Danmark har som underskriver af Folkedrabskonventionen et alvorligt ansvar, hvis regeringen ikke gør alt for at forhindre folkedrab.
For få dage siden var det en måned siden, at Den Internationale Domstol kom med sin kendelse, om at, der er begrundet mistanke om, at Israel begår folkemord i Gaza. Lige så opsigtvækkende (men ikke overraskende) som afgørelsen var, lige så lidt overraskende er det, at både Amnesty International og Human Rights Watch en måned efter kunne konstatere, at Israel har trodset ordren fra domstolen.
Først og fremmest skal det understreges, at Den Internationale Domstol kendelse er historisk og enormt vægtig. Domstolen har vurderet, at både israelske politikere og højtstående militærpersonel har udtalt hensigt om folkemord og at Israels konkrete krigsførelse og kollektive afstraffelse af civilbefolkningen leder til begrundet mistanke om folkemord.
Den betyder, at Israel ikke længere, som har været tilfældet i så mange årtier, kan slippe afsted med hvad-som-helst uden konsekvenser. At Israel ikke længere pga. landets historie og ophav og forvridende geopolitiske alliancer kan nyde fripas på de bonede gulve og at den globale opinion, der følger tæt med, rykker sig markant – også i vores del af verden. Afgørelsen cementerer, at det ikke er et skørt, radikalt pro-palæstinensisk narrativ, at palæstinenserne i Gaza muligvis er udsat for folkedrab.
Det til trods for at kendelsen ikke stopper krigen fordi domstolen er reelt, er magtesløs, da den ikke har mandat til at gribe ind for at håndhæve sine ordrer og fordi en egentlig undersøgelse for folkedrab kan tage mange år. Det betyder, at sagen for nu kan ende på Sikkerhedsrådets bord. Og der ved vi desværre alt for godt, at det vil betyde amerikansk veto. Men; Verdens og domstolens øjne hviler på Israel med et helt nyt niveau af alvor. Israel har lidt et sviende pr-nederlag. Israelske politikeres gruopvækkende opildnen til folkedrab er blevet læst op fra den højeste juridiske autoritet i verden og kræves retsforfulgt.
Danmark har som underskrivere af Folkedrabskonventionen et skæbnesvangert medansvar for at forhindre folkedrab og for at sikre, at vi ikke kan holde til medansvar. Ud over alt det vi proaktivt burde gøre for at stoppe Israel krig ad politiske, diplomatiske veje bør vi som minimum indføre en total våbenembargo overfor Israel. For hvordan kan regeringen være sikker på, at Danmarks våbeneksport ikke bidrager til Israels forbrydelser og evt. folkedrab? Det giver politisk, moralsk og juridisk ingen mening, at vi lader dansk våbenmateriel flyde ind i Israel/Gaza på dette tidspunkt. Men utroligt nok, vil den danske regering ikke vedkende sig det ansvar og den forpligtelse. Siden kendelsen d. 26. januar har regeringen i store træk stukket hovedet i busken og ikke forholdt sig til spørgsmålet om vores ansvar under konventionen. Det skriger til himlen.
Den Internationale Domstols kendelse har kastet et lys over Danmarks svigt og passivitet, ikke blot overfor menneskeliv i Gaza, men også over vores egen meget selektive tilgang til håndhævelse af vores internationale forpligtelser. Selv når det kommer til ”forbrydelsernes forbrydelse” folkedrab.
Det er nu vores alles opgave at sikre, at alle de stater, som har underskrevet folkedrabskonventionen, lever op til deres forpligtelser. De, der ukritisk har forsvaret Israels krigshandlinger, burde nu krybe til korset og erkende, at Israel er gået for langt. ALT for langt.
Sydafrika har vist, at global magtpolitik og retfærdighedsdiskurser måske ikke alene udgår fra Washington og Bruxelles men fra Haag og Pretoria med majoriteten af verdens landes opbakning. Også selvom vestlige lande ikke agerer, som de burde ovenpå afgørelsen. Deres overlegne indsats har bragt vestlige regeringer i en penibel kattepine, hvor alle de – ellers så ofte gratis og yderst selektive – skåltaler om international retsorden bliver sat på hård prøve med hele verden som publikum.
