Hvem har ansvaret, når mennesker lades i stikken på jobcentrene, eller når fattige mennesker straffes for at tigge? Om det har vi talt med Henrik Tang, der i 36 år har arbejdet som socialpædagog.
Lole Møller, Rød+Grøn
Henrik har arbejdet på døgnbehandlingsinstitutioner og med misbrugsbehandling. Han har en diplomuddannelse om socialt udsatte grupper med sig i rygsækken, når han i sit opsøgende gadeplansarbejde har mødt mennesker, der var henvist til et liv på gaden.
– Diskursen og retorikken har ændret sig afgørende i de år, jeg har arbejdet som socialpædagog. Tidligere var parolen ‘mennesket før systemet’. Nu er det lige omvendt blevet til ‘systemet før mennesket’, konstaterer Henrik.
– Der er masser af skrivebordsarbejde med at sætte flueben i skemaer. Juraen sætter rammerne og bruges for det meste til at begrunde afslag. Paragrafferne fortolkes så stramt og bureaukratisk, at de mister deres mening.
Kan du nævne et eksempel?
– En kvinde har i et stykke tid opholdt sig på krisecenter med to børn på flugt fra en voldelig mand. Efter et stykke tid får hun anvist social bolig. Boligen mangler køleskab og komfur, som hun straks skynder sig at få købt. Hun ansøger om støtte til indskud i lejligheden. Hun får afslag, fordi hun allerede har købt de pågældende hvidevarer, som skulle anskaffes under alle omstændigheder. Borgerne får stadig sværere ved at trænge igennem det Rockwool-lag af administratorer, som systemet har polstret sig med.
Kan du uddybe det?
– Mennesker mødes ofte med mistro og mistænkeliggørelse, når de henvender sig i socialforvaltningen eller på jobcentret for at få hjælp. Er de nu rigtig syge? Gider de arbejde? Det sociale skøn er væk, og menneskesynet har ændret sig. Borgerne er vores arbejdsgivere, og vi skal gøre alt for at løfte mennesker ind i samfundet og sikre alle et værdigt liv.
Men handler det alene om omgangstonen og nedladende sagsbehandlere?
– Nej for pokker. Sagsbehandleren bærer jo landets overordnende politiske holdning til sårbare, nedslidte og syge mennesker på sine skuldre. Der går ikke en dag uden at arbejdsløse, syge eller kontanthjælpsmodtagere skoses fra øverste politiske hold. Derfra stilles flere og flere krav og gennemføres lovgivning, der disciplinerer via fattiggørelse. Og de holdninger synker desværre ned igennem systemet til sagsbehandleren, som sidder med alt for store sagsbunker.
Jamen kan det undskylde, at mennesker ikke behandles ordentligt og får den hjælp, de har ret til? At mennesker fastlåses i en aktiverings-trædemølle og sendes i det ene arbejdsprøvningsforløb efter det andet? Hvor kommunerne spekulerer i kassetænkning og grænsesøgende afgørelser for at holde de sociale udgifter nede?
– Overhovedet ikke. Vi må kæmpe imod en politisk kultur, hvor menneskers lovsikrede rettigheder trædes under fode og hvor de bliver snydt i forskellige grader. Det er ikke nok at konstatere: Sådan er det bare! Der er brug for mange flere whistleblowere i systemet. Socialt arbejde er ikke en produktionsvirksomhed, og socialpolitik skal ikke have karakter af afskrækkelse.
Hvad mener du med det?
– Lige nu er tiggeri f.eks. blevet forbudt og straffes med fængsel. Mange borgere føler sig generet i deres hverdag af de mange østeuropæere, der søger herop i håb om at skaffe sig et job, men havner på gaden. Strammere lovgivning betyder blot, at de bliver bedre til at gemme sig og henvises til at friste endnu ringere vilkår. Samtidig risikerer irritationen og hadstemningen i befolkningen at vokse sig stærkere. Derfor skal der oprettes transitsteder, hvor de kan anvises midlertidigt tag over hovedet, få hjælp til at finde job og oplyses om forholdene i landet. Hjælpen skal sættes ind, før de havner på gaden, slutter Henrik.