Retning: En årsmødeperiode i debattens tegn

Af:

Endnu et årsmøde i Enhedslisten er vel overstået. Det bød, ud over det sædvanlige, på centrale drøftelser om økonomi og demokrati, og engagementet fra medlemmerne var da også tilsvarende stort. Dette engagement kan man håbe, at medlemmerne tager med ind i den kommende årsmødeperiode. Den kommer til at byde på flere debatter med stor betydning for vores parti, på trods af at perioden er væsentligt kortere end det sædvanlige år.

Årsmødets vedtagelser lægger blandt andet op til debat om borgerløn og vores forhold til EU. I arbejdsplanen vedtog man derudover at påbegynde en mere grundlæggende debat om organisatorisk og politisk retning, hvilket skal munde ud i en udtalelse fra årsmødet 2020; en opfølgning på udtalelsen fra 2015 om ”venstrefløj i egen ret”, der, uanset sit sikkert udmærkede indhold, ikke vil tage skade af en opdaterende analyse og konklusion ud fra vores nye parlamentariske situation og vores placering i EU-parlamentet.

Der lægges altså op til dels at drøfte, hvordan vi skaber en organisation, som sikrer, at vi kommer til at få flere aktive, flere medlemmer og generelt får organiseret os stærkere i bevægelsesarbejdet, men også en grundig debat om vores politiske strategi og grundlæggende retning som parti. Der vil blive lagt op til debat i afdelingerne og på landsplan, og der vil være bred mulighed for at give sine holdninger og overvejelser til kende.

Helt essentielt for debatterne er, at vi alle deltager og giver vores besyv med. Det er nødvendigt at sikre en åben proces, hvor vi dels inddrager erfaringer fra vores søsterpartier og organisationer i ind– og udland, men også sørger for at få indspark fra et bredt udsnit af medlemsskaren. Så hermed en opfordring til deltagelse, også selvom man måske ikke normalt blander sig. Vi ved mere sammen, og en fælles retning står stærkest, hvis vi alle kan se os selv i den.

Maja Albrechtsen
Enhedslistens forretningsudvalg