43 års besættelse er mere end nok! Socialistisk Ungdomsfront opfordrer alle progressive bevægelser til at lægge pres på regeringer verdenen over, for endelig at imødekomme sahrawiernes ret til et frit Vestsahara.
Birk Ole Persson
Historien om det 20. århundredes Afrika er præget af de forskellige uafhængighedsbevægelser, der gennem massive protester og væbnet konflikt tilkæmpede sig selvstændighed, løsrev sig fra de europæiske kolonimagter og etablerede suveræne stater.
Fra Tunesien til Sydafrika, Senegal til Somalien; afkoloniseringen af det afrikanske kontinent efterlod næsten alle lande med et vist omfang af selvstyre. Bemærk ordet ’næsten’.
For på trods af, at FN i årtier har anerkendt deres ret til national selvbestemmelse, har sahrawierne fra Vestsahara siden 1975 måttet leve i eksil fra deres marokkansk-besatte hjemland. Befolkningen, der i årtier har krævet sin ret til uafhængighed, lever splittet mellem det besatte hjemland og flygtningelejre i nabolandet Algeriet.
Afrikas sidste koloni
I 1975, da den spanske kolonimagt forlod Vestsahara, proklamerede Marokkos konge, at området var marokkansk, og han indledte en militær invasion. Dette blev startskuddet på krigen i Vestsahara, der førte til flere tusinde dødsfald og tvang endnu flere på flugt.
I krigens første år erklærede sahrawiernes befrielsesfront POLISARIO Vestsahara for selvstændigt. De etablerede den Sahrawiske Arabiske Demokratiske Republik, som siden har fungeret som en delvist anerkendt eksilstat.
Efter 16 års guerillakrig underskrev parterne en våbenhvile, der tillod sahrawierne retten til en folkeafstemning om selvstændighed.
Aftalen har imidlertid ikke ført til nogen forbedring af deres status. Tusinder lever stadig som flygtninge, en brøkdel af Vestsahara er under sahrawiernes kontrol og afstemningen har endnu ikke fundet sted.
“Waiting for the World to change”
Den marokkanske besættelsesmagt er et brutalt militærstyre, der slår hårdt ned på protester og ikke tillader menneskerettighedsorganisationer adgang.
Ingen lande i verden anerkender det annekterede Vestsahara som marokkansk territorium, men gennem samhandel med Marokko er bl.a. europæiske firmaer med til at opretholde konflikten.
I eksilsamfundet i Algeriet er fortvivlelsen og frustrationen stor. Den yngre generation blev født i flygtningelejrene og har aldrig har set deres hjemland.
Efter årtiers stilstand er tålmodigheden for nogle blevet tyndslidt, og nogle argumenterer for en tilbagevenden til væbnet kamp for landets frihed og selvstændighed.