De danske museer har over 16 millioner besøg om året, og der åbner flere nye museer og spektakulære udstillinger. Det sker på trods af faldende offentlige tilskud, som tvinger museerne til at kigge andre steder hen efter indtægter.
Lars K. Christensen, ph.d. i historie, med speciale i arbejderhistorie
De statslige museer har genindført entré-betaling for nogle år siden, og indtægterne fra de besøgende bliver vigtigere for alle museer. Det smitter af på den måde, museerne drives på. Som Nationalmuseets direktør har sagt:
– Vi skal blive mere markedsorienterede – det er et vilkår.
Nationalmuseet har orienteret sig mod markedet ved at nedlægge forskning, indsamling og formidling af industri- og arbejderhistorie. I stedet vil man opprioritere vikingetiden, som især udenlandske turister efterspørger. Det er senest sket ved at lade en kendis-designer udstille sine visioner om de vilde og sexede vikinger. Vikingetidens bønder og slaver blev der ikke plads til, for som designeren siger:
– Hvem gider at se på udskidte bønder?
Hvad mener venstrefløjen?
I andre lande kan man opleve regeringer blande sig direkte i, hvordan museerne skal fortælle landets historie. Det sker heldigvis ikke hos os. I stedet arbejder man målrettet på at kommercialisere formidlingen af kulturarven – og det har konsekvenser. For når museerne skal skabe blockbuster-udstillinger og sikre sig fondsbevillinger, så er det ikke nødvendigvis de svære og kontroversielle emner, man tager op.
Og hvorfor bruge tid og resurser på at nå ud til slagteriarbejderen i Horsens og SOSU-assistenten i Næstved, som aldrig har været på museum før, når man kan få akademikeren fra Østerbro til at komme endnu en gang?
Skal museer være resurser for demokratisk diskussion og dannelse eller salgssteder for dagens kultur-kick? Hvad mener venstrefløjen? Interesserer den sig for, hvad der bliver tilbudt de 16 millioner årlige museumsbesøgende? I bekræftende fald må den godt sige det lidt højere.