Regeringens klimaplan: Syltekrukker og luftkasteller

Af:

I sidste nummer skrev vi om, hvor vigtigt det er at sætte turbo på den grønne omstilling i landbruget og transporten. Noget kunne desværre tyde på, at regeringen ikke læser Rød+Grøn. Og hvis den gør, skinner det i hvert fald ikke igennem i regeringens udspil til en såkaldt klima- og luftplan, som skal tage fat i netop de sektorer.

Jon Burgwald, klimapolitisk rådgiver

Regeringens plan er fuld af fine formuleringer og målsætninger. Men der skal ikke meget analysekraft til for at indse, at det reelle indhold end ikke er lysegrønt.

Udspillet ignorerer fuldstændig boligerne og endnu mere problematisk også landbruget, som står for 20 procent af vores klimabelastning. Det eneste konkrete tiltag for landbruget er, at udslippet af metan fra biogastankene skal mindskes. Det er et stort problem, som Enhedslisten flere gange har påpeget. Det er uklart, hvor store lækagerne er, men undersøgelser fra USA viser, at det kun kræver en lækage på ganske få procent, før biogassen ikke er bedre for klimaet end benzin og diesel. Det burde ikke kræve en stort anlagt klimaplan at få lukket hullet i loven og sikre, at producenterne stopper lækagerne fra deres produktion. I stedet vil regeringen have en landbrugskommission, der som en anden syltekrukke kan diskutere problemet i en uendelighed.

Flotte ord, sølle tiltag

På transportområdet havde regeringen barslet med et nybrud: 1.000.000 el- og hybridbiler skulle være på vejene i 2030. Det er ikke nok til at opfylde vores bidrag til Paris-aftalen, men alligevel dobbelt så mange, som i Socialdemokratiets udspil, og et kvantespring i den rigtige retning.

Lige så hurtigt, som regeringen tog kvantespringet frem, tog de et spring tilbage. De store, forkromede målsætninger blev reduceret af tiltag, som kun vil levere 1.000 el- og hybridbiler. Og nej, der mangler ikke et eneste nul. 1.000!

Regeringens figenblad er endnu en kommission, som skal komme med forslag til, hvordan man kan nå regeringens luftkastel om 1.000.000 el- og hybridbiler.

En ting er, at regeringen ikke lytter til Enhedslisten. Noget andet er, at den ignorerer FN’s Internationale Klimapanel, som – ugen før regeringen fremlagde deres såkaldte klimaplan –udgav en rapport, der om noget var et opråb. Hovedforfatterne udtalte, at vi står over for den definerende udfordring for menneskeheden, og at det stadig er muligt at forhindre katastrofale klimaforandringer – men det vil kræve en indsats, hvis lige vi aldrig har set før.

I den forbindelse udtalte klima- og energiminister, Lars Christian Lilleholt, at “vi skal gøre alt, hvad der overhovedet står i vores magt. Det har vi en forpligtelse til i forhold til at give en jord og en verden videre til vores børn og børnebørn, som er i en forsvarlig stand”. Endnu et flot citat, som var glemt, lige så snart det var sagt.

Danmark bagerst i klimabussen

I december er der internationale klimaforhandlinger i Polen. Verden er på vej mod 3,5 graders temperaturstigninger i dette århundrede. Landenes målsætninger vil kun ændre det lidt, så der er brug for et helt andet ambitionsniveau.

Den danske regering har sat sig helt bagerst i bussen og vil med sin klimaplan ikke engang opfylde Danmarks EU-forpligtigelser. Regeringen modsatte sig også højere målsætninger i EU i løbet af foråret. I hvert fald hvis det ville betyde, at Danmark selv skal gøre mere. Lars Christian Lilleholt og resten af regeringen mener nemlig, at Danmark allerede gør mere end rigeligt.

Regeringens grønne image falmede, før det overhovedet blev bygget op. Det er vigtigere end nogensinde, at Enhedslisten sørger for et progressivt, solidarisk, grønt alternativ til regeringen og de andre partier. Danmark skal tilbage i klimaførersædet, og det kræver konkrete løsninger og modet til at tage de svære diskussioner!