Det startede i det små for tre år siden, som et meget personligt og absolut uplanlagt projekt. Hjemme ved køkkenbordet, sammen med familien.Sara Ferreira
Ligesom mange andre følte (og føler) jeg en stor – og støt stigende – afmagt over den politiske udvikling. Både herhjemme og ude i verden. Der er den stadige afmontering af velfærdsstaten, hvor det er som om, der hver dag slås en lille ekstra flig af. Den stigende økonomiske ulighed, manglende ligestilling, kønsbaseret vold, klimaet, den såkaldte ‘flygtningekrise’, racisme og dehumanisering af mennesker, der ikke ligner os selv. Der er nok at tage af, og for første gang er jeg for alvor bekymret for mine børns fremtid og den verden, de skal vokse op i.
Vrede i glimmer og glade farver
Men hvor går man hen med vreden, smerten og alle frustrationerne – og hvad gør man med dem? Svarene er nok lige så mange, som der er mennesker. Nogle engagerer sig i politik, i en NGO eller et lokalt initiativ. Andre har ikke overskuddet eller er lammede og magter ikke at handle (hvilket jeg godt forstår!).
Jeg begyndte at rulle ler, for så at stemple og skrive mine følelser for alt muligt ned i leret. Det var sjovt og gjorde mig glad. I stedet for at tale, skrive og argumentere, kunne jeg uden filter give udtryk for mine holdninger og følelser. Det var på mine præmisser, og jeg skulle ikke retfærdiggøre eller forklare mig. Skulle ikke indgå i endeløse Facebook-debatter, der sugede mere energi, end de gav tilbage.
Sammen med venner og bekendte blev det en leg – med en bagvedliggende drivkræft af indignation og frustration. Men energigivende. Og stille og roligt er “Kritisk Pynt” blevet en større og større del af mit liv. For der er åbenbart også andre, der har behov for at skilte med deres ståsted, holdninger og vrede via glade farver og glimmer. Om det gælder kontanthjælpsloftet, ghetto-pakken, kravet om ‘robusthed’ eller bare den pisseirriterende E-boks. Eller de mere personlige udfordringer, som mange af os står over for, som stress og følelse af ikke at slå til.
Omgivet af hidsige brocher
Jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, at en pink broche, der brokker sig over Inger Støjbergs flygtningepolitik, ikke resulterer i et systemskifte. Jeg tror heller ikke, at glimtende, feministisk julepynt får bugt med patriarkatet. Alligevel føles det godt! Vi kan tale, skrive og debattere, til vi er blå i hovederne (og det skal vi også), men nogle gange orker man ikke flere ord. Og her er Kritisk Pynt – for mig i hvert fald – den perfekte medicin.
Det er noget med den der fysiske manifestation af ens kæpheste, der virker utroligt afstressende. Jeg kan med det samme reagere på noget, der gør mig vred. Det kan være, fordi det åbner op for nogle andre samtaler med mennesker, man ellers er uenig med. Eller fordi man tager ejerskab over ord, der ellers er blevet brugt som skældsord eller undertrykkende – som f.eks. “feminist”, “offerkort” eller “omstillingsparat”. Kritisk Pynt har også gjort det nemmere at snakke politik med mine børn. De er omgivet af hidsige brocher og nøgleringe med ret utvetydige udsagn. Så starter samtalen der, og hen ad vejen kommer der selvfølgelig flere nuancer på.
Jeg indrømmer (lidt skamfuldt), at jeg ikke er helt sikker på, hvad politisk kunst er og hvad det skal kunne. Jeg ved ikke engang, om jeg tør kalde mig selv kunstner. Men til min stadige overraskelse er der tilsyneladende noget ved Kritisk Pynt, der også ‘virker’ på andre end mig. En kunde sagde på et tidspunkt: “Du har gjort det sjovere at være venstreorienteret feminist”. Så kan man næsten ikke ønske sig mere.