Økolandbrug spirer i Syrien

Af:

Den kurdiske befolkning har med enorme ofre befriet store områder i det nordvestlige Syrien (Rojava) fra Islamisk Stat og den syriske stats kvælergreb. Under tilbagetrækningen har IS ødelagt byer, marker, landbrugsredskaber og såsæd. Nu er disse områder under genopbygning. I den forbindelse har en gruppe af danske økologer, sympatisører og kurdere startet “Økologisk Rojava”, som arbejder for at fremme en international, økologisk landbrugsskole i Rojava.

Jørgen Holst, økologisk landmand og regionssekretær for Enhedslisten i Region Sjælland

Det danske landbrugsprojekt i Rojava har flere elementer. Der skal opbygges en økologisk landbrugsskole i Rojava på længere sigt. Der skal etableres lægivende træer og bær og producerende buske i de tørkeramte, kornproducerende områder. Projektet skal samtidig bidrage til udviklingen af en økologisk landbrugsuddannelse på kurdisk i Rojava, bl.a. ved at fremme et internationalt akademisk samarbejde om økologisk viden og dyrkningsmetoder. Der skal udveksles viden om arbejdsmiljø, vedvarende energi, landskabsøkologi og kooperativer. Produktionen af økologiske kvalitetsfødevarer, som kan sælges lokalt fra skolen, skal fremmes. Endelig skal projektet bidrage til inspiration og samarbejde med andre befriede kurdiske kantoner om udviklingen af økologisk landbrug.

Skolen skal understøtte uddannelsen af økologiske landmænd lokalt, så de senere kan op starte egne økologiske landbrug eller kooperativer i lokalområdet.Rejsen til RojavaFor at etablere netværk i Rojava og fremme udviklingen af landbrugsprojektet, drog to personer fra Økologisk Rojava af sted til Syrien i maj. De rejste sammen med en dansk-kurdisk læge og en sygeplejerske, som havde en hel del medicinsk hospitalsudstyr med til de trængte kurdiske sygehuse i Rojava.Økologisk Rojava besøgte forskellige kurdiske myndigheder, landbrugskommissioner, universitetet i Qamishli og lokale landmænd. Her fremlagde vi vores ideer om at udvikle økologiske dyrkningsforsøg og på længere sigt en landbrugsskole i Rojava. Om end de øverste politiske partier, f.eks. PYD (det demokratiske enhedsparti), og myndigheder ønsker en økologisk omlægning af samfundet, så mangler der helt basal viden om økologiske dyrkningsmetoder og teknikker på alle områder – helt ind på universitetsniveau i Rojava.Vi boede på et rehabiliteringscenter/militærhospital ca. to km fra den tyrkiske grænse, som bl.a. modtager psykisk eller fysisk sårede guerillakrigere fra de kurdiske selvforsvarsstyrker YPG og YPJ (kvinderne). På rehabiliteringscentret hjalp de bedst stillede krigere de hårdest ramte under lægelig vejledning, bl.a. med at producere gipsforme og træproteser til afskudte hænder, arme og ben. De støttede også hinanden i træningen med at bruge deres nye proteser. Derudover var der en psykolog på centret til at afhjælpe traumer. Alle var i uniform, undtagen psykologen. Der var også etableret små køkkenhaver, som de sårede kunne passe under deres rehabilitering.

War sucks

Mange af de sårede krigere var i starten af 20’erne, hvis forældre var forsvundet, dræbt eller fængslet i Tyrkiet eller andre steder. De unge mennesker havde tilsluttet sig YPG for at deltage i kampen imod Islamisk Stats uhyrligheder og for frihed, internationalisme, ret til frie kulturelle strukturer, demokrati og socialisme. Selvom der også var meget humor og latter, så udstrålede de fleste en indre, afdæmpet alvor og sorg. Som en ung YPG-kriger på 24 år, hvis kone var blevet dræbt for øjne af ham til en demo af det tyrkiske militær i deres hjemby, stilfærdigt og med en lille tåre i sit ene øje sagde: “War sucks!”. Han forlod så vores værelse med sin riffel over skulderen og gik på sin mission kl. tolv om natten. YPG og det kurdiske demokratiske projekt var blevet hans familie.

Vi snakkede med internationale aktivister, som var taget fra bl.a. Danmark og USA til Rojava for at støtte YPG. Selvforsvarsstyrkerne samler mange forskellige etniske grupper og ofrer liv og helbred for at befri kurdere og andre etniske eller religiøse grupper (heriblandt er assyrere, arabere, kristne yezidier) og forsvarer den demokratiske opbygning af områderne. Efter en kort træning på en måneds tid, hvor den militære del er den mindste (fire-fem dage), indplaceres de udenlandske støtter i de forskellige dele af selvforsvarsstyrkerne efter eget ønske, hvis de altså har et særligt ønske.

Visioner på tværs af religion og etnicitet

Det Kurdiske projekt i Rojava har under revolutionen udviklet sig til at omfatte nogle politiske visioner og demokratiske strukturer, som rækker langt uden for kurdernes traditionelle områder. Visionerne om feminisme, økologisk omstilling og demokratisk konføderalisme er nu blevet et samlende projekt for mange af konflikterne i Mellemøsten, hvis man spørger ideologer i PYD. Visionen er ikke specielt kurdisk, den kan omfatte alle undertrykte etniske grupper og personer.Det bliver spændende at se, om der kan oprettes “demokratisk konføderalisme” i områder, hvor kurderne er i stort mindretal. Heriblandt er Raqqa, hvor kurderne før krigen kun udgjorde 20-25 procent af indbyggerne.Vi holdt oplæg om kooperativer og danske erfaringer med udviklingen af andelslandbrugsvirksomheder i forskellige landbrugskommissioner i Rojava. Vi viste små videofilm om mekanisk ukrudtsbekæmpelse i danske økomarker. Vi etablerede også nogle økologiske dyrkningsforsøg med to forskellige kvælstoffikserende afgrøder i universitetets have i Qamishli, da de økologiske, plantebaserede gødningsteknikker stort set er ukendte i Rojava.Vi planlægger et nyt besøg senere på året. Her vil vi udbygge vores samarbejde i Rojava, besøge og dokumentere andre forsøg med økologisk omstilling fra internationale aktivister i de befriede områder og igangsætte flere økomarkforsøg.Vores sideløbende arbejde med at udvikle et internationalt, akademisk netværk mellem universiteter i Danmark, Sverige, Tyskland, Frankrig og Qamishli er fuldstændig essentielt for at kunne understøtte opbygningen af viden og dyrkningsteknikker om økologisk landbrug i Rojava, som efterfølgende kan udbredes i samfundet.