Den nye kontanthjælpsaftale foreslår ydelser, der ikke er til at leve af, og som især rammer de enlige, dem med anden etnisk baggrund og psykisk syge.
Ordet fattigdom er helt udgået af regeringens og aftalepartiernes vokabularium. Der er ikke nævnt bekymringer i forhold til familier og børnefamilier, som ikke kan klare tilværelsen økonomisk – det vi plejer at kalde fattigdom – i hverken pressemeddelelser eller aftaletekster om en ny kontanthjælp, en ny arbejdspligt, der kommer til at omfatte mere end 20.000 mennesker, som bliver udstillet som arbejdssky, og skærpede optjeningsregler. Aftalen vil endda ifølge regeringen bringe omkring 10.000 mennesker, heraf 90 % af ikke vestlig afstamning, endnu længere under fattigdomsgrænsen end de allerede er. Det skriger til himlen i en tid, hvor flere børnefamilier end nogen sinde er trængte økonomisk, lyder det samlet fra børneorganisationerne. Sidste år uddelte organisationerne julehjælp til op mod 45.000 familier, og de forventer endnu flere ansøgninger i år.
Fra fine målsætninger til fortielse
I den forrige regerings forståelsespapir hed det, at man ville føre en økonomisk politik, der styrkede beskæftigelsen og bekæmpede fattigdom og ulighed og konkret ville reducere antallet af børn, der lever i fattige familier. Fine målsætninger, men i realiteten blev der kun indført et midlertidigt børnetilskud til de familier med børn under 15 år, som var ramt af kontanthjælpsloftet eller andre lave ydelser. Overset, glemt og fortiet blev resten af de fattige børn og unge, og især de over 15-17 årige unge, som jo har et større behov og forbrug end børnene. Enhedslisten formåede ikke at presse regeringen til at leve op til målene i forståelsespapiret. Og nu er målet om bekæmpelse af fattigdom så helt forsvundet. I regeringsgrundlaget for SVM regeringen er det eneste man vil bekæmpe, nævnt i afsnittet om værdighed, hvor regeringen vil ”bekæmpe hjemløshed”. Man må sige, at det er noget af en vending, efter at det faktisk lykkedes Thorning-regeringen at afskaffe fattigdomsydelserne i 2012.
Mangeltilstand eller livsform
Regeringsgrundlaget og de nyeste aftaler afspejler også en klart ændret holdning og forståelse af fattigdom i Danmark. Der har i de seneste tyve år været en markant kamp om fattigdomsdiskursen i Danmark. En kamp om hvordan vi skal forstå og tale om fattigdom i en dansk kontekst. En kamp, som har stor betydning for socialpolitikken og ikke mindst fattigdomspolitikken.
Der er mange forskellige forståelser af fattigdom. Hovedmodsætningen har stået mellem på den ene side en forståelse af fattigdom som en mangeltilstand i forhold til hvad andre mennesker har og på den anden side forståelse af fattigdom som en livsform, hvor man er indstillet på eller vænnet til at lade sig forsørge. Politisk kan man sige at centrum/venstre har anskuet og talt om fattigdom som noget relativt, forstået som at have så få ressourcer relateret til det generelle velfærdsniveau, at man er udelukket fra en almindelig levevis og må give afkald på goder, som alle andre opfatter som selvfølgelige, fx at kunne spise nok og sundt, købe ordineret medicin og holde ferie uden for hjemmet. De borgerlige partier har til gengæld ofte afvist, at der er fattigdom i betydningen økonomiske fattigdom, og har direkte eller indirekte advokeret for en kulturel forståelse af fattigdom, som bl.a. handler om manglende evner til at kunne begå sig i det danske samfund eller manglende uddannelse – eksempelvis som en konsekvens af psykiske problemer, misbrug eller social deroute.
