Fjendebilledet af Rusland er vokset til fantastiske dimensioner. Ikke bare i dansk presse og politisk forståelse men også internationalt. USA har i sin forsvarsdoktrin udnævnt Rusland og Kina til sine fjender og har vedtaget en enorm stigning i militærbudgetterne. Også herhjemme stiger militærbudgetterne og koldkrigsretorikken.
Mikael Hertoft, Rød+Grøn, cand.mag i russisk og øststatskundskab og kontaktperson for Internationalt Udvalg
En bred kreds af Folketingets partier har vedtaget, at Danmark skal bidrage til oprustningen, ja faktisk øge forsvarsbevillingerne med 20 procent over seks år. Danmark skal kunne sende en avanceret brigade på 4.000 mand ud i verden og bruge 4,8 milliarder mere på forsvar i 2023. Begrundelsen er, at “Trusselsbilledet er mere alvorligt end på noget andet tidspunkt siden murens fald”. Truslen kommer fra “et udfordrende og mere selvhævdende Rusland”. Det kommer oven i købet af 27 nye kampfly, der er langt bedre til angreb end til forsvar.
Fjendebilledet på nethinden
Realiteten, er at NATO-landene bruger 10 gange flere penge på våben end Rusland. I 2016 havde USA og de fire største Europæiske NATO-lande således 46,6 procent af verdens samlede militærbudget, mens Ruslands var stod for blot 4,1 procent. Rundt om Rusland har USA en ring af allierede og amerikanske baser – mange med atomvåben.
Vesten opruster altså med fjendebilledet på nethinden. USA har annonceret produktionen af nye typer atomvåben, der er “små” og derved mere fleksible – dvs. kan bruges “taktisk”. Rusland ruster også op og forsøger at følge med i produktionen af moderne våben. I sin seneste tale til nationen benyttede Putin således lejligheden til bl.a. at fremvise et meget langtrækkende missil, der kan smide atomsprænghoveder i hovedet på f.eks. amerikanerne og “trænge gennem ethvert missilforsvar”. Fornemmelsen af en trussel mod landet og kravet om at slutte patriotisk op om fædrelandet er Putins stærkeste kort på hånden, når han søger russernes opbakning.
Ukraine og Krim
En anden del af fjendebilledet er, at Rusland er også det onde land, som har skabt krigen i Østukraine og annekteret Krim. Danmark er vært for en Ukraine-konference den 28. juni, hvor bl.a. Japan og USA deltager. Rusland er ikke inviteret.
Krigen i øst fortsætter på lavt niveau. Samtidig bliver Ukraine mere nationalistisk og har bl.a. vedtaget nye sproglove, som kræver, at al undervisning skal foregå på ukrainsk. Det rammer ikke kun de mange russisksprogede men også minoriteter, hvis sprog er polsk, rumænsk og ungarsk.
Den vestlige historiefortælling blæser de russiske aggressioner op og glemmer sin egen indblanding i konflikten. Den udløsende faktor i Ukraine-konflikten var en samarbejds- og handelsaftale mellem Ukraine og EU, som Janukovitj, den daværende præsident, var betænkelig ved at underskrive. EU insisterede på at fjerne told mellem Ukraine og EU – og krævede samtidig, at man oprettede told til Rusland, som på det tidspunkt var Ukraines største handelspartner. Det ville være en økonomisk katastrofe for især det østlige Ukraine, som havde størstedelen af sin samhandel med Rusland.
Det folkelige oprør i Ukraine fik Janukovitj til at flygte, og en ny, nationalistisk regering blev sat ind. Det første, den gjorde, var at lave en meget restriktiv sproglov, som ville gøre det meget vanskeligt at være russisksproget i Ukraine. Det skabte uro i det østlige Ukraine, hvor et russisksproget flertal ellers ikke ønskede løsrivelse.
Eksporten kollapser
Ruslands efterfølgende annektering af Krim var indiskutabelt i strid med folkeretten. Men der er ikke nogen tvivl om, at flertallet af borgerne på Krim var russisktalende, ønskede tæt forbindelse med Rusland og var meget bange for udviklingen i Kiev. Det er usandsynligt, at Rusland på noget tidspunkt vil afgive Krim. Tværtimod har Rusland investeret meget store midler i at bygge en bro mellem Rusland og Krim, som vil være åben for biltrafik i løbet af sommeren og for jernbane i slutningen af året.
