Måneden der gik

Af:

Den gode nyhed

Danmarks Statistik har offentliggjort nye fattigdomsindikatorer.

Det er positivt, at Danmark nu kan måle antallet af fattige i landet og følge udviklingen over tid, så problemet med økonomisk ulighed kan blive løst, påpeger Pernille Skipper.

– For mig er det ikke vigtigt, om det er en fattigdomsindikator eller en officiel fattigdomsgrænse. Pointen er, at vi skal kunne måle, hvor mange, der er fattige, så vi kan bruge flere kræfter på at bekæmpe fattigdom. Når man har en indikator og kender udviklingen og årsagerne, er det lettere at handle på, siger hun.

Den dårlige nyhed

Dominoeffekt kan hæve Jordens temperatur dramatisk.

Internationale forskere advarer om, at en global, menneskeskabt opvarmning på to grader kan udløse processer, som i løbet af nogle århundreder kan give fire-fem graders temperaturstigning og 10-60 meters stigning i havene. Dermed er to graders-målet fra klimaaftalen i Paris slet ikke tilstrækkeligt, fastslår forskerne – og den første brik i dominospillet er allerede væltet, mener Sebastian Mernild fra forskningsinstituttet Nansencentret i Bergen.

– Vi ser, at koncentrationen af metan i atmosfæren er forstærket, og metanen farer op i atmosfæren og bidrager til opvarmningen, forklarer han.

Citatet

“Mens vi presser vores politikere til at komme i arbejdstøjet, må vi selv gå foran og vise vejen. For ja: Vi er den første generation, der for alvor mærker klimaforandringerne – og den sidste generation, der kan gøre noget ved dem.”

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening