Katrine Manfred Swets kalder sig selv feministisk aktivist. Og det med god grund som medredaktør af ’Kvinde Kend din Krop’ fra 2013, forfatter til utallige artikler om feminismens vilkår og med Kvindehuset som kreativ feministisk legeplads og et fristed fra samfundets kønnede normer.
Lole Møller, Rød+Grøn
Der skorter ikke på engagement, når Katrine gør status over ligestillingen.
– I de sidste 10-15 år har ligestillingspolitikken været utydelig og meget uambitiøs.
Der mangler en stærk kvindebevægelse, der kan lægge pres de politiske partier og fagbevægelsen. Der er vokset mange udenomsparlamentariske organiseringer frem, som stiller krav, men der er brug for en samlet strategi og sammenhæng mellem de forskellige initiativer.
– Der er i de sidste år kommet stor opmærksomhed på vold mod kvinder og på hverdagssexismen med projektet Everyday Sexism. Det dokumenterede, at mange kvinder er udsat for grænseoverskridende oplevelser på arbejdspladser, i institutioner, i det offentlige rum og i privatlivet. Projektet har været med til at af-individualisere problemerne og få ændret den kultur, hvor skyld og skam ligger hos offeret. Men mange af de politiske partier har været afkoblet i den debat, konstaterer Katrine.
Myten om ligestillingEn del af problemet skyldes myten om, at vi allerede er i mål med ligestilling i Danmark.- Det er desværre en fremherskende forestilling, at ligestilling behøver man ikke diskutere for alvor, fordi det er noget, vi allerede har. Se blot De Konservatives formand Søren Pape, som frejdigt erklærer, at der ikke er tænkt et sekund på, at der ingen kvinder er i regeringens fem magtfulde udvalg! Der er tydeligvis brug for et grundlæggende opgør med nedvurdering af det feminine.
Katrine taler sig varm, mens eksempel på eksempel opremses:
– Hvordan kan det være, at SOSU-assistenterne har den dårligst tænkelige pensionsordning, så de efter 30-40 års nedslidende arbejde har meget lidt at rutte med, når arbejdslivet slutter? Mens maskinmesteren, der har arbejdet i det private med ret til tjenestemandspension, får en fin alderdom? Det er så unfair! Der skal gøres op med den historiske skævhed, der vurderer mænds og kvinders arbejde forskelligt, som om manden stadig er familiens eneforsørger. Mandefagene har på den baggrund forhandlet sig til meget bedre løn- og arbejdsvilkår end de klassiske kvindefag.
Den kvindevenlige velfærdsstat
Der er også brug for et bredere arbejdsbegreb, der omfatter det ubetalte reproduktive arbejde. Inden for sociologien taler man om “den kvindevenlige velfærdsstat”, og det får Katrine til at ryste på hovedet.- Tak for kaffe! Den er jo på vej mod afvikling! Derfor er det stadig en central feministisk opgave at kæmpe for bedre børnehaver, billige institutioner og bedre normeringer i plejesektoren, så de ansattes ikke bliver forhindret i at levere en ordentlig ydelse. Det kan simpelthen ikke passe, at vi ikke giver en skid for den slags arbejde, påpeger hun.
– Og så må vi gentænke, hvordan vi strukturer vores arbejdsmarked. Hvorfor skal man ikke have pensionsindbetaling, når man går på barsel? Hvorfor er alt det omsorgsarbejde, der lægges i familierne usynligt og dårligt værdsat ude i samfundet? Traditionelt set har man forbundet husarbejdet med kærlighedsarbejde. Der er særlige forventninger til kvinder, hvor pigeopdragelsen stadig spiller en rolle – du skal være forstående og tage ansvar for de sociale relationer. Det hævdes så fejlagtigt, at det ubetalte arbejde er noget, kvinder bare gerne vil. Men den påstand bygger på tanken om et selvopofrende kvindeideal, der er begrænsende for alle. Vi er simpelthen nødt til at være opmærksomme på de her uligheder, som samfundet producerer igen og igen.
Der er mange feministiske projekterLige nu tales der om, at vi befinder os i den fjerde feministiske bølge. Det er i Katrines optik både godt og skidt.
– Det er udtryk for, at der i perioder sættes fokus på særlige problemer. Og det er godt. Faren er, at det kan usynliggøre de problemstillinger, der arbejdes med mellem bølgerne. For eksempel den rolle, som danske kvinder har spillet i udviklingen af den danske velfærdsstat og demokratiet. Vi skal både fastholde de opnåede rettigheder og videreudvikle projektet.
I fjerde bølge diskuterer mange, hvad der tæller som feministisk. Er man feminist, hvis man ryster røv på YouTube?
– Man kan være feminist på mange måder! Vi skal huske, at medier elsker at producere konflikter, så de vil gerne sætte de unge feminister op mod de gamle. Men så længe man har travlt med at kritisere hinandens projekter, glemmer man at kritisere magten og magthaverne og får vi ikke stillet de nødvendige politiske krav, advarer Katrine.
– Jeg synes ikke, vi skal slå de kvinder oven i hovedet, som dyrker selfie-feminisme og eksponerer hvide, slanke og unge kroppe. Der kan være mange forskellige feministiske projekter, og historisk set har der været stor forskel på, hvordan mænd og kvinder får lov til at forvalte deres seksualitet. Det er der god grund til at gøre op med. Samtidig er et nyt projekt dukket op, der handler om, hvordan tykke kroppe bliver udgrænset. Det er her bevægelsen “Fed Front” kommer ind og tager en spændende diskussion.
Det betyder dog ikke, at klassekampen skal puttes i mølposen, fastslår Katrine:- Paroler som “kvindekamp er klassekamp” og “det private er politisk” er stadig aktuelle. Og personligt holder jeg meget af udtrykkene “feminisme skaber institutionelt ubehag” og “feministiske lyseslukkere”. For ja, vi ødelægger hyggen, når vi dementerer myten om, at alle har lige muligheder og gør opmærksom på, at vores samfund faktisk er struktureret efter en hvid mandlig norm. Men vi er nødt til at ødelægge hyggen. Vi er nødt til at arbejde med den politiske kultur.
Katrine Manfred Swets er cand.soc. fra RUC i arbejdslivsstudier og socialvidenskab med køn som speciale. Hun arbejder med historisk research og kønsforskning.