I en årrække har skiftende danske regeringer med stolthed i stemmen talt om, hvordan Danmark som noget helt unikt har afkoblet økonomisk vækst fra belastning af klimabelastningen. Desværre er det ikke sandt.
Pelle Dragsted, nyudnævnt klimaordfører
Argumentet er, at Danmark siden 1990 har oplevet en markant økonomisk vækst, mens CO2-udledningen er faldet. Derfor har man udlagt det som opskriften på en grøn vækst, som kan fortsætte i det uendelige.
Men det er udelukkende de internationale opgørelser over CO2-udledning, som gør det muligt at holde fast i den påstand. Men hvis man i stedet tager udgangspunkt i den reelle CO2-udledning, falder argumenterne fra hinanden hurtigere end man kan sige internationale klimaforhandlinger.
CO2-regnskab tryllet grønt
Først og fremmest undtager de nationale opgørelser skibs- og flytrafik, og alene stigning i udledninger fra de to sektorer opvejer desværre mere end rigeligt det officielle fald i den danske udledning af drivhusgasser. Oven i det skal man lægge den øgede import af varer fra især Kina. Under de nuværende FN-regler tæller produktionens udledninger kun med i produktionslandet og ikke i forbrugslandet. Transporten tæller heller ikke med. Dermed har Danmark “foræret” en stor del af vores reelle CO2-udledning til de lande, vi importerer fra.
Det har man kunnet, da udviklingslandenes forpligtelser under den første klimaaftale, Kyoto-protokollen, kun var i forhold til basisfremskrivning af deres projekterede udledninger. De var derfor ikke pålagt reelle reduktioner, ligesom eksempelvis Danmark var og er.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vækst kan være mere eller mindre bæredygtig. Der er derfor også brug for, at den udvikling, som er nødvendig i størstedelen af udviklingslandene, skal være så grøn som overhovedet muligt. De kan ikke gennemgå den samme form for udvikling, hvor fossile brændsler bærer hovedvægten. Heldigvis er vedvarende energi langt billigere i dag, end det var for mange år siden, og hvis udviklingslandene får den rette støtte, er en mere bæredygtig udvikling i de lande muligt.
Tre og en halv klode søges
Den danske vækst igennem de sidste årtier har altså ikke været grøn, og det er på høje tid, at vi tager et opgør med hele grundtanken om, at evindelig vækst er nødvendig. I hvert fald vækst, som vi historisk har opgjort den, hvor den opgøres som en procent af BNP.
Den fejlslagne måde at opgøre det, antager at en uendelig, eksponentiel vækst er mulig. Det har betydet, at de vækstrater, som vi har i dag, i procent måske ikke ser ud af meget, men i reel, økonomisk vækst er de helt på højde med de store vækstrater i 60’erne. Hvis vi fortsat stædigt definerer succesfulde vækstrater ud fra en fastlagt, stigning i procent, vil den årlige vækst i reelle tal stige år for år. Ved eksempelvis en vækstrate på 2,5 procent, så vil økonomien fordobles hver 28 år.
Vi er i Danmark allerede i en situation, hvor vi forbruger, som om vi havde 3,6 jordkloder til rådighed. Det lægger et uforholdsmæssigt stort pres på miljø, natur og klima. Derfor skal fokus i Danmark ikke være hverken grøn vækst eller vækst generelt, men hvordan vi på en god, social retfærdig måde kan omstille vores hverdag, så vi ikke belaster kloden med mere end vores retfærdige andel.
Det er den diskussion, vi sammen skal tage – ikke hvorvidt og hvor meget vi kan vækste på en grøn måde.