Tre medlemmer fortæller om, hvordan kan være en udfordring at være troende i Enhedslisten – også selvom vi alle er enige om at tro på socialisme.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
Opium for folket! Mehmet, der er sunnimuslim, Ulla, der er præst i den danske folkekirke, og Maria, der er spirituel, bliver alle trætte i stemmen, når man nævner Marx’ syn på religion.- Som muslim kan jeg ikke se mig selv i noget andet parti. Men nogle af mine kammerater er påvirket af Marx’ holdning til religion, så af og til kan jeg mærke, at folk lukker ned, hvis jeg snakker om islam, fortæller Mehmet.Ulla oplever, at det religiøse “tåles”. Omvendt blev hun mødt venligt, men med en del forbehold, da hun holdt et oplæg om kristendom i sin lokalafdeling, og det finder hun paradoksalt: – Hvis du får fat i nogle af de radikale Enhedsliste-tænkere, så ønsker de jo ikke kun politisk forandring. De ønsker sig – for at sige det provokerende – et helt andet rige! Der begynder det politiske at blive lidt religiøst.
Maria er enig:- Jeg opfatter de mest hardcore religionsmodstandere i partiet som netop religiøse. For de forholder sig sjældent til deres eget standpunkt. De har bare arvet det fra en gammel mand. Helt religiøst bliver det, hvis jeg peger på kvantefysik som et eksempel på, at der er mere mellem himmel og jord – at vi helt ned på atomplan er i kontakt med og påvirker hinanden. For det oplever jeg også, at partikammerater er skeptiske overfor, selvom kvantefysik er videnskab!
At springe ud som troende
Mens Mehmet og Ulla på hver sin måde bærer deres tro udenpå, oplever Maria ofte, at hun bliver nødt til at dele noget, hun egentlig regner for dybt privat.- Jeg har det sådan, at min spiritualitet kun kommer mig ved. Men hvis jeg sidder i en frokostpause, og det spirituelle bliver latterliggjort, så bliver jeg nødt til at gøre opmærksom på, hvad jeg selv tror på for ikke at blive klemt. Jeg føler lidt, at jeg skal springe ud af mit spirituelle skab, og bagefter er der tit det her chokerede blik, der siger: “Det troede vi ikke om dig.” Så kommer der den her tvivl: Hører jeg til i gruppen? Passer jeg ind?
Ulla er kun kommet lidt i sin afdeling, så hun er forsigtig i sin vurdering.- Jeg tror måske, at mange er uinteresserede i samtaler om tro, så jeg gør mig ikke umage for at ændre deres indstilling. Men nu prøver jeg alligevel at sige noget: Tro, herunder kristendom, handler om eksistentielle vilkår, ikke om forklaringer. Forklaringerne må overlades til naturvidenskaben. For mig handler tro blandt andet om det grundvilkår, at vi er udleveret til en eksistens, hvor vi lever og dør. Derfor står vi per definition i afmagt. Politik, derimod, er magten til at ændre ting. På en måde er der tale om forskellige sprog. Og der kommer det politiske nogle gange til at kannibalisere andre sprog, så der ikke bliver plads til andet.
Lukkede, uformelle fora
Der er en vis enighed om, at det ikke primært er det officielle Enhedslisten, men de uformelle politiske fora, der giver udfordringer. For eksempel frokostpausen eller Facebook.- Når jeg ser Pernille Skipper i ’Debatten’ sige “Det er no go, Dansk Folkeparti! Det er no go, Socialdemokratiet!” Så føler jeg, at yes, det her er et parti, som vil mig! Men når man så kommer helt ind i partiet – altså, jeg har været suppleant i Greve byråd og er også folketingskandidat – så kan man godt mærke en afstand, fortæller Mehmet.
– Selv vil jeg gerne lære alle i partiet at kende. Jeg brænder for Enhedslisten! Alligevel oplever jeg, at folk holder sig lidt tilbage og for eksempel ikke tør kramme mig. Jeg har jo skæg…
Ulla mener, at lukketheden handler om andet og mere end tro. Det er i hvert fald det indtryk, hun har fået, de enkelte gange, hun har været til afdelingsmøder.
