I sommeren har der været meget fokus på protesterne ved jobcentret på Lærkevej i København. Men nytter protesterne – og er det rimeligt at kritisere dem, der blot er sat til at håndhæve lovgivernes umenneskelige regler? Rød+Grøn har spurgt Mie Backmann, der er kontaktperson i Enhedslistens socialrådgivernetværk.
Simon Halskov, Rød+Grøn
En del af kritikken har handlet om sagsbehandlerne. Hvad tænker du om det?
– Det er virkelig vigtigt, at borgere siger fra over for den umenneskelige lovgivning og forvaltning på jobcentret. Som socialrådgiver skal man også altid overveje, om ens arbejde er etisk forsvarligt overfor borgerne. Når man sidder med 220 sager er det jo umuligt at bevare overblikket. Det er derfor ikke underligt, hvis sager trækkes i langdrag og frister ikke overholdes, hvilket strider mod retssikkerhedsloven.
Kan det være berettiget at rette sin frustration og vrede mod sagsbehandleren i stedet for systemet?
– Nej, men det er forståeligt, da sagsbehandleren er repræsentant for det system, som undertrykker borgeren. Jeg synes, der er forskel på en enkelt borger, der til et møde udtrykker sin vrede og frustration, og så folk, der på nettet bruger alverdens skældsord om sagsbehandlere. Jeg ser mange socialrådgivere blive meget påvirket over at blive kaldt Hitler eller Satan på de sociale medier. Det får dem til at gå endnu mere i forsvarsposition.
Men sagsbehandlere er vel trods alt ansvarlige for det arbejde, de laver?
– Ja, men kritikken skal rettes derhen, hvor beslutningerne træffes. Og det er stort set aldrig hos sagsbehandlerne. De skal igennem et bjerg af bureaukrati for f.eks. at få en sag for rehabiliteringsteamet. Både Næstehjælperne og ’Jobcentrets Ofre’ er gode til at rette kritikken de rette steder hen, nemlig beskæftigelsesministeren, beskæftigelsesborgmesteren, embedsmændene og de øverste ledere i jobcentret.
Hvad skal man gøre, hvis man ikke føler, man får den hjælp, man har brug for?
– Beskæftigelsesområdet er en jungle af uendelig lovgivning og bureaukrati. Jeg vil altid anbefale at tage en bisidder med. Desværre er det ikke alle, som har et netværk, som vil kunne hjælpe. Derfor er det godt, at initiativer som Næstehjælperne og ’Jobcentrets ofre’ kan hjælpe borgere med at støtte hinanden. Der er også flere socialrådgivere, som er frivillige bisiddere.
Burde sagsbehandlerne i højere grad protestere over de svære arbejdsbetingelser, de har fået?
– Socialrådgivere kan blive bedre til at bruge deres ytringsfrihed og offentligt kritisere forholdene, ligesom sygeplejersker og portører har gjort. Undersøgelser fra FTF viser dog, at 60 procent frygter at ytre sig. Det er et demokratisk problem, når frygten for sit job gør, at man ikke tør ytre sig. Det handler nok også om magtesløshed. Folk flygter fra Jobcenter Lærkevej, og vælger man at blive, kan en hård ledelse og kultur hurtigt tage troen på forandring fra en. Min oplevelse er nu, at socialrådgivere er gode til at tage kampene på arbejdspladserne og forsøge at sige fra over for uforsvarlige forhold. Men det er ikke noget, som kommer frem i medierne.
Kan socialrådgiverne ikke vælge at strejke?
– Med den danske model vil det være en ulovlig strejke. Der arbejder også mange forskellige faggrupper i f.eks. Jobcenter Lærkevej, så alle faggrupper skal være enige om at strejke. Jeg tror desværre heller ikke, at sagsbehandlere tror på, at en strejke vil virke. Vi så, hvordan det gik lærerne – kommunen ville tjene på, at sagsbehandlerne strejkede.
Hvordan kan Enhedslistens socialrådgivernetværk arbejde på at nedbryde den falske modsætning mellem sagsbehandlere og borgere?
– Vores netværk er meget nyt, men vi har snakket om, at vi gerne vil holde nogle møder med Socialpolitisk udvalg. Vi vil gerne kunne hjælpe med at “uddanne” bisiddere og holde åbne rådgivningsarrangementer. Det er nogle af de måder, vi kan bidrage med vores faglighed på.
Hvad kan resten af partiet gøre?
– I Enhedslisten skal vi gå forrest for et samarbejde mellem sagsbehandlere og borgere. Vi skal alle støtte op om protesterne. Der skal et massivt, folkeligt pres på regeringen til for at ændre lovgivningen. Vores folkevalgte skal holde presset på de andre partier for at ændre regler og forvaltning i kommunerne. Som kommunalpolitiker er det vigtigt hele tiden at kæmpe for en normering, som gør, at sagsbehandlere kan gøre deres arbejde. Men vores kommunalpolitikere kan ikke kæmpe alene. Derfor er det også vigtigt, at de reformramte er begyndt at sige højlydt fra.