Kulturstafetten:
Velfærdsstatsbarnet er blevet voksen, markedsøkonomien hersker, forældrene er fraværende og det er vinter. Beate Grimsrud har skrevet bogen “Evighedsbørnene”, som ramte mig både politisk og personligt.
Nadezhda H. Klimenko
Romanen foregår i vores samtid, og karaktererne er i allerhøjeste grad bevidste om deres placering i en verden af klimaforandringer, ulighed og travl hverdag – men Siri og André har imidlertid ikke travlt. De bevæger sig rundt i et snedækket Stockholm, mens de leder efter noget.
Et gennemgående tema i fortællingen er ensomhed. Karaktererne er alene med deres tanker. Med lette penselstrøg bevæger romanen sig fra den ene lejlighed til den anden. Fra Stockholm til Indien, fra hospitalsgange til drømme, hvor dyr kan tale. Grimsrud tager læseren med på en rejse for at lade os mærke, at det hele hænger sammen. Selvom vi føler os alene, er vi det aldrig. Deri må håbet for menneskeheden ligge. “Evighedsbørnene” er en hjertevarm roman fortalt med humor. Det er en bog, man smiler sig igennem; den udfolder sig som en perlerække af anekdoter, der fletter sig ind og ud af hinanden. Mennesket fremstår som et barn, der er kastet ud i livet uden at blive spurgt først, og med sig har det kun et ønske om at blive elsket. Men kærligheden kan virke fjern i en verden, hvor mennesker isolerer sig, fordi det er så koldt og mørkt derude.
“Hvorfor går verden ikke ad helvede til? Vi er ganske enkelt for glade for hinanden.’’
“Evighedsbørnene“, Beate Grimsrud, 2015, Gyldendal.