Inde midt i Bulgarien, oppe i bjergene, ligger landsbyen Svezhen. Den er ved at blive affolket. Faktisk bor der kun 150 mennesker om vinteren. Rød+Grøn har snakket med Dorte og Christo Enkov – et dansk-bulgarsk ægtepar, som har bosat sig i byen. Christo er blevet valgt til borgmester.
Mikael Hertoft, Rød+Grøn
Hvordan var Svezhen i gamle dage?
Dorte: Det er en meget gammel landsby, mere end 600 år gammel. Tidligere var det også en meget stor landsby med ca. 5000 beboere. Det var samtidig med, at Bulgarien var under Det Osmanniske Rige – Tyrkiet. Byen blev brændt af tre gange under tyrkerne. Senest i 1877, hvor den gjorde oprør. Mange i byen blev dræbt, og mange flygtede. Kun ca. 100 huse overlevede branden, og det er dem, der er fredet i dag. Omkring år 1900 boede der ca. 2500 voksne i landsbyen og så naturligvis en masse børn.
Hvor mange er I nu?
Dorte: Nu bor vi ca. 150 om vinteren og 1200 om sommeren. Vi har også “rigtige” turister, og vi har flere gæstehuse. Tre-fire kilometer fra landsbyen er der en bjerghytte med plads til 40. Den er ofte fyldt op om sommeren. Vi har to butikker, en restaurant og barer. Vi har også turister fra Danmark.
Hvad levede folk af tidligere?
Christo: Tidligere var der landbrug – vi havde rosenproduktion. Mange i landsbyen var håndværkere, specielt skræddere, som tog til Istanbul og arbejdede og som kom tilbage, når roserne skulle plukkes. Landsbyen producerede rosenolie til parfumer. 1000 blomster giver ét gram rosenolie.
Producerer man også roser i dag?
Christo: Nej. Når du går tur, kan du se terrasserne i bjergene, hvor roserne blev dyrket. Fordi det var i bjergene, skulle alt ske med håndkraft – maskiner kan ikke bruges, og det fungerer ikke i dag. Men i nærheden af os kommer rosenproduktionen tilbage.
Så der er kun turismen at leve af?
Dorte: Det er også muligt at arbejde med distancearbejde – faktisk er internettet i landsbyen bedre end i Danmark.
Hvordan var forholdene i landsbyen omkring murens fald?
Dorte: I 1990 var der 11-1200 mennesker i landsbyen. 20-25 kilometer fra landsbyen lå en stor traktorfabrik, hvor mange arbejdede. Der var også kollektivbruget – landbrug. Men det var begyndt at gå tilbage for landsbyen, og i 1986 lukkede skolen. Traktorfabrikken blev lukket i starten af halvfemserne, da bunden gik ud af markedet.
– Kollektivbruget blev opløst, og folk fik jorden tilbage. Kollektiviseringen var sket i 1956, så familierne havde stadig papir på den jord, de havde ejet. Nu ejer folk mange små jordlodder, der er spredt rundt i bjergene. Jorden bliver ikke længere dyrket til privat brug. Men folk heromkring kender deres slægtshistorie. Jorden betyder meget for dem, og de vil ikke sælge eller bytte, selvom jorden ligger brak. Mange familier kommer herop om sommeren, og så bliver vi ca. 1200.
Hvordan blev du valgt som borgmester, Christo?
Christo: Vi kom hertil, da jeg blev pensionist efter et travlt liv i Danmark. Så blev jeg opfordret af beboerne til at stille op.
Hvad laver du så som borgmester?
Christo: Jeg prøver at hjælpe folk. Vi har lavet “Godmorgen Svezhen”, som er en kopi af Ældresagens tryghedsopkald i Danmark. Landsbyen er 3,5 kilometer lang, så der er mange, der har langt til naboen. Om vinteren er der mange, som ikke går meget ud. Derfor laver vi et opkald og snakker med folk, spørger om der er noget, de har brug for. Vi hjælper med at hente brænde ind og skovle sne, så de kan komme ud til hønsene. Andre gange agerer vi handyman.
Er det jer, der gør det?
Dorte: Nej, vi har startet det, men der er mange med. Der er fantastisk godt naboskab i bjergene, folk hjælper hinanden, man kommer hinanden ved. Livet i bjergene er anderledes. Du kan ikke noget uden din nabo, når der er 30 kilometer til nærmeste større by.
Hvordan er transportmulighederne?
Christo: Der er bus til Plovdiv, Bulgariens næststørste by, to gange om ugen og en til tre gange til nogle andre mindre byer. Man kan køre ind om morgenen og hjem om aftenen. Vi har et lægehus, hvor der tidligere var læger, sygeplejersker og fødeklinik. Nu kommer der en læge en gang om ugen. Vi gennemfører også et projekt med en hjemmehjælper. Det er helt vildt i Bulgarien: Vi har en hjemmehjælper, der tager sig af tre gamle. Det er et projekt, der kører til september med EU-penge. Derefter ved vi ikke, hvad der sker.
Har I nogen børnefamilier?
Dorte: Ja, vi har fem børn, som bliver hentet med skolebussen og afleveret igen, når skolen er forbi. Vi har et par unge familier, hvor mændene er håndværkere. I den ene familie er konen kunstner, i den anden dyrlæge.
Er forholdene i Svezhen typiske for Bulgarien?
Dorte: Alle landsbyer bliver affolkede – men nogle steder er det værre end andre. Folk flytter til byerne, hvor de kan få bedre løn. Der mangler arbejdskraft i Bulgarien.
Er det forklaringen på, at så mange fra Bulgarien flytter til f.eks. Danmark?
Christo: Ja, og så flytter folk for at få højere løn. På det seneste har der været en stor diskussion i Bulgarien om, at arbejdsgiverne skal betale mere i løn. Der er også en stor sag lige nu i Cornwall i England. Bulgarere rejser dertil og plukker påskeliljer – alle de påskeliljer, der bliver solgt i Europa lige nu – og de lever som dyr i gamle nedlagte fabrikker med urimelige lønforhold. Derfor ser vi også modsatrettede tendenser. Nogen udvandrer, mens andre vender tilbage. Og det er muligt at leve godt i Bulgarien.
Hvordan ser landsbyens fremtid ud?
Dorte: Vi tror på, den har en fremtid. Vi kan måske ikke få mange til at flytte til landsbyen, men vi kan holde på dem, der er nu. Vi har fået en bevilling fra den bulgarske stat på ca. 3,3 millioner kroner til at bygge et kulturcenter – bl.a. et museum med bemanding, så der kommer nogle arbejdspladser og et center til at tiltrække turister. Det er Christo, der skal gennemføre projektet.