Kort nyt fra Folketinget

Af:

Stram kontrollen med skruppelløse vognmænd

For nyligt blev det afsløret, at 200 filippinere har arbejdet for en dansk vognmand til 15 kroner i timen, mens de har levet under kummerlige forhold. Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested har efterfølgende samlet et flertal for at pålægge regeringen at stoppe den uværdige behandling af udenlandske chauffører.

– Det er social dumping, så det basker, og hører simpelthen ingen steder hjemme. Derfor er jeg glad for, at vi er et flertal, der sætter foden ned og siger stop, siger han.

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF bakker op om Enhedslistens initiativ.

Filmforlig på plads

Alle Folketingets partier har indgået et filmforlig. Enhedslistens kulturordfører Søren Søndergaard kalder aftalen for et “vedligeholdelsesforlig”.

– Dansk filmproduktion er udsat for en skærpet konkurrence fra multinationale koncerner. Derfor er der brug for en markant oprustning på dette felt, hvis vi fortsat ønsker et bredt udvalg af danske film på et højt kunstnerisk og kvalitetsmæssigt niveau. Det har desværre ikke været regeringens og Dansk Folkepartis ambition. Derfor er vi endt med et vedligeholdelsesforlig uden de store nyskabelser og fremskridt, forklarer Søren Søndergaard.

Hunden fodres atter med halen

Alle partier undtagen Enhedslisten har atter fordelt satspuljemidlerne. Pengene kommer fra folk på overførselsindkomster, hvis lønudvikling er langsommere end resten af samfundets – netop på grund af satspuljen.

– Det er pinefuldt at se alle partierne stå og prale af aftalen – uden at fortælle, at finansieringen kommer fra syge og arbejdsløse. Partierne burde skamme sig over at skære i overførselsindkomsterne for at se gavmilde ud, når de står og uddeler gaver til sociale indsatser, siger Enhedslistens socialordfører Rasmus Vestergaard Madsen.