Når de højreradikale stjæler det sociale oprør

Af:

Så er det nu, vi må finde sammen om et modsvar.

Lole Møller, Rød + Grøn

For nylig marcherede Den Nordiske Modstandsbevægelse gennem København. De er erklærede nationalsocialister med et forenet Norden på programmet.

Dens mål er at sikre de nordiske folks racerene og kulturelle overlevelse. Et forenet nationalsocialistisk Norden ses, som det udtrykkes, som et sundt alternativ til globalisering, ensretning og et overstatsligt EU.

I forskellig aftapning genfindes tilsvarende synspunkter hos højreradikale og fascistiske partier overalt i Europa. Flere af disse partier har nu dannet en fælles platform i forbindelse med valget til EU-parlamentet. Dansk Folkeparti har meldt sig under fanerne i Europæisk Alliance for Folk og Nationer. * På spisesedlen står beskyttelse af den nationale kultur, advarsler mod indvandrere og flygtninge, mistænkeliggørelse internationale aftaler og folkeret og fjernelse af magten fra bureaukraterne i Bruxelles. I meningsmålingerne står alliancen lige nu til at få 23 % af stemmerne og 84 pladser i parlamentet.

Overalt i EU er der i årtier blevet gennem ført en brutal nyliberalistisk nedskæringspolitik, der har medført stigende ulighed og fattigdom. Et lille mindretal har grådigt samlet til hobe, mens store befolkningsgrupper har måttet lide afsavn. De højreradikale partier har fra nord til syd forstået at høste opbakning i kølvandet på den omfattende sociale krise ved især at gøre bestemte befolkningsgrupper til syndebukke og fremme racisme og nationalisme. De ydmygede og vrede er lydhøre over for højrefløjens lokketoner.

Piben skal have en anden lyd

I lyset af denne udvikling er det helt centralt, at venstrefløjen finder sammen og får sat en anden politisk dagsorden, der kan bremse de højreekstremistiske partiers fremgang og give højrepopulismen modstand. På venstrefløjen har European Left, Now the People og Plan B sat en anden kurs – og alle steder med Enhedslisten som aktiv deltager. Der er bl.a. lagt op til opgør med de multinationale selskabers skatteunddragelser og skattely, med nedskæringspolitikken, med EU’s budgetkrav. Ligesom man er samlet om konkrete forslag til en ny social og grøn deal. Initiativer, der udfordrer EU’s traktatgrundlag og gør op med den politik i Danmark og i EU, der skaber grobund for Rasmus Paludan, Marine Le Pen, Alexander Gauland og Mateo Salvini.