I andet halvår af 2015 er store grupper af mennesker kommet til Europa på flugt fra krig og katastrofer. De fleste havner i de fattigste europæiske lande, mens de rigere, nordlige lande ikke tager deres del af opgaven.
Mikkel Lauritzen, Rød+Grøn
Den største gruppe af mennesker, der flygter til Danmark, kommer fra Syrien, hvor en ødelæggende borgerkrig har raset siden foråret 2011. Den næststørste gruppe er fra Eritrea, hvor især yngre mennesker flygter fra indkaldelse til ikke-tidsbegrænset militær- og civiltjeneste under barske forhold. Omkring tre fjerdedele af alle dem, der har søgt asyl i sommeren 2015, er fra disse to lande.
De seneste uger er store grupper af mennesker kommet til Danmark. Mange af dem har angiveligt planlagt at rejse igennem til især Sverige, som er et større og mere kendt land, og som internationalt har påtaget sig et ansvar for at beskytte forfulgte. Hvis politiet stopper flygtningene i Danmark, har menneskerne valget mellem at søge asyl eller blive sendt ud af landet. Derfor ender de fleste med at søge asyl her i landet, selv om de havde planer om at rejse videre til Sverige. Hvis vedkommende i forvejen er registreret i et andet EU-land, har Danmark mulighed for at sende ham eller hende tilbage til dette land på grund af den såkaldte Dublin-forordning.
Dublin-forordningen
Dublin-forordningen er en aftale mellem EU-landene om, at en asylansøger skal have sin sag behandlet i det første EU-land, hvor han eller hun sætter sine ben. EU-landene har forpligtet sig til at registrere asylansøgerne blandt andet ved at tage deres fingeraftryk for at sikre, at de kan identificeres, hvis de rejser videre og søger asyl i andre lande. Hvis en asylansøger er registreret i Italien, fordi hun første gang har søgt asyl der, og senere dukker op i Danmark, har de danske myndigheder dermed mulighed for at sende vedkommende retur til Italien. Denne forordning tilgodeser de lande, der ikke udgør EU’s ydre grænser, og som derfor ikke oplever samme tilstrømning af flygtninge fra lande uden for EU.
Retur til de fattigste EU-lande
Et af problemerne ved Dublin-forordningen er, at den stort set kun er til gavn for de nordeuropæiske lande, fordi asylansøgerne kommer ind i EU i Syd- og Sydøsteuropa. De rige lande i nord sender altså asylansøgere retur til de fattigere lande i syd. Landene i Sydeuropa, som Grækenland og Italien, er præget af, at de fleste asylansøgere kommer ind i EU over deres grænser, samtidig med at landene generelt har færre ressourcer og deres systemer ikke i samme grad som de danske, svenske eller tyske er gearet til at håndtere asylansøgere.
De store forskelle på nord og syd har betydet, at Dublin-systemet reelt er brudt sammen. Der er derfor et påtrængende behov for en anden fordelingsmekanisme for de asylansøgere, der ankommer til Europa. I Enhedslisten mener vi, at der er brug for en aftale om en fordeling af flygtningene efter en fordelingsnøgle, som både tager højde for landenes indbyggertal og størrelse, men også for deres økonomiske formåen. Det vil skabe en mere ligelig fordeling mellem de rigere lande og dem, der tilfældigvis har grænser ud mod områder uden for EU.