Selvom Danmark fik formel ligeløn for årtier siden, er der stadig lang vej igen, før alle køn i praksis har samme indtjening og jobmæssige muligheder. Vi har bedt Mona Striib, næstformand i FOA, give sine bud på en feministisk arbejdsmarkedspolitik.
Jakob Nerup, arbejdsmarkedspolitisk sekretær
FOA har i dag omtrent 182.000 medlemmer. Ud af dem er 86 procent – altså næsten ni ud af ti – kvinder. De arbejder især med det, vi typisk kalder omsorgsområdet, som for eksempel social- og sundhedsassister, pædagogmedhjælpere, dagplejere eller med køkken og rengøring.Skrigende langt til ligestillingNår næsteformand Mona Striib ser på de vilkår, hendes medlemmer arbejder under, har hun svært ved at få øje på ligestillingen.
– Der er skrigende lang vej igen! Siden finanskrisen er det gået voldsomt tilbage. I forhold til FOA’s medlemmer skyldes det primært nedvurderingen af velfærden og de job, som vi udfylder, for eksempel med omsorg for ældre og børn.
Den nedvurdering handler også om køn, mener hun.- Velfærdsområderne har udviklet sig til deltidsarbejde og atypiske ansættelser, som det kan være svært at leve af. Men det er ikke sket af lyst. Vores fag er hårdere fysisk og psykisk, så selv de unge snakker om at tage deltid, fordi de ellers ikke kan holde til det. Samtidig har mange følt, at de skulle gå på deltid for at være solidariske, fordi det ville kunne redde en kollega fra fyring eller sikre nok hænder i spidsbelastningerne. Den slags var aldrig sket på en mandearbejdsplads.
Mona Striib tror ikke på, at uligheden forsvinder af sig selv. Vi er nødt til at stå “benhårdt fast” på at udligne forskellene.- En meget vigtig ting, er at tage et opgør med den måde, vores lønudvikling foregår på. Vi skal væk fra procentvise stigninger, hvor de højtlønnede altid scorer mere. I stedet skal vi have de samme kronestigninger. Det ville hjælpe på ligelønnen, påpeger hun.
– Modstanden mod kronestigninger kommer ikke fra arbejdsgiverne, men fra de andre faglige organisationers ledere. Jo højere uddannelser, desto mere forsvarer de procentvise lønstigninger. Alternativt kan man løfte lavtlønnede kvindefag ved at afsætte lavtlønspuljer. Men det mest afgørende er, at politikerne på Christiansborg ændrer kurs. For politikerne bestemmer over det økonomiske råderum, både når det gælder vores overenskomst og økonomien i kommunerne.
Vi skal løfte ligestillingen i flok
Politikken omkring lønstigninger er et godt eksempel på, at det er nødvendigt at løfte i flok og på tværs af både køn og fag.- De stærkeste skal være med til at løfte alle dem, som ikke har fået del i festen. Og vi skal også løfte der, hvor vi ikke selv får noget ud af det. Derfor siger FOA for eksempel til LO, at de skal mene noget mere skrapt om kontanthjælpsloftet. Et andet aktuelt eksempel på noget, der virker, er 3F’s succesfulde underskriftindsamling mod højere pensionsalder, fordi den når helt ud på arbejdspladserne, forklarer Mona Striib, der gerne ser flere kvinder i toppen af fagbevægelsen.
– I FOA har vi bevidst valgt, at der skal være kønsmæssig ligevægt i vores repræsentation i vores pensionsselskab og bank. Selvfølgelig skal man ikke vælges på sit køn alene, men man skal heller ikke fravælges på grund af sit køn, som det ofte sker i dag for kvinderne. Og jeg mener, at det vil gøre en positiv forskel at få flere kvinder i toppen af fagbevægelsen. Ligestillingskampen er jo ikke BH-afbrænding, men en fælles kamp for retfærdighed uanset køn.
Som eksempel bruger hun barselsorlov:- Hvis vi forlanger decideret tvungen barselsorlov til mænd, så støder vi folk væk. I stedet skal vi skabe muligheder, og her kunne man godt bruge den islandske barselsmodel (fem måneder til moderen, fem til faderen, to til deling, red.). Pointen er, at vi ikke skal tage af kvindernes barselsorlov, men udvide mændenes. Øremærket barsel til mænd er vigtig, og det undrer mig stadig, at Socialdemokraterne hældte den ud af bagdøren, da de havde regeringsmagten. Jeg mener, at vi skal gøre det til et fælles krav for hele fagbevægelsen, og jeg håber, at når der vælges nye og yngre faglige ledere ind i de store mandeforbund, at de så har en åben tilgang.
Er Mona Striib feminist? For hende er betegnelser ikke så væsentlige. Det afgørende er handlinger.- For mig er feminisme et positivt ord. Men det skal ikke bruges til at skubbe nogen væk. Vi skal være mangfoldige og inkludere alle uanset køn, religion, seksualitet eller politisk ståsted. Det gode liv med ægte feminisme skaber meget forandring, og det satser jeg på, at de unge vil. Hverdagsfeminisme er for mig det allervigtigste. Det er ikke nok, at mene noget, man skal også gøre det.