De senere år har der været flere eksempler på, at DF vil bestemme, at daginstitutioner i Danmark skal servere svinekød. Mens højrefløjen ikke har nogle skrupler ved at bruge mad politisk, har venstrefløjen sværere ved at politisere kødforbrug. Rød+Grøn har mødt Marie Leth-Espensen, ph.d.-studerende ved Lund Universitet, til en snak om, hvordan madforbrug altid er politisk, og hvordan kødforbrug kan politiseres.
Anne Overgaard Jørgensen, Rød+Grøn
Dansk Folkeparti har de senere år lagt stor vægt på koblingen mellem at være dansk og spise svinekød. F.eks. har Kenneth Kristensen Berth slået fast, at alle skoler og institutioner skal servere svinekød mindst én gang om ugen, da det er vigtigt med en menu, som tilgodeser danskere. Eksemplet viser, at mad er en politisk arena.
I samme periode er plantebaseret kost kommet i et mere positivt lys, og en bred gruppe danskere har erkendt, at der er en klar sammenhæng mellem vores mad og vores klimaaftryk. Alligevel har Enhedslisten svært ved at koble partiets grønne, socialistiske politik med en kritik af kødforbrug. Det skyldes især to ting, mener Marie Leth-Espensen.
– For det første beskæftiger den klassiske socialisme sig ikke med klimaspørgsmål – og heller ikke med forbrug af kød. Derfor er det stadig et emne, der ikke er rodfæstet på venstrefløjen, selv om det hjælper på det, konstaterer hun og fortsætter:
– En anden årsag er, at spørgsmålet om at reducere eller fjerne kødforbrug ofte bringes på banen af dyreretsaktivister og -organisationer. De ser kødforbrug som et moralsk og individuelt valg, som de ikke sætter ind i en bredere kontekst. Det synspunkt er kompliceret at forene med en venstrefløjskritik, der har en strukturel tilgang til, hvordan samfundet skal ændres og som har et anspændt forhold til moralske argumenter.
Mad er allerede politisk
Marie Leth-Espensen pointerer, at mad allerede hører hjemme i den politiske arena.
– Mad er ikke et privat valg, der ligger uden for rammerne af det politiske. Hvad vi spiser er, som alt andet i vores liv, blandt andet styret af økonomi og industrielle interesser, fremhæver hun.
Ser man på kostråd i forskellige lande, er der stor forskel på, hvad myndighederne anbefaler deres borgere at spise.
– Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at Fødevarestyrelsen i et land som Danmark, med en stor og stærk mælke- og kødindustri, anbefaler voksne mennesker at drikke en halv liter mælkeprodukt hver dag. Vores forbrug af kød er også steget de sidste år i takt med, at industrien har formået at producere det endnu billigere. Madkultur er foranderlig – hvad danskerne spiser, har ændret sig hastigt de sidste fire-fem generationer og gør det forsat.
Unge kobler allerede mad og politik
I de spirende grønne bevægelser ser man allerede, hvordan mad- og fødevarepolitik kobles med klima, biodiversitet, miljø og global retfærdighed.
– De unge generationer er allerede med på denne dagsorden. Bl.a. i Den Grønne Studenterbevægelse, Extinction Rebellion Denmark og Greenpeace ser vi en tydelig sammenhæng mellem klimabevidstheden og det at skære markant ned på animalsk forbrug – eller helt droppe det. Og her ses fravalget af kød ikke blot som et individuelt og moraliserende valg. Vi er altså vidner til en vigtig bevægelse, hvor kødforbrug og animalsk landbrug sættes ind i en bredere politisk sammenhæng, slutter Marie Leth-Espensen.