Den yderste højrefløj: “Byg Fort Europa”

Af:

En stor del af den yderste højrefløj vil bevare EU, fordi unionen lukker grænserne for flygtninge og indvandrere fra den arabiske verden og Afrika. Og der er også kommet færre flygtninge og indvandrere til EU i de seneste år. Ikke fordi forholdene er blevet bedre i Syrien eller Libyen, men fordi EU’s ydre grænser er blevet mere effektivt lukket.

Mikael Hertoft, Rød+Grøn

FN skønner, at 2.275 mennesker døde i Middelhavet i 2018 i et forsøg på at komme fra Nordafrika til EU. Andelen af flygtninge, der dør, fortsætter med at stige, og Flygtningehøjkommissariatets talsmand Liz Trossel mener, at det skyldes færre undsætningsaktioner – NGO’erne får nemlig lagt hindringer i vejen for deres arbejde.

“Missing Migrants Project” skønner, at der er sket en fordobling af procenten af mennesker, der dør på flugt. Indtil videre er 409 døde i Middelhavet i 2019. Ingen ved, hvor mange, der er døde på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Frontex får flere penge – også fra Danmark

Frontex er EU’s samarbejde om kontrol med de ydre grænser. Frontex har et stort budget, og det bliver hastigt større. Budgettet er vokset fra 100 millioner euro i 2014 til 320 millioner euro i 2018.

EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, annoncerede i september, at væksten i Frontex skal boostes, så der kommer 10.000 grænsevagter allerede i 2020.

Danmark bidrager også til Frontex’ “bekæmpelse af irregulær migration i Middelhavsområdet”, som Forsvarsminister Claus Hjorth-Fredriksen siger. Danmark vil sende flere penge, som bl.a. vil gå til en patruljebåd, et overvågningsfly og en hjerteslagsdetektor. I 2018 har forsvaret og politiet brugt ca. 40 årsværk på dette arbejde, der fortsætter i 2019.

Samtidig har Tyrkiet lukket grænsen til Syrien efter aftale med EU. EU giver tre milliarder euro til Tyrkiet for at holde flygtninge ude. Pengene er bl.a. gået til at bygge en grænsemur mellem Tyrkiet og Syrien, der er flere hundrede kilometer lang og tre meter høj – med pigtråd på troppen. Syrien har også fået støtte til at bygge den avancerede Cobra II – en pansret mandskabsvogn, der er designet til at finde flygtninge med radar, kamera mm.

Flygtningene bliver således holdt inde i Syrien med støtte fra EU, selvom det er livsfarligt at blive.

Det yderste højre støtter Fort Europa

– Med indvandring fra muslimske lande følger store problemer med arbejdsløshed, manglende uddannelse, kriminalitet, religiøs radikalisme og kulturel segregering.

Sådan skriver den konservative folketingskandidat i Randers, David Munk-Bogballe, i et debatindlæg i Jyllands-Posten, og han konkluderer:

– Tiden er kommet til at “bygge Fort Europa.

Han nævner, at en årsag til indvandringen fra den arabiske verden til Europa er krig og væbnede konflikter – men han glemmer helt, hvilken skyld de europæiske lande har i disse krige og konflikter. For det første er våbnene, der bliver brugt i krigene, primært produceret i USA og Europa (inklusive Rusland). For det andet har Europa – først og fremmest UK, Frankrig, Italien og Spanien – i mere end 100 år koloniseret og tyranniseret den arabiske verden og modvirket alle forsøg på at opbygge demokratiske, for ikke at tale om socialistiske samfund.

“Byg Fort Europa”, siger også Generation Identitær, som er et nyt initiativ på den yderste højrefløj. De forsøger at give en stueren begrundelse for at holde mennesker ude – at de har en anden identitet end “os”. På den måde forsøger de ikke at ligne racister. De går også ind for at “forsvare Europa” for at “undgå den store udskiftning”, fremgår det af deres klistermærker, som de har plastret på lygtepælene i den ellers idylliske Charlottenlund skov.

Den yderste højrefløj og regeringen har en realistisk opfattelse af, at EU holder flygtninge og indvandrere ude – og støtter derfor EU. Venstrefløjen må bekæmpe EU af samme grund.