Udviklingsbistand i transnationale lommer

Af:

Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) bruger dansk udviklingsbistand på store virksomheder og oliekræftværker fremfor fattigdomsbekæmpelse, viser ny undersøgelse fra Afrika Kontakt.

Christian Juhl, udviklingspolitisk ordfører

IFU må have fået principperne om bæredygtig udvikling godt og grundig galt i halsen. For det bidrager på ingen måde til bæredygtig global udvikling, når IFU giver dansk udviklingsbistand til oliekraftværker og svinefabrikker.

Et særligt grotesk eksempel: Penge øremærket til verdens fattigste er via en investeringsfond endt som støtte til den transnationale virksomhed Danone! De vil nemlig sælge is i Vestafrika. Sågar is lavet af billigt, importeret mælkepulver fra EU, hvilket underminerer den lokale mælkeproduktion.

Bistand til store virksomhederDet står allerede galt til, men Lars Løkke Rasmussen supplerer med nye fantasifostre: FN’s udviklingsmål kan kun nås, hvis offentlige kroner bliver investeret i private virksomheders grønne tiltag!

Sådan lød budskabet fra det såkaldte P4G-møde i oktober, som han havde taget initiativ til. En art topmøde, hvor ledere af virksomheder og organisationer var inviteret til at diskutere bæredygtig vækst.

Det er tredje gang, Løkke forsøger sig med et initiativ af den kaliber. Først var det GGGI – på første klasse, men uden succes. Så prøvede han med 3GF, der heller ikke kastede meget af sig. Og nu hedder vidunderbarnet P4G.

– Ingen regering, sektor eller virksomhed kan alene klare de udfordringer, verden står overfor. Derfor er samarbejde den eneste vej at gå, slog Løkke fast under topmødet.

Oversat til almindeligt dansk betyder det, at mere af vores udviklingsbistand skal gå til store transnationale virksomheder i stedet for til verdens fattige.

Løkke bliver ikke klogereMan kunne tro, tredje gang var lykkens gang. At Løkke nu omsider ville indse, at eneste vej til at opfylde FN’s ambitiøse verdensmål er at bede de rige bidrage med mere. At kun på den måde kan vi afskaffe fattigdom, sikre uddannelse, løse klimaproblemer og forebygge forurening af jord, vand og luft.

Men nej. Paul Polman, der er topchef for den globale dagligvarekoncern Unilever, sagde lige ud topmødet:

– Udviklingsmålene er muligvis de største forretningsmuligheder nogensinde. Der er ingen forretningsmuligheder i fattigdom.

Det er klar tale! Løkkes nye udviklingsprojekt handler om at sikre forretningsmuligheder og profit for de store selskaber. Udviklingsbistanden skal transformeres over i de riges lommer.

Især de rige skal bidrageDet seneste påfund er del af en tendens. Løkke-regeringen er i gang med grundlæggende at nedbryde dansk udviklingsbistand. Det startede med en ny udviklingsstrategi i 2015, som alle partier på nær Enhedslisten tilsluttede sig.

Vi vil en anden vej, hvor alle – ikke mindst de rigeste – skal bidrage til at redde kloden og bekæmpe fattigdom og ulighed. For hvis vi blot hælder bistand i de riges lommer, når vi bestemt ikke de 2030-mål, som FN’s generalforsamling vedtog i 2015.