Verden står atter på tærsklen til en økonomisk recession. Vi har akut brug for en grundig offentlig diskussion om, hvordan vi vil tackle krisen. Ellers gentager vi fejlene fra sidst.
Simon Nyborg, politisk rådgiver
Oven i coronakrisen trækker det op til en global, økonomisk krise. Verdens børser oplever de største fald i årtier, og herhjemme står mange tusinder allerede nu til at miste job og indkomst.
Hvor langvarig og hvor dyb, den økonomiske krise bliver, er ikke til at sige. Men det er nu, vi som samfund skal tage snakken om, hvad samfundets modsvar skal være.
Når først krisen ruller ind over landet, når virksomhederne begynder at kollapse, og bankerne ryster i deres grundvold, er det for sent med en demokratisk samtale. Så tager toppen af politik, embedsværk og erhvervsliv over. Det går hurtigt, det sker i lukkede fora, og går det som sidst under finanskrisen, kommer offentligheden først til at høre om de største og mest kontroversielle beslutninger lang tid efter, at de er truffet.
De første hjælpepakker til erhvervsliv og banker er allerede besluttet. Herunder støtte til bankernes udlån, der ikke bliver fulgt af nogen som helst krav om, at bankerne skal holde igen med at sende penge til deres aktionærer og topchefer.
Hvis vi skal sikre, at samfundet ikke igen kommer til at bruge store summer på at holde hånden under de største banker og virksomheder samt deres aktionærer, mens den brede befolkning bliver efterladt med regningen, så er det nu, vi skal gøre indsigelser.
Eliten skal have modspil
Sundhedsfaglige personer styrer langt henad vejen indsatsen under coronakrisen, så hvorfor skal folk med forstand på økonomi og banker ikke også bestemme svarene på den økonomiske krise?
Fordi de ikke repræsenterer samfundets brede interesser, og derfor har de brug for kritisk modspil fra hele vores demokratiske system.
Den lukkede kreds, hvori krisebeslutningerne træffes, består af de økonomiske ministre, partiledere og finansordførere fra de gamle magtpartier, topembedsmændene fra de økonomiske ministerier samt topcheferne fra de største danske virksomheder og banker.
Denne inderkreds har brug for modspil fra andre interesser i samfundet: fra lønmodtagernes organisationer, fra de små virksomheder og mindre banker, fra civilsamfundet, fra pressen og fra alle dele af det politiske spektrum. Og det modspil får de ikke, når aftalerne klappes hurtigt af i lukkede forligskredse, hvor processen, og hvem der har påvirket den, er mørklagt.
Da Mærsk sagde nej
Problemet er langt fra kun teoretisk. Bankpakke 2, der især var målrettet Danske Bank, er et godt eksempel.
Det er kun på grund af et stykke fremragende undersøgende journalistik fra DR, at offentligheden i dag ved, at staten stod til at skulle have aktier til gengæld for de milliardstore kapitalindskud, der blev stillet til rådighed for bankerne. Det forsvandt dog ud af aftalen natten inden offentliggørelsen efter pres fra Mærsk-familien, landets mest indflydelsesrige og Danske Banks suverænt største aktionær.
Formentlig har Mærsk-familien, der sad på 20 procent af Danske Bank og havde plads i bankens bestyrelse, meddelt regeringen, at de hellere ville skære drastisk ned på bankens udlån i en situation, hvor der i forvejen var mangel på kredit i Danmark, end at acceptere staten i Danske Banks ejerkreds. Stillet over for det ultimatum valgte den lukkede bankpakke-forligskreds på et natligt møde at skyde penge ind i banken uden at kræve aktier til gengæld. Det gjorde Danske Bank i stand til at låne billigere, aktiekursen skød mod himlen, bankens aktionærer tjente styrtende, mens skatteyderne ikke fik del i opturen, selv om det var her fra pengene kom.
Ny krise, gamle problemer
Da finanskrisen for alvor ramte Danmark i 2008, var et af de allerførste tiltag, at Nationalbanken fik ATP til at sælge udenlandske værdipapirer for dollar. Til gengæld udstedte Nationalbanken en ny type obligation, som ATP fik lov at købe for deres nyerhvervede dollar. Prisen var høj for danskerne, for det var et dyrt obligationsprogram, ATP fik adgang til. I alt koster det 163 milliarder kr. i renteudgifter frem til 2039, svarende til over fem milliarder kr. om året. Det er en gæld, vi alle betaler af på.
