Flertal lukker for salg af kritisk infrastruktur

Af:

Rækken af skandaløse udsalg af offentligt ejet infrastruktur er lang nok, mener et flertal i Folketinget. Udenom regeringen har Enhedslisten og en række andre partier derfor besluttet at sætte en stopper for private aktørers opkøb af bl.a. energiforsyning.Simon Halskov, Rød+GrønI starten af året blev salget af eldistributions-selskabet Radius aflyst efter en voldsom offentlig debat. Nu har et flertal i finansudvalget bestående af Enhedslisten, Alternativet, SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vedtaget en beretning som pålægger regeringen, at kritisk infrastruktur fremover kun kan sælges hvis køberen enten har det offentlige eller forbruger-ejede selskaber som majoritetsejer.

– Det her er nok en af de vigtigste sejre, jeg har været med til at sikre i Folketinget. Med vedtagelsen fra et bredt flertal hegner vi nu effektivt vores kritiske infrastruktur inde, så regeringen ikke kan sælge f.eks. vores energi-infrastuktur til kapitalfonde eller andre private kapitalinteresser, forklarer Pelle Dragsted begejstret.

Fælleseje er den bedste løsning

Efter årtier, hvor der har været en drift imod at sælge Danmarks infrastruktur til private aktører, er den nye vedtagelse et markant kursskifte.

Pelle Dragsted fremhæver, at der siden salget af Dong har været en voksende modstand fra borgerne. Det er den modstand, som har banet vejen for de politiske resultater, mener han.

– Kapitalfonde og formueforvaltere har kun ét formål med at opkøbe infrastruktur, og det er at tjene penge. De penge kan komme ét sted fra – nemlig forbrugernes lommer. Derfor er fælleseje den bedste løsning, når det gælder vital infrastruktur, påpeger Pelle Dragsted og uddyber:- Vi har i Danmark en lang tradition for, at vores kritiske infrastruktur er ejet af fællesskabet – enten af det offentlige eller af forbrugerejede andelsselskaber. Den tradition har været truet – men nu siger et flertal i Folketinget, at det er en god tradition, som vi skal holde fast i.