Snart skal Folketinget stemme om handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA). Aftalen kan åbne en ny epoke med nye privilegier til store virksomheder – til skade for miljø og velfærd. Afstemningen vil blive markeret med demonstrationer og aktioner, og inden for murene vil bl.a. Enhedslisten sikre, at regeringen får kam til sit hår.
Kenneth Haar
I marts indleder Folketinget den endelige behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada, kaldet CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement). Det vil næppe gå stille af. CETA er et skridt ind i en ny epoke, hvor handelsaftaler lægger flere bånd på politiske beslutninger end tidligere. Store virksomheder på begge sider af Atlanten har været med til at udforme aftalen. Det har givet en cocktail, som både kan sætte miljøpolitik, faglige rettigheder og velfærden under pres.
Direkte klageadgang for virksomheder
I november var CETA forsidestof, da den belgiske underskrift nær var blevet forpurret af modstand i hele fire af seks belgiske regioner. Da misdæderne var banket midlertidigt på plads, kunne den endelige godkendelse af EU’s parlamenter gå i gang – en proces, hvor udfaldet ikke er givet på forhånd.
Med CETA vil mange lande for første gang opleve, at virksomheder fra et andet industrialiseret land får direkte klageadgang ved internationale særdomstole. Det kan ske, hvis der vedtages noget politisk, som virksomheden finder “urimeligt”, og som fører til lavere indtjening. Man vil også se nye beslutningsprocedurer, som f.eks. vil forpligte EU-kommissionen til at diskutere nye forslag med den canadiske regering og med erhvervslivet, før de præsenteres for regeringer og parlamenter. Endelig har også regler, som skal sikre en fremadskridende liberalisering inden for serviceområdet, provokeret mange. Frygten for, at det kan skade offentlige ydelser, er meget udbredt, f.eks. i den europæiske fagbevægelse.
Den første af flere handelsaftaler
Udsigten til, at CETA kan åbne en ny epoke, hvor profithensyn i et nyt og grænseoverskridende omfang kommer før demokrati, har givet modstanden mod aftalen stor bredde og styrke mange steder. Der er da også en række områder, hvor der er god grund til at frygte canadiske tilstande – f.eks. inden for fødevarestandarder (hormoner i oksekød), GMO (hvor Canada bl.a. har tilladt en GMO-laks), eller inden for klimapolitik, hvor Canada er førende på den måske værste form for fossile brændstoffer, nemlig tjæresand. Endelig er canadiske virksomheder godt trænede i at anvende særdomstole som magtmiddel, også over for sin egen regering. Men kampen om CETA er også en bredere kamp om, hvilken handelspolitik, der skal råde i fremtiden.
CETA kan stoppes
Også her i landet har modstanden mod CETA fået fat. En stor kreds af fagforeninger, miljøorganisationer og solidaritetsorganisationer holder demonstration den 23. marts og har mange andre aktiviteter i støbeskeen.
Målet er at stoppe CETA. Men selv hvis det ikke skulle lykkes, er det værdifuldt, hvis der kommer en opvisning i folkelig og politisk modstand i slutfasen. Det vil give mere rygvind til de imponerende folkelige mobiliseringer, vi ser i lande som Tyskland, Østrig, Slovenien, Belgien og Frankrig. Alle fem steder kan CETA løbe ind i så store problemer, at projektet helt må skrottes. Sker det, kan der måske endelig åbnes op for en anden kurs, hvor miljø, sociale rettigheder og velfærd er i højsædet – og ikke underordnet profithensyn og magtforhold på det globale marked.