– Typisk møder man op, og så skal man med det samme i gang med en dagsorden. Der mangler måske lidt mere samtale, lidt mere fri og inviterende politisk dialog. Lidt mere nysgerrighed. Måske ville det hjælpe, hvis man slet og ret spurgte nye medlemmer, med såvel som uden tro: Hvad interesserer du dig for, hvad kunne du tænke dig at arbejde med?
Brug for rollemodeller
Det med at blive budt velkommen er også et kernepunkt for Mehmet. Han mener, at der er brug for rollemodeller, hvis vi skal have flere dygtige muslimer blandt medlemmerne.
– Bestyrelser og kammerater skal være opmærksomme på, om der er potentiale i en muslim. I så fald: Tag personen i hånden og sig “kom!”Selv har Mehmet oplevet, at Pelle Dragsted var en stor hjælp under hans kommunalvalg.- Han kom fra København til Greve for at bruge en hel dag på at hjælpe mig med at køre valgkamp. Tænk, at én fra Folketinget ville kæmpe med mig! Det er sådan noget, der virkelig giver én følelsen af, at man er en del af partiet. Og det er vigtigt for at få troende muslimer med. Mange fra den gruppe oplever, at politik går den gale vej både i Danmark og i hjemlandet.Samtidig kan man få brug for ekstra opbakning, hvis som man som muslim bliver politisk aktiv:
– Da jeg fik et kanongodt kommunalvalg, skrev én fra Liberal Alliance til mig: “Du har nok bare fået et godt valg på grund af dit navn…” Den slags kommentarer rammer mig altså! Så er opbakning og rollemodeller virkelig vigtige. Vel har vi nogle med anden etnisk baggrund på folketingslisten, men ingen, som kan være forbillede for troende muslimer. Derfor skal vi blive bedre til at give nye og forskellige mennesker mulighed for at blive opstillet højere oppe.
Nysgerrighed og dét, vi er enige om
Egentlig mener Mehmet ikke, at tro behøver give udfordringer i Enhedslisten.
– Marx’ religionsmodstand er reelt det eneste sted, hvor der er en konflikt!
Ulla tilslutter sig og tilføjer, at tro er irrelevant i mange sammenhænge.- Jeg er selv mest interesseret i økonomi. Det er derfor, jeg er medlem – fordi jeg tror på omfordelingspolitikken. Som i og for sig passer fint til Jesus’ budskab om, at vi skal dele med hinanden… Men jeg synes, vi skal starte i det principielle og overveje, om man virkelig mener, at det er en dårlig ting, hvis folk tror? At regne religion for opium, for noget negativt, er jo en slags mind control, der ikke hører hjemme i et demokrati. Vi skal hellere koncentrere os om rød politik, der forbedrer samfundet helt konkret.Maria synes omvendt, at man skal passe på med at gøre politik for akademisk og teoretisk.- Jeg oplever stadig, at stemningen bliver underlig, bare man siger ordet “kærlighed”. Jeg tror, at den meget teoretiske måde at gøre og iscenesætte politik på nogle gange afholder os fra at opføre os ordentligt over for hinanden. Der kommer en misklang, fordi følelserne ikke er med, fastslår Maria og tilføjer, at hun selvsagt ikke forventer, at alle bliver enige med hende:
– Der er arenaer, hvor vi alle kan mødes – venstrefløj, spirituelle, muslimer, hvad man end tror på. Kvantefysikken er sådan en arena. Det samme er den arena, der handler om at være nysgerrig, når vores tankerum bliver udfordret, om det skyldes videnskab eller andre mennesker. Med empati kan vi mødes. Det er først, når sandhed bliver dikterende, når det kommer til at handle om at “have ret” eller “tage fejl”, at der bliver problemer. I virkeligheden har vi jo, når vi har 10.000 medlemmer, 10.000 sandheder. Vi kan sagtens lave politik sammen alligevel. Vi behøver ikke have samme sandhed – bare vi er i den samme virkelighed.