“Vi kan ikke lære andre det, vi ikke kan selv”. Sådan siger Boaventura de Sousa Santos, der er blandt initiativtagerne til World Social Forum. Tidligere på året inviterede Enhedslistens ham, via det danske institut for flerpartisamarbejde, til Danmark for at tale om demokratibistand.
Maria Brendler-Lindqvist
– Europa og USA siger, de spreder demokrati og menneskerettigheder over hele verden, men lever ikke selv op til principperne. En dobbeltmoral, som mange gange får den modsatte effekt.
Ifølge den portugisiske sociolog Boaventura de Sousa Santos er det, at Vesten belærer om principper, de ikke selv efterlever, blot ét af problemerne med demokratibistanden. Et andet er mangel på kendskab til modtagerne, hvis betingelser ofte er helt forskellige.
– Selv de gamle kolonimagter var mere interesserede i at kende deres modpart, end hvad vi er i dag, siger Boaventura med et glimt i øjet.
Forandring kræver tillid
Kolonimagterne studerede tit de samfund, de ville rejse til, mange år før de kom af sted, og lærte endog de lokale sprog. I dag bruges metoder som “Rapid Rural Appraisal”, hvor donoren besøger lokalsamfundet nogle få dage, før projektet opstartes. Risikoen for, at det går galt, er stor, mener Boaventura. Og selv om det sker, at donoren indrømmer sine fejl (f. eks. har IMF og Verdensbanken sagt undskyld til en række lande for dårlig rådgivning i forbindelse med de påtvungne strukturtilpasningsprogrammer), så har de indtil nu aldrig udbetalt økonomisk erstatning.
-Hvis vi vil have virkelig forandring, kræver det tillid. Og når vi kommer fra Europa, kan vi ikke se bort fra den ulige magtbalance og århundreders kolonialisme og imperialisme. Først når vi accepterer det udgangspunkt, kan vi opnå en rigtig samtale, mener Boaventura.
Vi kan lære af Syd
Boaventura påpeger, at synet på demokrati i dag er meget ensporet. I 60’erne og 70’erne var der, hvad han kalder “demodiversitet”. Man talte om mindst fem former for demokrati: Repræsentativt demokrati, som vi kender demokratiet fra Vesteuropa, udviklingsdemokrati i de nyligt befriede lande i Afrika, folkeligt demokrati, som var det sovjetiske system, direkte demokrati og deltagende demokrati.
– I dag er det repræsentative demokrati det eneste, der tæller, og det ses endog som en forudsætning for al anden udvikling. Men det repræsentative demokrati har store problemer i mange lande. I Europa ses faldende valgdeltagelse og manglende tillid til det demokratiske system, siger Boaventura og uddyber:
– En af de vigtigste opgaver i Europa lige nu er at vitalisere det demokratiske system og finde nye former for demokrati. På de områder er der meget inspiration at hente fra Syd, konstaterer han.
Boaventura har selv studeret den deltagende budgetlægning, der er udviklet i Porto Alegre i det sydlige Brasilien. Gennem et system for organisering i lokalområdet og i tematiske grupper får befolkningen direkte indflydelse på byens investeringer. Et andet eksempel på demokratisk nytænkning er Bolivias grundlov, som foruden det repræsentative demokrati også anerkender det deltagende og lokale demokrati.
Når Latinamerika kommer på tale, er venstrefløjen i Europa mange gange hurtig til at påpege de problemer, der er, når de demokratiske idealer skal føres ud i livet. Men Boaventura mener, at dette i sig selv er en form for eksotisering.
– Det, vi skal inspireres af, er ikke manglerne, men den nytænkning, der er bag ideerne. At være i stand til også at realisere idealerne er et spørgsmål om politisk kamp. Løsningen kan aldrig være en akademisk øvelse, understreger han.
Boaventura de Sousa Santos er professor i sociologi på universitetet i Coimbra og forsker i spørgsmål om globalisering, demokrati og menneskerettigheder. Lige nu leder han projektet “ALICE – Strange Mirrors, Unsuspected Lessons: Leading Europe to a new way of sharing the world experiences” som handler om, hvordan Europa kan inspireres af teoretiske og politiske perspektiver fra Syd.