Fattige Moldova ligger mellem Rumænien og Ukraine. Det er det eneste land i Østeuropa, hvor vælgerne ved to valg har gjort en kommunist til landets præsident – men i dag har kommunisterne tabt magten til en korrupt oligark.
Aksel V. Carlsen
Efter 2. Verdenskrig blev det fattige landbrugsland omdannet til en blomstrende republik i Sovjet. Der blev skabt industri, oprettet moldaviske skoler, teatre, et filmstudie og landets første universitet.
I 1990-91 stod pro-rumænske højrekræfter i spidsen for et brud med Sovjetunionen. De lovede, at Moldova vil blive rigt ved at sælge tomater og vin til Vesteuropa. I stedet kom der øget statsgæld, fattigdom og ulighed. En tredjedel af befolkningen er rejst til Rusland eller EU for at arbejde. Ved valget i 2001 fik vores kommunistiske søsterparti, PCRM, flertal i parlamentet, og frem til 2009 var partiets formand Vladimir Voronin landets præsident. Efter bølleoptøjer i 2009 erobrede borgerlige, pro-rumænske kræfter magten.
Siden 2009 har landets politiske situation været ustabil. EU og IMF blander sig, og også NATO er meget interesseret i det neutrale Moldova.
I 2014 blev tre storbanker over en nat blev tømt for over en milliard dollars, som blev overført til skattely. Da det viste sig, at regeringen og parlamentet havde gjort dette muligt, røg den liberale statsminister i fængsel, men andre mistænkte er på fri fod. Folk har mistet tilliden til politikerne. Parlamentets borgerlige flertal har siden 2009 rullet sociale reformer tilbage, mens priser og huslejer stiger. Valgloven er nu blevet omskrevet til fordel for de borgerlige partier.
En “erobret” stat
Europarådets generalsekretær Thorbjørn Jagland udtalte i 2015, at landet udgør en europæisk sikkerhedsrisiko, fordi det er “erobret af oligarker”. Moldovas venstrekræfter betragter rigmandsvældet som råddent – først og fremmest forretningsmanden og formanden for Demokraternes Parti (PDM) Vlad Plahotniuc, som har den reelle magt. Han kontrollerer de fleste medier, og han har købt mange parlamentsmedlemmer – både borgerlige og senest 14 ud af PCRM’s dengang 21 mands parlamentsgruppe. Hans parti, der ved sidste valg fik 14 procent af stemmerne, er nu parlamentets største med 39 mandater ud af i alt 101.
PCRM var landets største parti men har siden 2009 været i tilbagegang. Partiet har 25.000 medlemmer og er stadig et masseparti med aktive lokalafdelinger og ungdomsorganisation. Ved præsidentvalget i 2016 sejrede formanden for et venstresocialdemokratisk parti, Igor Dodon. Som ny præsident udtalte han, lige som PCRM, at han hverken er pro-EU eller pro-Moskva, men “pro-Moldova”.
Parlamentets borgerlige flertal modarbejder Dodon. I oktober blev præsidentens veto mod udnævnelsen af seks ministre, som var indblandet i bankskandalen, afvist. Flertallet fik støtte fra den politisk udpegede forfatningsdomstol. Dommerne suspenderede i strid med forfatningen præsidentens magt i fem minutter (!), og ministrene blev udnævnt.
Moldova eller Rumænien?
Efter 27 års selvstændighed er landet uden fælles identitet. De borgerlige partier satser på EU og NATO. Enten direkte eller via sammenlægning med Rumænien. Det ville give både et NATO- og EU-medlemskab ad bagdøren. Bruxelles afviser dog disse ønsker, og 70-75 procent af de adspurgte i Moldova vil fastholde landets uafhængighed og neutralitet. Men parlamentets borgerlige flertal har besluttet, at rumænsk skal være Moldovas officielle sprog, og at faget “Moldovas historie” i skolerne erstattes med “Rumæniens historie”.
Befolkningen er splittet. Der er to sprog, moldovisk (rumænsk) og russisk. Selv blandt de moldavisktalende er ikke alle tilhængere af et Storrumænien. De forskellige etniske minoriteter anvender russisk. Fremtiden er højst usikker.