Med sange som “Hørt på formidlingen” har Lars Madsen fra Søren Sidevinds Spillemænd i årtier sat samfundskritisk kultur på dagsordenen. Rød+Grøn har sat spillemanden stævne til en snak om den folkelige og kulturelle samfundskritik før og nu.
Lars Hostrup Hansen, Rød+Grøn
Søren Sidevinds Spillemænd voksede ud af miljøerne omkring DKP, DKU og KommS i Aarhus i tid, hvor aktivismen var en central del af venstrefløjens selvforståelse. Gadeaktioner baseret på teater og kunst var en naturlig del af det politiske arbejde. Kultur og samfundskritik gik hånd i hånd i et frugtbart fællesskab:- Den afgørende motor i vores tidlige udvikling, vores etablering som band og modet og inspirationen til at begynde at skrive egne sange var, at vi hele vejen havde nogen at gøre det for og sammen med, fortæller Lars Madsen.
Modkultur i medvind
Med tiden blev Søren Sidevinds Spillemænd en del af en bredere modkultur, der udgjorde et modstykke til den kommercielle kulturindustri.- Modkulturen indeholdt mere end bare musik. Det kom for eksempel til udtryk, når fagforeningerne lavede kulturarrangementer. Der var også et hav af aktive beboerforeninger i Aarhus med egne beboerhuse, arrangementer og gadefester. De gav os et bredere publikum og blod på tanden til at fortsætte, fortæller Lars Madsen.Han fastslår, at grobunden for succes blev lagt i et miljø, hvor kultur indtog en central politisk rolle, og hvor alternative bogforlag, teatergrupper, pladeselskaber og spillesteder var vigtige og tunge alternativer til den kommercielle kulturindustri.
Det åbenlyse paradoks
Søren Sidevinds Spillemænd opfattede først og fremmest sig selv som politiske aktivister, dernæst kunstnere, og det var typisk for perioden, der satte kunsten i en højere sags tjeneste. Han er usikker på, hvorvidt tankerne fra 1970’erne kan omsættes til vores tid, men gejsten kan vi lære af.- Den udadvendte energi og aktivisme, som prægede venstrefløjen og de progressive folkelige bevægelser dengang, savner jeg i dag. Der er ikke samme synlighed og tilstedeværelse i dagligdagen, kun ved særlige festlige lejligheder eller op til folketingsvalg.Den manglende synlighed forekommer Lars Madsen paradoksal:- Der er stadig masser at kæmpe for, og det har faktisk aldrig været nemmere at indspille sange. Enhver med en laptop kan i princippet gøre det, og med Facebook, YouTube og Spotify kan man nå et milliardstort publikum.
Opsang til ungdommen
Selvom moderne teknik og samfundsforhold burde inspirere til det, lader den progressive kultur vente på sig. Efterspørgslen mangler til gengæld ikke. Lars Madsen har optrådt for fulde huse og unge som gamle, der kender bandets hits, men han ville foretrække nye slagsange:- Det havde været sjovere at stå med en sangbog med 20 spritnye kampsange skrevet af et ungt, fremadbusende venstrefløjsband. “Jamen, det er jo ikke bare lige noget, man gør”, lød indvendingerne bagefter, da vi hyggesludrede med nogle af publikummerne. “Har i prøvet?”, spurgte vi. Det havde de ikke. Men det er den eneste vej frem, fastslår Lars Madsen.Hans opsang til næste generation er kærlig. Det handler om at se mulighederne frem for begrænsninger, opfordrer han.