Opgør med den stigende ulighed er på én gang et valgtema og den røde tråd gennem Enhedslistens øvrige valgtemaer. En af dem, der mærker at arbejdsmarkedet er under hastig forandring og skaber mere ulighed , er Ronja Mannov Olesen.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
Uligheden i Danmark stiger på mange måder. De rigere bliver rigere, mens stadig flere mennesker bliver nødt til at have to job for at få hverdagen til at hænge sammen. Hvis du bliver ledig, syg eller nedslidt, kan faldet blive meget dybt meget hurtigt. Du kan gå fra at være selvforsørgende i arbejde til at være fanget i et bureaukratisk kontanthjælpssystem inden for et halvt år.
Det nye prækariatHar du en profil, der ikke lige passer ind i det firkantede 37+ timers arbejdsliv, så falder du også hurtigt til bunds. Det har Rød+Grøn talt med Ronja Mannov Olesen om. Hun tilhører det, der ind i mellem kaldes “det nye prækariat”: som cand.scient. i kønsstudier har hun en lang uddannelse, og et væld af ting på CV’et, men kan ikke få andet end løse ansættelser, som ikke er til at leve af.
– Lige nu er jeg selvvalgt på dagpenge og derfor sikret fast indtægt i ét år. I sommer valgte jeg ikke at forlænge min kontrakt som underviser i film på en musikskole. En årskontrakt, som var timelønnet på en lav sats. Det føles ambivalent at jeg higer efter at være den heldige vinder i lodtrækningen mellem 150 kvalificerede kandidater til de stillinger, som jeg troligt søger på trods af, at jeg egentlig ikke har lyst til at arbejde 37+ timer om ugen, fortæller hun.
Jobbene er skåret væk
Flere års nedskæringer i det offentlige og i foreninger betyder, at den type steder, der normalt burde efterspørge ansatte med Ronjas profil, ikke har råd til ansættelser.
– En gang imellem har jeg freelanceopgaver, men jeg er udmærket klar over, at jeg ikke ville kunne leve af dem. De er ofte dårligt betalt, og jeg er ikke god nok til at “sælge mig selv”. Desuden er der ikke stor efterspørgsel på mine evner, eftersom feminisme og normkritik ikke er noget, danske virksomheder og organisationer gider bruge deres resurser på, påpeger hun.
– Selvom jeg godt véd, at der ikke er særlig mange stillinger til “min” slags, føler jeg mig alligevel ubrugelig, når jeg gang på gang får afslag. Samtidig ved jeg også, at min position på arbejdsmarkedet er en del stærkere end andres, alene i kraft af at jeg er en resursestærk, hvid, akademisk uddannet cisperson med adgang til velfærdsydelser.
Mange måder at bidrage påAt være en del af dagpengesystemet udløser en masse tanker om ’det gode arbejdsliv’, som tærer.- Jeg har konstant dårlig samvittighed over ikke at søge nok job, selvom der er langt mellem job, jeg er interesseret i, og hvor jeg kan bruge min faglighed. Det, jeg bruger mest energi på i dagligdagen, er faktisk at navigere i de her ambivalente følelser. Det er en kamp at holde hovedet højt uden at føle mig fjollet og forkælet, fordi jeg har specialiseret i mig i et felt, der ikke er penge i. Det er en kamp at stå fast på, at jeg bidrager til samfundet på rigtig mange måder.For der er mange måder at bidrage på, mener Ronja, og vi burde indrette samfundet, så de alle sammen bliver værdsat.- Jeg er selv aktiv i min fagforening og bruger en stor del ubetalt tid og energi på forskellige aktivistiske initiativer. Et af dem er det solidariske kontorfællesskab S-rummet. Her er vi fælles om ambivalensen: Om at føle os draget mod et arbejdsmarked, der ikke vil have os, og som ikke kan tilbyde os det, vi gerne vil have.