Det er ikke Enhedslistens opgave at bære andre partier ind i en regering. Vi er et parti i egen ret, og “100 dage med Enhedslisten” viser, hvad vælgerne vil få, hvis de giver os magt, som vi har agt, forklarer Pelle Dragsted.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
Vi glemmer det nogle gange: at Enhedslisten er blevet Danmarks fjerdestørste parti. Skal der komme en ny regering, så må vi levere en god del mandater til den. Desværre betyder en ny regering ikke automatisk en ny politik. Det har Enhedslisten lært på den hårde måde, og lektionen skal ikke gentages, fastslår Pelle Dragsted. Derfor har han været med til at formulere debatoplægget om 100 tiltag på 100 dage, der beskriver, hvad Enhedslisten selv ville stille op med regeringsmagten.
– På første årsmøde efter den lidt traumatiserende regeringsperiode med Thorning og Corydon vedtog Enhedslisten en udtalelse, der slog fast, at vi har svært ved at se et fælles projekt med Socialdemokraterne. At det derfor er vores opgave, sammen med andre progressive partier, at genopbygge et venstreorienteret alternativ – mens det ikke er vores opgave slet og ret at bære andre partier ind i en regering eller trække i dem. Når vi ikke kan leve med det, Socialdemokraterne har at tilbyde, må vi i stedet selv få magt i samfundet. Og med 100 dages-planen fortæller vi vælgerne, hvad de ville få ved at give os den magt.
Vi skal genskabe troen på, at politik nytter
Planen byder på 100 letlæselige forslag til, hvad Enhedslisten ville gennemføre de første 100 dage i spidsen for en regering. Men det trykte program er kun halvdelen af pointen. Det er den efterfølgende proces, der skal få begejstring tilbage i dansk politik, mener Pelle Dragsted.
– Et hovedformål med planen er at sætte gang i samtaler om, at vi faktisk kunne forandre ting. At få folk til at se, at de ikke for evigt behøver at vælge mellem nuancer af blå – altså mellem en højreorienteret regering, der fører blå nedskæringspolitik, eller en socialdemokratisk regering, der fører blå nedskæringspolitik. For vores plan viser, at det kan gøres anderledes, og her er vi inspireret af nogle af bevægelserne ude i Europa. Ikke mindst af Corbyn, som formåede at begejstre og genskabe en tro på, at politik kan gøre en forskel. Hvis vi formåede det samme herhjemme, så kunne de politiske diskussioner måske komme til at handle mindre om udlændingepolitik og mere om alt det andet, som folk har opgivet håbet om at forandre. For eksempel fordelingspolitikken.
I forhold til netop fordelingspolitikken er Pelle Dragsted overbevist om, danskerne som udgangspunkt er solidarisk indstillede.- Det ser vi jo i meningsmålingerne om overenskomstforhandlingerne, der viser stor opbakning til de offentligt ansatte. Så problemet er snarere, at folk ikke tror på, at forandringer er mulige. Derfor er det i vores øjne så vigtigt at komme ud med de her 100 forslag, der viser det modsatte. Forslag, som kan finansieres, hvis vi for eksempel bare beder aktionærer betale samme skat af aktieindtægter, som man gør af løn tjent ved hårdt arbejde. Forslag, som kort sagt genskaber selve troen på, at politik nytter. Det har Socialdemokraterne ikke været gode til i mange år. Derfor må Enhedslisten tage teten og fremlægge et reelt alternativ i form af klare ambitioner og mål for, hvad vi selv ville gøre med regeringsmagten.
100 skridt mod grundlæggende samfundsforandringer
Folketingsgruppen har givet sig selv det benspænd, at planen skulle rumme præcis 100 forslag, som kunne vedtages på de første 100 dage med regeringsmagten. Det betyder ikke, at mere langsigtede samfundsforandringer er opgivet, fastslår Pelle Dragsted.
– Heldigvis er der også noget, der hedder dag 101, 102 og 103. Men det, vi prøver med 100 dages-planen, er at trække de socialistiske visioner helt ned på jorden. Derfor spørger vi: Hvad er Enhedslistens allerførste tiltag for at genoprette trygheden for lønmodtagerne og for mennesker ramt af sygdom eller arbejdsløshed? For at bevæge os imod grøn omstilling? For at begynde på at tøjle finanssektoren? Hvad de spørgsmål angår, vil mange af de nødvendige forandringer selvfølgelig tage årtier. 100 dages-planen tager kun de første skridt, der indikerer retningen. Ikke fordi vi opgiver ideologi eller langsigtede visioner. Tværtimod: Vi tager dem alvorligt ved at omsætte dem til konkret politik, som kan ændre balancen i samfundet ved at styrke almindelige menneskers magt og rettigheder over for den økonomiske elite.
Pelle Dragsted tilføjer, at selvom 100 dages-planen er formuleret af folketingsgruppen, bygger den på hele Enhedslistens politikudvikling.
– 100 dages-planen konkretiserer og sætter eksempler på den overordnede politiske linje, som vores medlemmer har vedtaget på årsmøder. Det er i folketingsgruppen, vi har ressourcerne til det. Vi har medarbejderne. Vi har muligheden for at spørge ministerierne, hvad tiltag vil koste, og hvordan teknikken i lovgivningen fungerer. Derfor kan vi give krop og sprog og konkrete ideer til den socialistiske politik, som vores medlemmer har valgt.
– Planen er et oplæg til debat, og ideen er at høre fra folk, om vi har ramt rigtigt. Er der ting, vi har glemt, som er meget vigtige? Er der ting, som rammer forkert, hvor folk tænker: “Ah, er det nu også en god idé”? Og processen er nærmest lige så vigtig som produktet: at vi får en snak om, at vi faktisk kunne forandre ting.
Ikke urealistisk kontraktpolitik, men et åbent tilbud
Selvom Pelle Dragsted taler om Enhedslisten som muligt regeringsparti, regner han det bestemt ikke for et nært forestående scenarie.
– Det er meget svært at se Enhedslisten blive et regeringsparti lige nu. Vi vil jo aldrig gentage de fejl, som eksempelvis SF begik ved at træde ind som juniorpartner i en regering, før de politiske styrkeforhold var til det. Vi skulle være stærke nok til at kunne sætte os i spidsen med en markant ny retning og klare politiske forandringer på alle afgørende områder. Men hvis ikke vi begynder at snakke om det og tro på, at ting kan forandre sig, så sker det aldrig.
I den umiddelbare fremtid vil mange af de 100 forslag ikke kunne gennemføres, heller ikke under en socialdemokratisk ledet regering.
– Ikke så længe Socialdemokraterne fører den politik, som de gør. Enkelte forslag vil være inden for skiven, for eksempel at få afskaffet i hvert fald nogle af fattigdomsydelserne. Andre er uden for rækkevidde. Derfor skal man ikke opfatte 100 dages planen som: “Det her regner Enhedslisten med at få gennemført, hvis valget falder ud, som meningsmålinger spår og vi får en socialdemokratisk regering.” Man skal i stedet se planen som et tilbud om et alternativ til både en socialdemokratisk og en højreorienteret regering. For hvis vi igen ser et svigt fra Socialdemokraterne, som udløser desillusion, så skal Enhedslisten være parat til at give folk håb ved at servere ikke bare gode ideer og smukke tanker, men gennemførlig politik, som folk kan tro på. Og når vi er forsigtigt optimistiske, så er det, fordi vi ser politiske opbrud i Europa. Gamle partier nedsmelter, og nye folkelige bevægelser opstår. Det kan selvfølgelig også ske herhjemme.