Civilt kup i Brasilien

Af:

Brasilien oplever i øjeblikket en politisk situation, der bedst beskrives som et langstrakt kup med civile midler. Brasiliens tidligere præsident og Arbejderpartiets kandidat præsidentvalget i år, Luís Inácio Lula da Silva, er fængslet, idømt 12 år for korruption på meget tynde indicier. Sagen stadig at blive behandlet af Brasiliens højesteret.

Lars Bohn

Den nuværende regering blev indsat efter afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016. Den har aldrig været på valg, og både den og dens politik er ualmindeligt upopulær. Alligevel er den i færd med at afskaffe de sociale forbedringer, Lulas og Dilmas regeringer har lavet siden 2002. Samtidig privatiseres nøgleindustrier og retten til et kæmpe oliefelt.

Meningsmålingerne har længe vist, at Lula er sikker på at blive præsident, hvis han stiller op til valget i efteråret. Efter fængslingen er Lulas popularitet kun blevet større. Dette er uden tvivl den reelle grund til, at Lula er fængslet.

Tynde anklager mod Lula

Da Dilma vandt for anden gang i 2016, indså Brasiliens magtelite, at den ikke kan vinde et demokratisk valg. Derfor skal Lula hindres i at stille op.

Støttet af de dominerende trykte og elektroniske medier, som ejes af seks meget rige familier, og som også er kilde til meget af den presseomtale, der når lande som Danmark, begyndte man en kampagne, der beskylder Lula og Arbejderpartiet (PT) for at være hovedansvarlig for korruptionen i Brasilien. Konkret anklages Lula for at have modtaget en nyrenoveret luksuslejlighed som betaling for at have givet et brasiliansk entreprenørselskab urimeligt fordelagtige kontrakter med det statslige olieselskab Petrobras.

Der findes imidlertid intet bevis for, at lejligheden nogensinde har været i Lulas besiddelse. Entreprenøren har brugt den som garanti for et lån, efter den angiveligt skulle være overdraget til Lula. Da lejligheden for nyligt blev besat af aktivister, kom det frem, at den ikke er blevet renoveret overhovedet. Den dommer, der dømte Lula, indrømmer tilmed, at der ikke findes beviser, der knytter Lula til den korrupte relation mellem entreprenøren og Petrobras.

Anklagen mod Lula baserer sig desuden primært på et vidneudsagn fra en korruptionsdømt direktør i det omtalte entreprenørselskab, som har fået sin dom reduceret fra 10 år og otte måneder til tre og halvt år i åbent fængsel samt 70 dages bøde for sit samarbejde med myndighederne.

Korrupt højrefløj

Der er omfattende korruption i brasiliansk politik, og de dominerende medier søger at fremstille PT som “det korrupte parti”. Imidlertid er hovedparten af anklagede og dømte politikere fra de dominerende borgerlige partier PSDB og PMDB, og ofte slipper de for straf trods tunge indikationer på korruption.

Sagerne mod Lula og Dilma viser, at den økonomiske elite i Brasilien i høj grad er i stand til at kontrollere Brasiliens juridiske system, så det sjældent rammer dem selv, og at de under de rette omstændigheder kan anvende det som et politisk redskab mod deres fjender. Denne praksis er så udbredt i Latinamerika, at den nu har fået sit eget ord: Lawfare.

PT har muligvis begået en fejl i ikke at have brugt tiden ved magten til at gennemføre en medie- og en forfatningsreform. Det sidste kunne have været gjort under indtryk af den folkelige bevægelse, der opstod i 2014 med netop en forfatningsreform som hovedkrav.

Politikere dræbes

Resultatet af den nuværende udvikling i Brasilien er, at landet er ved at blive et autoritært system, der kan sammenlignes med lande som Rusland og Tyrkiet. Militæret er i øjeblikket lovhåndhæver i Rios slumkvarterer – et forhold som mange betragter som en generalprøve på en model, der kan bruges i resten af landet. Flere fremtrædende politiske aktivister er blevet dræbt, heriblandt den kendte aktivist og medlem af byrået i Rio, Marielle Franco fra Psol. I Curitiba, hvor Lula er fængslet, har aktivister etableret en lejr til støtte for Lula. Denne lejr blev beskudt, og to blev såret – den ene alvorligt.

Måske bliver præsidentvalget til efteråret udsat. Flere regner med, at myndighederne vil argumentere for, at den ustabile situation i landet gør et valg umuligt. Måske bliver det gennemført uden brasilianernes foretrukne kandidat Lula.

Enhedslisten bør tage afstand fra denne udvikling og støtte de kræfter i partier som PT, PCdoB og Psol, der kæmper for demokrati og Lulas ret til at stille op til efterårets valg.