Vi skal støtte grundforskning i kunst og kultur, præcis som vi støtter grundforskning i videnskab. Søren Søndergaard, kulturpolitisk ordfører
Ordet kultur er nok et af de mest værdiladede og omdiskuterede. For hvad betyder det egentlig? Er det bare den måde, vi omgås hinanden på, eller udtrykker det et højere mål? At det også kan vække voldsomme følelser, fremgår af det citat, som er blevet tillagt den tyske topnazist og krigsforbryder Hermann Göring: “Når jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min pistol!”
Kultur diskuterer vores samfundFor os er kultur ikke bare vaner. Det er også en kampplads, hvor holdninger mødes og brydes. Ikke i snæver partipolitisk betydning, men i en bredere diskussion om det samfund, vi lever i.
I vores kulturkamp er tre begreber centrale:
– Folkeoplysning, hvor alle, som har lyst, ikke bare bliver underholdt, men også klogere på alt mellem himmel og jord.
– Selvorganisering, hvor mennesker ikke bare bliver reduceret til passive iagttagere, men selv får mulighed for at bidrage og dermed udvikle sig.
– Nysgerrighed, hvor intet dogme står uantastet, og hvor der ikke er grænser for horisonten.
I modsætning til dét står kommercialiseringen af kulturen, hvor det først og fremmest handler om, hvad der kan betale sig, og hvad der kan tjenes penge på. Og her er det ikke underligt, at f.eks. biblioteker, medborgerhuse og kulturelle tilbud i skoler og institutioner kommer under pres.
Det samme gør den skabende kunst og de skabende kunstnere. Da Kulturministeriet blev oprettet i 1961, var det oprindeligt meningen, at det skulle hedde “Ministerium for kunst og videnskab”. Det var næppe tilfældigt. En skabende kunstner er en person, der udforsker ukendt land. Præcis som en videnskabsmand. Resultatet kan ind imellem være uforståeligt og uanvendeligt – i hvert fald umiddelbart. Men hvis vi ikke støtter grundforskningen både inden for videnskab og kunst, så får vi bare mere af det samme og mindre af fremtiden.
Brug for kulturpolitisk modspilDen kulturpolitiske diskussion handler også om konkret politik. Ikke mindst Dansk Folkeparti har med sit national-konservative og markedsorienterede udgangspunkt været gode til at presse konkrete kulturpolitiske beslutninger i deres retning.
Et eksempel er de nylige forhandlinger om en ny filmaftale. Her ønskede Dansk Folkeparti, at støtten først og fremmest skulle gå til film, som på forhånd var målrettet et bredt publikum. Det sker på bekostning af det søgende og eksperimenterende.
Et andet eksempel er det seneste medieforlig, hvor DR blev rundbarberet. De reducerede public service-midler stilles i højere grad til rådighed for private investorer.
Og et tredje eksempel er den netop fremlagte finanslov. Her sættes et millionbeløb af til fejringen af myten om Dannebrogs fald fra himlen for 800 år siden. Samtidig betyder nedskæringer på andre kulturområder, at Nationalmuseet må lukke sin udstilling i Brede om den danske arbejder- og industrihistories vugge.
Med dette kulturtema giver vi plads til andre kulturpolitiske fortællinger og forestillinger end dem, der dominerer hos Dansk Folkeparti. Temaet er kun tænkt som en forsmag. Der er brug for et langt bredere kulturpolitisk modspil til de angreb, som foregår på en række områder under dække af såkaldt “danske værdier”. Oplev mere på Enhedslistens kulturfestival. Kulturkampen lever!