For få dage siden var det en måned siden, at Den Internationale Domstol kom med sin kendelse, om at, der er begrundet mistanke om, at Israel begår folkemord i Gaza. Lige så opsigtvækkende (men ikke overraskende) som afgørelsen var, lige så lidt overraskende er det, at både Amnesty International og Human Rights Watch en måned efter kunne konstatere, at Israel har trodset ordren fra domstolen.
Først og fremmest skal det understreges, at Den Internationale Domstol kendelse er historisk og enormt vægtig. Domstolen har vurderet, at både israelske politikere og højtstående militærpersonel har udtalt hensigt om folkemord og at Israels konkrete krigsførelse og kollektive afstraffelse af civilbefolkningen leder til begrundet mistanke om folkemord.
Den betyder, at Israel ikke længere, som har været tilfældet i så mange årtier, kan slippe afsted med hvad-som-helst uden konsekvenser. At Israel ikke længere pga. landets historie og ophav og forvridende geopolitiske alliancer kan nyde fripas på de bonede gulve og at den globale opinion, der følger tæt med, rykker sig markant – også i vores del af verden. Afgørelsen cementerer, at det ikke er et skørt, radikalt pro-palæstinensisk narrativ, at palæstinenserne i Gaza muligvis er udsat for folkedrab.
Det til trods for at kendelsen ikke stopper krigen fordi domstolen er reelt, er magtesløs, da den ikke har mandat til at gribe ind for at håndhæve sine ordrer og fordi en egentlig undersøgelse for folkedrab kan tage mange år. Det betyder, at sagen for nu kan ende på Sikkerhedsrådets bord. Og der ved vi desværre alt for godt, at det vil betyde amerikansk veto. Men; Verdens og domstolens øjne hviler på Israel med et helt nyt niveau af alvor. Israel har lidt et sviende pr-nederlag. Israelske politikeres gruopvækkende opildnen til folkedrab er blevet læst op fra den højeste juridiske autoritet i verden og kræves retsforfulgt.
Danmark har som underskrivere af Folkedrabskonventionen et skæbnesvangert medansvar for at forhindre folkedrab og for at sikre, at vi ikke kan holde til medansvar. Ud over alt det vi proaktivt burde gøre for at stoppe Israel krig ad politiske, diplomatiske veje bør vi som minimum indføre en total våbenembargo overfor Israel. For hvordan kan regeringen være sikker på, at Danmarks våbeneksport ikke bidrager til Israels forbrydelser og evt. folkedrab? Det giver politisk, moralsk og juridisk ingen mening, at vi lader dansk våbenmateriel flyde ind i Israel/Gaza på dette tidspunkt. Men utroligt nok, vil den danske regering ikke vedkende sig det ansvar og den forpligtelse. Siden kendelsen d. 26. januar har regeringen i store træk stukket hovedet i busken og ikke forholdt sig til spørgsmålet om vores ansvar under konventionen. Det skriger til himlen.
Den Internationale Domstols kendelse har kastet et lys over Danmarks svigt og passivitet, ikke blot overfor menneskeliv i Gaza, men også over vores egen meget selektive tilgang til håndhævelse af vores internationale forpligtelser. Selv når det kommer til ”forbrydelsernes forbrydelse” folkedrab.
Det er nu vores alles opgave at sikre, at alle de stater, som har underskrevet folkedrabskonventionen, lever op til deres forpligtelser. De, der ukritisk har forsvaret Israels krigshandlinger, burde nu krybe til korset og erkende, at Israel er gået for langt. ALT for langt.
Sydafrika har vist, at global magtpolitik og retfærdighedsdiskurser måske ikke alene udgår fra Washington og Bruxelles men fra Haag og Pretoria med majoriteten af verdens landes opbakning. Også selvom vestlige lande ikke agerer, som de burde ovenpå afgørelsen. Deres overlegne indsats har bragt vestlige regeringer i en penibel kattepine, hvor alle de – ellers så ofte gratis og yderst selektive – skåltaler om international retsorden bliver sat på hård prøve med hele verden som publikum.