I februar besøgte en gruppe kurdiske kvinder Danmark for at skabe opmærksomhed på et børnehaveprojekt i Kobane. Jeg mødte Maike, Nahide og Jen for at høre om projektet – men Tyrkiets brutale angreb på det kurdiske område Afrin endte med at dominere min snak med Maike, der som den mest engelskkyndige førte ordet.
Simon Halskov, Rød+Grøn
Hvordan er jeres børnehaveprojekt blevet modtaget?
– Projektet er blevet anerkendt at forskellige danske institutioner og har fået økonomisk støtte fra Folketinget. I det hele taget er der stor støtte til det arbejde, bevægelserne laver for at skabe et demokratisk og fredfyldt Syrien, med udspring i den kurdiske region Rojava. Men vi står i en meget svær situation lige nu, hvor Tyrkiet bomber området Afrin. Tyrkiet går direkte efter civilbefolkningen, og antallet af sårede og døde er meget højt.
Hvad skal der konkret gøres?
– Bombningerne skal stoppes, våbeneksporten skal stoppes og der skal tilføres humanitær hjælp til regionen. Alle NATO-medlemmer må lægge pres på Tyrkiet. Vi må og skal stoppe denne krig, der i værste fald vil føre til en etnisk udrensning af det kurdiske folk.- Angrebene kommer i en tid, hvor vi er lykkedes med at opbygge en smuk og effektiv struktur i Nordsyrien. Vi har overvundet interne stridigheder og forhindringer, etniske og religiøse uenigheder. Vores mål med denne rejse er derfor også at overbevise de danske politikere om, at Danmark som medlem af NATO også har et ansvar for at stoppe krigen.
Hvordan er situationen generelt i Afrin?
– Hver dag er der nye sårede og døde mennesker. Langt de fleste er civile, og halvdelen af dem er arabere, der er flygtet fra andre byer for at blive en del af det alternativ, der bliver bygget op i Afrin. Folk bliver i deres huse, mens de bare venter på at blive bombet, for der er intet at stille op overfor luftangreb. Før Tyrkiets igangværende angreb havde der allerede været 12 angreb i området, både fra den tyrkiske stat, ISIS og nationalistiske, islamistiske grupper. Sidste sommer angreb ISIS-grupper adskillige landsbyer og voldtog byernes kvinder som psykologisk krigsføring.
I Afrin er der mange tusind flygtninge fra borgerkrigen i Syrien. Hvordan er de påvirket af Tyrkiets angreb?
– Også flygtningelejrene er blevet bombet af Tyrkiet, og hele familier blevet udryddet. Skoler og børnehaver er lukkede. Folk går ikke rigtig på arbejde længere, og selvmordsraten er stigende.
– For nyligt blev en ung, kvindelig YPJ-kriger fra Kobane såret og faldt i det tyrkiske regimes hænder. De skar brysterne af hende og fremviste hende næsten nøgen. Den psykologiske krigsføring er meget voldsom. Den påvirker jo også børnene, de kan ikke sove, de kan ikke komme i børnehave og deres tanker er fulde af sorg. Mange børn gøres også forældreløse.
Hvordan kan I overhovedet opretholde en civilisation med bl.a. børnehaver i et område, der er så krigsramt?
– Siden borgerkrigen startede for fem år siden har været et stort demokratisk opbygningsarbejde i gang i Nordsyrien. Der er opbygget naboråd og afholdt regionale valg. Der er etableret et stærkt system, hvor alle løsninger findes i fællesskab. Man ser det også i flygtningelejrene: I mange andre lejre hører man ofte om vold og overgreb. Men situationen i de flygtningelejre, vi bygger op i Nordsyrien, er stabil og velfungerende, fordi beboerne er inddrages og organiseres i små fællesskaber på otte telte.
Det lyder meget forbilledligt – og noget som bør inspirere resten af kloden?
– Ja, det system, der er blevet bygget op, er mere demokratisk end noget andet i verden. Især styrkelsen af kvindebevægelsen gavner hele samfundet. Samtidig er børnehaverne virkelig vigtige for regionen. Da vi startede med arbejdet, havde mange af børnene voldsomme psykiske traumer. Enten ville de ikke ud, eller også turde deres forældre ikke lade dem gå udenfor. Men efterhånden sendte de dem i børnehave. Der begyndte vi at arbejde med børnenes forskellige etniciteter og religioner – som et led i at opbygge et demokratisk samfund på tværs af forskelligheder.
– Vi vil give børnene mulighed for at udfolde deres egne idéer og forme deres eget liv. Før revolutionen levede folk under et arabisk, nationalistisk system, der slet ikke tillod nogen at leve et frit liv. Nu mødes alle og diskuterer alting med hinanden i et forsøg på at finde fælles løsninger.
I tror på, at det er nødvendigt først at frigøre kvinderne, hvis man vil frigøre hele samfundet. Kan du fortælle mere om den tanke?
– Alle mennesker skal frigøres fra patriarkalsk undertrykkelse, fra kapitalistisk undertrykkelse, fra enhver form for religiøs eller klassemæssig undertrykkelse. Og når vi skal styrke samfundet, kan vi starte med at se på vores mødre, der tog sig af alting: vores uddannelse, familiens ernæring, de syge. De sørgede for fred i familien og for gode relationer til naboer og resten af samfundet.
– Man skal ikke undervurdere kvinders evne til at organisere et samfund på en god måde. Mænd kan have samme evne, men de er naturligvis mere præget af den patriarkalske mentalitet. De bliver individualiseret, har vigtige job, mangler forbindelsen mellem arbejde og liv, mellem følelser og handling. Der er i høj grad også behov for, at mændene frigøres fra den patriarkalske mentalitet. Men det er svært for mænd at gøre det, fordi de ofte er i en position, de opfatter som privilegeret.
Det giver god mening.
– Ja, ikke mindst i Rojava. Hvis vi går 4-5.000 år tilbage, kan man se, at samfundet var bygget op af kvinder, hvis liv var så hellige for samfundet, at man viste dem den største respekt og kaldte dem gudinder. Vi har mange hundrede gudindestatuer nede i jorden, lag på lag på lag. For med jævne mellemrum kommer der et nyt regime og forsøger at tildække kvindernes vigtige rolle i regionen.
Hvad har I fået ud af besøget her i Danmark?
– I forhold til arbejdet med børnehaver er vi meget imponerede over, hvordan folk organiserer arbejdet her. Vi er fulde af idéer, vi kan tage med hjem til Rojava. Vi har samtidig talt med adskillige folk, der ikke ved noget som helst om krigen i Syrien og den demokratiske revolution, der foregår.
Forhåbentlig kan vi om et par år sende en delegation til Rojava og lære noget om jeres arbejde…
– Jeg vil da håbe, det sker meget tidligere! Og så er vi nødt til at tale mere om, hvorfor folk er så bange for at sige et totalitært land som Tyrkiet imod – og hvilke konsekvenser, landets brutale fremfærd kan få. I værste fald er konsekvensen jo en ny fascisme og et folkemord på det kurdiske folk.
– Jeg forstår godt, at der skal trædes varsomt, så der ikke opstår uvenskab mellem NATOs medlemslande. Men lukker man øjnene for Tyrkiets brutalitet, giver man plads til en menneskefjendsk tankegang, som ikke kun vil gennemsyre Rojava. Den vil sprede sig som en pest i Mellemøsten og sågar Europa. Derfor er det nødvendigt, at vi begynder at tænke i alternativer her og nu.