I Storbritannien lever handikapaktivisme i bedste velgående via Disabled People Against Cutbacks (DPAC), der på blot fem år har samlet omkring 50.000 medlemmer. Rød+Grøn har spurgt grundlæggerne Debbie Jolly og Linda Burnip, hvordan man starter en bevægelse.
Ligesom i Danmark var handikapaktivismen lagt død i England i løbet af 80’erne, men det ændrede sig i 2010.
– Vi vidste, at De Konservatives indtog i regeringen ville få barske konsekvenser for mennesker med handikap. Derfor startede vi netværket Disabled People’s Protest, der skulle organisere en demonstration ved De Konservatives årsmøde. Nøglepersonerne blev senere kernen i DPAC, forklarer Debbie og Linda.
At vende vrede til handling
I begyndelsen blev DPAC’s pjecer modtaget med skepsis, men DPAC’s frygt viste sig velbegrundet.
– Folk kunne ikke forestille sig, at regeringen vitterlig ville angribe mennesker med handikap. Men siden er vi blevet kaldt “nassere”, og England har bl.a. stoppet finansieringen af hjælperordninger, der giver folk med handikap mulighed for at leve og bo selvstændigt. Nedskæringerne har allerede kostet liv.
Den vrede, som følger i kølvandet på de brutale nedskæringer, vender DPAC til handling. De har haft stor succes med at mobilisere mennesker med såvel som uden handikap, og alle bidrag kan bruges.
– DPAC har en flad struktur og er for alle, der vil spille en rolle. Om det så er via sociale medier, ved at organisere en protest, lave research, hvad som helst. Pointen er, at folk arbejder med handikappolitik som en samlet bevægelse.
DPAC er eksplicit kritisk over for regeringen og har blandt andet fået FN til at undersøge, om Storbritannien er skyld i alvorlige, systematiske brud på handikapkonventionen. Mest kendt er DPAC imidlertid for klassisk aktivisme.
– Vi kan ikke længere tælle, hvor mange aktioner, vi har lavet. Så sent som i juni stormede vi parlamentet for at redde vores Independent Living Fund.* Det endte med lockdown, massivt fremmøde af politi og totalt kaos, som via BBC endte på alle større nyhedskanaler. Budskabet om, at regeringen ødelagde liv ved at inddrage støtten til mennesker med handikap, gik klart igennem.
Protester skal starte uden for systemet
Historien om DPAC viser ifølge Debbie og Linda, at en håndfuld ildsjæle faktisk kan genantænde gnisten til en hel bevægelse. Men det kræver, at man går uden om det etablerede system.
– I 2010 reagerede ingen på, at massive angreb på mennesker med handikap var undervejs. De traditionelle handikaporganisationer svigtede, fordi mange års samarbejde har gjort dem til en del af det system, de egentlig skulle bekæmpe. De holder artige møder med regeringen af frygt for at miste deres bevillinger. For at undgå samme skæbne besluttede DPAC fra starten, at vi aldrig vil tage imod statsstøtte, forklarer kvinderne og tilføjer, at de næppe heller ville blive tilbudt støtte fra en regering, de så åbenlyst kritiserer.
– Selv vores styregruppe består af frivillige, og alligevel har vi opnået langt mere end handikaporganisationer med lønnede medarbejdere. Det har ført til kritik af organisationerne, som i nogle tilfælde gerne så, at DPAC forsvandt.
Det ønske får hverken regeringen eller de traditionelle handikaporganisationer opfyldt foreløbig.
– Vores ultimative mål er, at der ikke længere er brug for DPAC. Indtil da vil vi synliggøre og bekæmpe det, der sker på handikapområdet. Folk skal vide, at hvor der findes uretfærdighed, findes der også muligheder for at kæmpe imod. At der er en voksende handikapbevægelse, der slår igen. Vi har ikke fundet alle svarene, slet ikke – men at læne sig opgivende tilbage er i hvert fald ikke løsningen.
*I England finansieres hjælperordninger mv. især af den statslige Independent Living Fund, som nu er afskaffet.