Det var først efter krisen, at journalister fra Reuters og Berlingske kunne afdække, at tiltaget først og fremmest skulle sikre Danske Banks forpligtelser i USA. Forpligtelser, som skulle afregnes i dollar, og som staten pludselig risikerede at skulle hæfte for som følge af Bankpakke 1.
Embedsværket og skiftende ministre nægter fortsat at regne tiltaget med som en bankredning. Derfor figurerer det ikke på de officielle opgørelser over, hvad bankpakkerne har kostet – og dermed har bankpakkerne givet overskud.
Desværre ser det ud til, at krisepakkernes gamle problemer stadig findes. Blandt de aktuelle krisetiltag er, at bankerne må bruge af den reserve, der er sat af til dårlige tider. Samtidig er der lavet to garantiordninger, der giver statsgaranti for bankers lån til virksomheder. Bankerne kan altså låne ud og tjene penge på det, men staten garanterer for størstedelen af lånene, hvorfor bankerne har meget mindre risiko for tab.
Vil fylde milliarder i aktionærers lommer
At vi står ved kanten af en global recession får ikke automatisk bankerne til at afblæse deres udbyttebetalinger og aktietilbagekøbsprogrammer. F.eks. ville Danske Bank sende over syv milliarder kr. til deres aktionærer. Efter et folkeligt pres har Danske Bank udskudt beslutningen og vil nu ”følge situationen tæt og revurdere, hvilket udbytte den vil foreslå”, skriver banken i en pressemeddelelse.
Ønsket om gigantiske udbyttebetalinger skriger til himlen. Nationalbanken har i flere omgange opfordret bankerne til at ruste sig bedre til en kommende krise, mens bankerne fuldstændig har ignoreret formaningerne og har sendt eksorbitante milliardbeløb til deres ejere.
Dermed peger pilen tilbage på det politiske system, der har lavet støtteordningerne.
Det er både godt og nødvendigt, når vi fra politisk hold understøtter virksomheder og bankers udlån i en akut krise som denne. Det vil være rigtig dårligt for samfundet, hvis vi permanent mister gode arbejdspladser, fordi der er en midlertidig sundhedskrise.
Men det bør være lige så klart, at vi ikke skal dele ud af skatteborgernes penge uden bindinger og modkrav, når det er relevant.
I bankerne bør adgangen til kapitalbufferen og garantiordningerne betinges af, at der er stop for udbyttebetaling, tilbagekøbsprogrammer og lønforhøjelser til direktionen.
Og hvis staten en gang til skal komme med egentlige kapitalindskud i banker, bør det være til gengæld for medejerskab og dermed med mulighed for at få del i en efterfølgende gevinst.
Lad os lære af fortiden
Det er de svageste grupper og dem med den løseste tilknytning til arbejdsmarkedet, der i første omgang bliver ramt hårdest af krisen. Derfor bør krisepakkerne også hjælpe alle disse grupper. Samtidig har vi en klimakrise, der er både større, mere alvorlig og mere langvarig end coronakrisen. Vi skal have råd til fortsat at investere i den grønne omstilling, og når der bliver behov for at bruge finanspolitikken til at understøtte økonomien, bør det være gennem et stort, grønt investeringsprogram.
Endelig skal princippet om medejerskab for støtte ikke kun gælde bankerne. Hvis samfundet skal skyde kapital ind i virksomheder og understøtte kritisk infrastruktur, bør staten få ejerskab og indflydelse til gengæld. Vi skal gøre alt for at modvirke, hvad vi oplevede under den sidste krise. Her blev bankernes tab gjort til samfundets, selv om bankerne både før og efter hjælpepakkerne har tjent styrtende med penge til deres aktionærer.
Lad os tage snakken nu, inden det er for sent. Kun sådan kan vi undgå, at den kommende krise bidrager til den voksende ulighed og følelsen af, at vi har et system, der er fikset på forhånd til fordel for samfundets top.