Det er en udfordring at tale de andre partier imod, når de pludselig alle sammen lader som om, de er enige med os. En ny folketingskandidat beretter om de besynderlige kovendinger i en valgkamp.
Mai Villadsen, folketingskandidat
Som ny kandidat har jeg erfaret, at vores politik er vældig populær. Faktisk så populær, at adskillige politikere fra andre partier taler, som var de medlemmer af Enhedslisten, selvom de i Folketinget stemmer lodret anderledes. De pynter sig med lånte fjer til paneldebatter og er pludselig ih og åh så bekymrede for velfærd, klima eller flygtninge. Valgkampen er vist gået i gang!
Dilemmaet opstår, når man som kandidat skal vælge mellem at bruge sin sparsomme taletid på at påpege de andre kandidaters vildledning eller på at tale om egen politik.
Socialdemokraternes udlændingeparadoks
En af de solrige forårssøndage tilbragte jeg i en mørk gymnastikhal. De lokale Venligboere havde indkaldt til møde om paradigmeskiftet, og en del lokale var stimlet til. Herunder en lokalpolitiker fra Socialdemokratiet, som sad ved siden af mig i panelet. Her tordnede han mod Støjberg og Thulesen Dahl, fordømte Nye Borgerlige og agiterede for, at Danmark skal tage kvoteflygtninge, at paradigmeskiftet er en skændsel, og at Sjælsmark skulle lukkes.
Jeg måtte sige til ham, at jeg da så sandelig håbede, han ville blive valgt til Folketinget, for mig bekendt repræsenterede han en helt anden politik end sine partifæller på Christiansborg. Formentlig narrede han ingen, selvom han udtrykker en holdning delt af mange i det socialdemokratiske bagland – men det er lusket at gøre, når man ikke samtidig taler højt om, at partiets førte politik er en ganske anden.
Hukommelsestab på uddannelsesområdet
Som opstillet i Nordsjælland har den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini fyldt en del, for hun blev valgt i kredsen. Nu har hun fundet nye græsgange, og partiet har tilsyneladende fået kollektivt hukommelsestab. Sådan føltes det i hvert fald til paneldebat hos Danmarks Lærerforening, hvor deltagerne kastede sig over hinanden for at rakke ned på inklusions- og skolereformen. Noget tamt, når de stadig sidder i forliget og til enhver tid kunne opsige det. Heldigvis var hukommelsen hos lærerne nogenlunde, og de gode intentioner blev mødt med kritiske spørgsmål.
Mere pudsigt var det, da jeg på Rungsted Gymnasium stødte på en konservativ kandidat, der nærmest var mere venstreorienteret end jeg selv. Væk med fraværsregler, karakterer, adgangskrav til universitetet og uddannelsesloft. Selvom det var rød vin på blå flasker, bed de unge på. For som kandidaten sagde, da han blev konfronteret med partiets faktiske politik: “Jamen, I skal jo stemme på mig, ikke partiet!” I det citat har vi humlen, og selvom jeg ikke er meget for det, har jeg næsten fået respekt for min modkandidat Morten Messerschmidt, som har vanvittige holdninger – men tør stå ved dem. I en gymnasiedebat sagde han ligeud, at eleverne ynkede, pjækkede og var dovne, og at klimahysteriet er fuldstændig ude af proportioner. Meget kan man sige, men han er da ærlig om sin politik! Han endte på én procent efter pågældende debat.
Gør hoserne grønne
Den skrappeste konkurrence i valgkampen er den om klimaet. Selvom Enhedslisten er eneste parti, der har lavet en klimaplan, som ton for ton og krone for krone lever op til Parisaftalens mål om CO2-reduktion, må man høre mange modkandidater påstå, at deres partier har gjort det samme. Her er der dog trods alt forskel på regeringen og oppositionens kandidater – for hold da op, hvor bliver jeg træt af at høre borgerlige kandidater tale om, at vi skal bruge flere penge på forskning, når netop deres politikere har skåret i forskningsbudgetterne.
Hvad kan man så konkludere? At den politiske hukommelse desværre er kort. Derfor er det harmende vigtigt, at vi under valgkampen ikke hviler på laurbærrene og tror, at vælgerne husker hver knap, vi har trykket på i folketingssalen. Vores budskaber skal gentages. Igen og igen.