Kort internationalt nyt

Af:

Støt Syriens demokratiske kræfter

I april bombede USA, Storbritannien og Frankrig en række bygninger og militærbaser i Syrien. Enhedslistens udenrigsordfører, Søren Søndergaard, betragter angrebet som tom symbolpolitik og savner en sammenhængende strategi.

– Assad-regimets forbrydelser mod sin egen befolkning, hvad enten det er nedskydning af fredelige demonstranter, vilkårlige fængslinger og tortur, tøndebombninger af civilbefolkningen eller giftgasangreb, straffes ikke ved en nats bombninger af nogle mere eller mindre evakuerede bygninger og militærbaser. Det gøres ved systematisk at støtte de demokratiske kræfter i Syrien, som kæmper mod både Assad-diktaturet og de forskellige islamistiske grupperinger, påpeger han.

Københavner-erklæring truer ytringsfrihed

Den såkaldte Københavner-erklæring, der i april blev godkendt af Europarådets 47 medlemslande, lægger op til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan vise større tilbageholdenhed med at blande sig i nationale domstoles afgørelser om ytringsfrihed.

Det undrer og skuffer Enhedslistens medlem af Europarådets parlamentariske forsamling, Nikolaj Villumsen:

– Det er mig fuldstændigt ubegribeligt, at regeringen kan acceptere en erklæring, der lægger op til at svække beskyttelsen af ytringsfriheden. Jeg ved ikke, om det er Tyrkiet eller Rusland, som justitsministeren har bøjet sig for i forhandlingerne, men det ser mærkeligt ud, da udenrigsministerens forinden sagde, at regeringen ikke havde ambitioner om at svække beskyttelsen af ytringsfriheden, konstaterer han.

Siumut gik til højre

Grønlands største parti, socialdemokratiske Siumut, har dannet regering med det snæverst mulige flertal (16 ud af 31 mandater) sammen med småpartierne Partii Naleraq, Atassut og Nunatta Qitornai.

Siumut har tidligere dannet regering med venstrefløjspartiet IA, der fik et enkelt mandat mindre end Siumut ved det grønlandske valg. Partierne kunne dog ikke blive enige om den fiskerilov, som var baggrunden for valgudskrivelsen.

Enhedslistens grønlandsordfører, Christian Juhl, ærgrer sig over udfaldet.- IA er den mest oplagte samarbejdspartner for Siumut, ikke mindst i den situation, som Grønland står i nu. At Siumut i stedet valgte at samarbejde med højresidens partier er ikke bare skidt for IA men skidt for Grønland, vurderer han.