vi har religionsfrihed. Men grundloven stadfæster også, at vi har en statskirke. Det er et paradoks! Enhedslisten vil skille religion og retspolitik – og derfor også kirke og stat – helt ad. Vi ser, at andre partier gerne vil blande de to ting sammen med for eksempel forbud mod burka og krav om at give hånd til sin borgmester for at blive statsborger.
Det med håndtrykket er både et skråplan og fejlslagent. Kravet skal ramme islamiske ekstremister. Men nærmest alle danske borgmestre er mænd – og mandlige islamister har da intet problem med at give håndtryk til andre mænd! Så der er en kolossal kønnet slagside i reguleringen.
Så er der burkaforbuddet. Mon ikke det næste bliver et tørklædeforbud. Her bliver retspolitik og religion rodet i sammen i debatten, men for mig handler forbuddet mest om retten til selv at bestemme over sin krop og sit udseende. Jeg synes, staten skal blande sig komplet uden om vores påklædning. Jeg vil til hver en tid forsvare menneskers ret til at smide burkaen – men også til at beholde den på, hvis det er det, de vil. Selvfølgelig kan en burka være problematisk i for eksempel en operationsstue… Men det kan sundhedssektoren sagtens selv regulere, det behøver staten ikke diktere. Noget andet er, at forbuddet er ret uspecifikt. At kalde det et burkaforbud vil være diskriminerende og i strid med menneskerettighederne, så nu hedder det et tildækningsforbud, og definitionerne er vage.
Enhedslisten har stillet mange spørgsmål for at få afklaret, hvad der egentlig er forbudt. Er man tildækket, hvis man går med mundbind for at undgå bakterier, eller hvis man har maskeret sig på Roskilde Festival? Det har været umuligt at få klare svar på. Og gråzonen går ud over alles retssikkerhed.
Forkyndelse i skolen
Jakob Sølvhøj, folkeskoleordfører
Folkeskoleloven blev ændret i 1975. Indtil da måtte man forkynde i folkeskolen – det må man ikke længere. Ikke desto mindre fylder den evangelisk-lutherske kirke stadig for meget mange steder. Folkekirkens skoletjeneste leverer materialer til 80 procent af landets skoler, og mange steder tager man eleverne til julegudstjenester. Det kan man blive fritaget for, fordi det er forkyndende, men dén model har en ekskluderende karakter. Når man ser på mål og vejledninger, fylder folkekirken også. Folkeskoleloven forpligter til at undervise i “kristendomskundskab”. Her synes vi, at skole og forkyndelse skal adskilles mere klart. Faget skal være noget andet. Det kunne måske hedde religionsvidenskab eller idehistorie.
Når det er sagt, så synes jeg, der skal være plads til religion i friskoleverdenen. Hvis vi forbød at drive friskoler på et religiøst værdigrundlag, hvad ville det næste så blive? Friskoler med et socialistisk værdigrundlag? Begynder vi først at sortere, som man forsøger med de muslimske friskoler, så bevæger vi os ud på et skråplan, hvor man reelt forbyder at drive værdibaserede skoler.
Til gengæld kan vi via tilsyn sikre, at friskolerne “står mål med undervisningen i folkeskolen”, som loven kræver. Det indebærer, at de skal forberede eleverne på at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre. At de skal styrke elevernes demokratiske dannelse og deres respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, blandt andet ligestilling mellem kønnene.