SMV-regeringen vil kun have fokus på de allerdårligst stillede
SVM´s regeringsgrundlag afspejler i hvert fald den mere kulturelle fattigdomsforståelse. Regeringsgrundlaget sætter fokus på den særlige gruppe af socialt udsatte ”borgere, f.eks. hjemløse, psykisk sårbare og mennesker med massive misbrugsproblemer, der har behov for at blive mødt af en helt anden indsats og et helt andet menneskesyn, end de mødes med i dag”. På pressemødet i december 2022 ved præsentationen af regeringsgrundlaget sagde statsminister Mette Frederiksen: ”Nu kommer vi igen hen til at skulle føre rigtig socialpolitik i Danmark”. Væk er årtiers socialdemokratisk bredere målsætning for socialpolitikken. Regeringsgrundlaget mål om at ”den rigtige” socialpolitiks formål er at normalisere tilværelsen for de dårligst stillede, er en betydelig indskrænkning af den socialpolitik, især beskrevet af tidligere socialminister og socialforsker Bent Rold Andersen, som har været herskende i opbygningen af velfærdsstaten. Bent Rold Andersen definerede socialpolitikkens formål langt bredere, som bl.a. at forsørge mennesker, der ikke kan klare sig selv (fattigdomspolitik), at revalidere mennesker med tab af arbejdsevne med henblik på selvforsørgelse og at forebygge sociale problemer og øge trivsel.
Dovne Robert endnu engang – de gider ikke arbejde
Til forskel fra den tidligere regering er der nu tale om, at den relative fattigdomsforståelse skrinlægges. I stedet for tales der om en traditionel kulturel forståelse af fattigdom. Til forskel fra den tidligere regerings forståelsespapir, hvor der trods alt var angivet en målsætning om at bekæmpe fattigdom og begrænse antallet af børn i fattigdom, er disse målsætninger nu helt fraværende. Ordet eller begrebet fattigdom nævnes overhovedet ikke, og det underbygger opfattelsen af, at det er udtryk for en forståelse, som afviser, at der findes økonomisk fattigdom – og familier som er relativt fattige. I Barnets Lov, som netop er vedtaget med et bredt flertal (inkl. Enhedslisten) er økonomisk knaphed eller fattigdom heller ikke nævnt som årsager til børn og unges vanskeligheder, og der er ikke sat midler af til at kompensere for de problemer, som børn i udsatte positioner oplever på grund af fattigdom.
Synlige og usynlige fattige
I en fattigdomsundersøgelse fra 1987 ”De fattigste i Danmark” blev der skelnet mellem grupper med absolutte fattigdomstræk og personer med relative fattigdomstræk, hvor førstnævnte omfattede en gruppe af de mest socialt udsatte borgere, f.eks. hjemløse, psykisk sårbare og mennesker med massive misbrugsproblemer, også omtalt som de synligt fattige. Personer med relative fattigdomstræk omfattede familier, der har en klemt økonomi og fører en daglig kamp for at få pengene til at slå til og som udelukker dem fra deltagelse i sociale og kulturelle aktiviteter, som der er enighed om, at alle skal have økonomisk mulighed for i et velstandssamfund. Også omtalt som de usynlige fattige. Gruppen af relativt fattige omfatter typisk kontanthjælpsfamilier.
Nye ydelser ligger langt under fattigdomsgrænsen
Den seneste kontanthjælpsaftale er overvejende inspireret af anbefalingerne fra Ydelseskommissionen. Allerede den gang gjorde vi opmærksom på at kontanthjælpsydelsen, med de satser som indføres med den nye aftale, er en ydelse, som mennesker ikke kan leve af. For mange, ikke mindst enlige kontanthjælpsmodtagere, kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk baggrund end dansk og unge kontanthjælpsmodtagere med psykiatriske diagnoser vil de nye ydelser ikke bare betyde at de bliver hårdere ramt af relativ fattigdom, deres ydelser vil ligge så langt under fattigdomsgrænsen, at de for alvor er sat uden for det almindelige samfundsliv, og de vil derudover opleve en voldsom stigmatisering. To fænomener, som man ellers har kunnet minimere gennem den danske velfærdsstat. Det må være Enhedslistens opgave at gøre både fattigdommen og velfærdsstatens svigt på dette område synligt.