I dag er Ukraine i en elendig situation. Krigen fortsætter, og nationalisterne dominerer ukrainsk politik. En lille gruppe oligarker, heriblandt præsident Porochenko, sidder på økonomien, mens befolkningen bliver fattigere. Eksporten til Rusland er kollapset, og til EU er den stadigvæk begrænset. Ukraine, der før var både et industriland og landbrugsland, er ved at blive afindustrialiseret, og landbrugsjorden bliver overtaget af få rigmænd. Landet overlever på lån fra IMF og har en enorm udlandsgæld på 117 milliarder dollars.
Urørlige Putin
Der er præsidentvalg i Rusland 18. marts (efter redaktionens slutning) – årsdagen for Krims “genforening” med Rusland. Opbakningen til Putin er så høj, at ingen andre kandidater har en seriøs chance. Det eneste spændingsmoment er, om russerne faktisk går hen og stemmer. Ved valget i 2016 stemte blot 47,8 procent. I de store byer Moskva og Skt. Petersborg lå stemmeprocenten på omkring 30. En så lav valgdeltagelse vil være et stort prestigetab for Putin.
På venstrefløjen stiller et par stalinistiske partier op, solidt forankret i sovjetnostalgien. Der er også et par liberale kandidater og en på den yderste højrefløj. Derimod har Ruslands stærkeste oppositionspolitiker, Alexei Navalnij, ikke fået lov til at stille op pga. en yderst tvivlsom dom for kriminelle økonomiske handlinger. Han har været initiativtager til mange demonstrationer og har opbygget et netværk af omkring 200.000 støtter rundt i hele landet. Navalnij, der kunne have tilført valget en smule spænding, opfordrer sammen med nogle mindre venstrefløjsorganisationer til boykot af afstemningen.
Stormagter med forskellige interesser
Rusland og Kina har været nære allierede i de seneste 10 år. Relationen bygger på en langsigtet aftale om at sælge energi fra Rusland til Kina og våbeneksport fra Rusland til Kina.
Logikken i våbenproduktion er, at hvis et land kun producerer til eget brug, så er det ren tilsætning. Men hvis man producerer til eksport, så giver det mulighed for indtægter. Rusland sidder på ca. 22 procent af våbeneksporten i verden, mens USA står for 32 procent.
Nogle af disse eksporter, f.eks. avancerede kampfly til Kina og Indien, foregår som et teknisk samarbejde. Ud over at tjene penge på handlen, kan Rusland bruge samarbejdet til at forbedre sine egne fly teknisk.
Rusland og Kina er stormagter med forskellig dynamik og forskellige interesser. Men USA har – gennem sine trusler om militær indgriben i Korea – gjort, hvad landet kunne, for at styrke alliancen mellem Rusland og Kina. Ingen af landene elsker regimet i Nordkorea, men de vil ikke tillade USA at få fodfæste på halvøen. De opfatter også, at en oprustning mod Nordkorea kan blive brugt mod Kina og Rusland, der begge grænser op til landet.
Rusland er ikke rosenrødt
Rusland er et kapitalistisk og stærkt autoritært land, ligesom både tsarens Rusland og Sovjetunionen var. Man kan blive mangemilliardær i Rusland, og man kan være uhyre fattig. Sidstnævnte er der mange af, og landet er en kuriøs blanding af avanceret teknik og dyb tilbageståenhed. Rusland har det bedre end i årene efter Sovjetunionens kollaps. Levealder og levevilkår er blevet bedre, selv om befolkningen er blevet sat noget tilbage af de lave oliepriser, der har givet staten store økonomiske problemer.
Med sit “kontrollerede” demokrati ligner Rusland faktisk en lang række andre autoritære styrer i verden, såsom USA, Tyrkiet eller Indien. Rusland forsøger at tegne en pendant til det vestlige fjendebillede, bl.a. på tv-stationen RT. Venstrefløjen og andre, der elsker fred og nedrustning, har brug for at skabe sin egen information og forståelse af lande som Rusland. Vi skal arbejde mod oprustning og fjendebilleder – først og fremmest i vores egne lande – men også samarbejde med progressive kræfter i Rusland og for dens sags skyld Ukraine. De er der, når man leder efter dem.