Folkekirken får penge fra kirkeskatter – og fra finansloven, som vi alle er med til at finansiere uanset religiøs overbevisning. Rød+Grøn giver et overblik over kirkens økonomi.Sarah Glerup, Rød+Grøn
“Man kan ikke tjene både Gud og mammon,” sagde Jesus, men i hvert fald anno 2018 går tro og penge ofte hånd i hånd. I Danmark har anerkendte trossamfund for det første skattefordele. Kirker og kirkegårde er fritaget for ejendomsskatter, mens grunde, gårdspladser og haver, der bruges til religiøse møder med offentlig adgang, er fritaget for grundskyld. Samtidig kan bidrag til anerkendte trossamfund trækkes fra på selvangivelsen, hvilket giver en slags indirekte skattetilskud.
Folkekirken omsætter for milliarderDet er imidlertid kun Folkekirken, der er på finansloven og har ret til at inddrive kirkeskat. Dens økonomi er baseret på en blanding af landskirkeskat, lokal kirkeskat, statstilskud og brugerbetaling.
I 2015 beløb de samlede indtægter sig til 8,6 mia. kr., hvoraf kirkeskat udgør hovedparten (77 procent i 2013). Landskirkeskatten er ens over hele landet og fastsættes af kirkeministeren, mens den lokale kirkeskattesats afgøres af de enkelte sogne og provstier. I 2013 betalte folkekirkens medlemmer i gennemsnit 0,87 procent af deres skattepligtige indkomst i kirkeskat.
Kirkeskatten finansierer både gudstjenester og (for kirkens medlemmer) begravelser, socialt arbejde samt vedligeholdelse af kirker og kirkegårde. Den lokale kirkeskat bruges lokalt, mens landskirkeskatten samles i den såkaldte Fællesfonden, der bruges til at dække udgifter for hele folkekirken – f.eks. IT-satsninger.
Ikke-medlemmer betaler også til kirken
Oveni kirkeskatten kommer et bidrag fra staten. En lille del går til at vedligeholde særligt bevaringsværdige gravminder og kirker (19 mio. kr. i 2015), mens det meste går til at dække 40 procent af præsters og provsters løn og pension samt hele biskoppernes løn og pension (478,8 mio. kr. i 2015).
Det følger ganske vist af grundlovens §4, at “den danske folkekirke (…) understøttes som sådan af staten”, men i samme grundlovs §68 står, at “Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen”. Kirkeministeriet mener, at det overholder sidstnævnte, idet skat betalt af alle jo ikke er “personlige bidrag”… I flere omgange har Folketinget diskuteret, om tilskuddet fra staten kan øremærkes, så det kun går til kulturarv og aldrig til forkyndelse, men det er indtil videre aldrig lykkedes at samle flertal for det.