Ferieloven fylder hele 80 i år, men vi må aldrig tage vores ret til frihed for givet.
Finn Sørensen, arbejdsmarkedsordfører
Velkommen tilbage fra ferie! Måske har du være udenlands og oplevet en ny kultur. Måske har du sunget fællessange om det, der kunne have været et lejrbål, hvis ikke det havde været for afbrændingsforbuddet. Måske har du læst en ny bog under et træ i haven. Selv har jeg nået noget af det, man ellers aldrig når, nemlig nydt livet med konen og fået malet kolonihavehuset.
Nu om dage er der nærmest lige så mange forskellige måder at holde ferie på, som der er familier. I planlægningen af lige præcis den ferieform, vi foretrækker, kan vi godt fortabe os en smule i detaljerne. Vi kan komme til at glemme, at i alle vores individuelle ferieplaner går tre ting igen: Ferierne giver os et afbræk fra hverdagen, der typisk er domineret af arbejde. Ferierne giver os friske input – om det så er fra en klatretur i Thailand, kvalitetstid med ungerne eller binge-watching af Netflix. Og så er ferierne en gevinst, vi aldrig nogensinde må tage for givet.
Ferieloven fylder 80 år
Retten til at holde ferie er en af de helt afgørende landvindinger for arbejderbefolkningen – og for befolkningen i det hele taget. Som alle andre rettigheder kom den ikke af sig selv. Det kostede og koster fortsat en lang, sej, faglig og politisk indsats fra fagbevægelsen og arbejderpartierne.
I år fylder en af milepælene i den kamp – Danmarks første ferielov af 1938 – 80 år. Det fejrer vi med et tema i Rød+Grøn, der fortæller den politiske historie om ferien, som startede længe før 1938. Vi ser på, hvordan ferie overhovedet blev en mulighed for andre end det bedre borgerskab. Vi ser på, hvordan arbejderklassens ferievaner har ændret sig siden 1938. Vi ser på, hvordan ferie i sig selv kan være politisk. Og vi diskuterer, hvor der stadig er feriekampe at kæmpe for almindelige mennesker.
Vi behøver stadig mere fritid
En af de kampe, der endnu ikke er vundet, er kampen om den 6. ferieuge. Nogle ugers konflikt i 1998 betød, at kravet blev realiseret ved de efterfølgende overenskomstforhandlinger i 2000, men det er endnu ikke skreven ind i loven. Derfor gælder retten til seks ugers ferie endnu ikke alle lønmodtagere, kun overenskomstansatte. Det skal vi i Folketinget selvfølgelig hjælpe fagbevægelsen med at ændre på.
Men da de fleste trods alt har opnået den 6. ferieuge, så flytter fokus til et ønske om kortere ugentlig arbejdstid. Om at vi deler arbejdet med hinanden – og med de robotter, der gradvist udbredes i alle brancher – og på den måde får mere fritid. Enhedslisten har sat sig i spidsen for kravet ved at udgive en grundig rapport med alle de gode argumenter for og fakta om en 30 timers arbejdsuge. Første mål er, at det kan blive et krav ved overenskomstforhandlingerne på det private område i 2020 og på det offentlige område i 2021.
Der er fortsat brug for at kæmpe
Det nye krav om en generel nedsættelse af arbejdstiden er faktisk gammelt. Længe før arbejderbevægelsen kæmpede for samlede ferieuger, kæmpede man for kortere arbejdsdage. Selvom der er sket store forbedringer og forandringer i ferielovens 80 år, er der også ting, der gentager sig. Ting, som aldrig holder op med at være aktuelle.
Det gælder stadig, at udsatte grupper i vores samfund har ringere adgang til at holde ferie end andre. Det gælder stadig, at ferie og naturoplevelser er uløseligt forbundne, og at vi skal sikre afbræk til ikke blot strandløver og badenymfer, men også strandene og kysterne i sig selv.
Og så gælder det stadig, at vores ønsker om tid til naturen og hinanden ikke bliver opfyldt automatisk. Ligesom alle andre tidligere sejre for arbejderne, vil de uden tvivl kræve faglige kampe og et stærkt sammenhold at vinde. På dét punkt kan vi slet ikke lægge os tilbage og holde ferie.