Ny flygtningekatastrofe truer i Tyrkiet

Af:

En regulær borgerkrig ulmer i Tyrkiet, hvor kampene mellem tyrkisk militær og kurdiske styrker optrappes. Destabiliseres de kurdiske områder i Tyrkiet, Syrien og Irak yderligere, vil millioner af menneskeliv komme i fare og sende endnu større flygtningestrømme mod Europa.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Den tyrkiske offensiv mod kurderne blev bredt ud på nye fronter i midten af september, da det tyrkisk-kurdiske venstrefløjsparti HDP’s partikontorer blev angrebet og sat i brand. Samtidig angreb regeringsstøtter den regeringskritiske avis Hürriyets lokaler.

Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, kritiserer de voldsomme angreb og opfordrer udenrigsministeren til øjeblikkelig handling for at undgå endnu en blodig borgerkrig på grænsen til Europa.

– Udviklingen i Tyrkiet er ekstremt farlig og kan komme helt ud af kontrol, hvis ikke der lægges internationalt pres på den tyrkiske regering. Jeg vil derfor klart opfordre udenrigsministeren til at kræve en genoptagelse af fredsforhandlingerne med PKK og sikring af grundlæggende rettigheder for befolkningen i Tyrkiet, siger han.

Borgerkrig vil sende millioner på flugt

Ifølge Nikolaj Villumsen er der risiko for en decideret borgerkrig i regionen, hvis ikke det internationale samfund sætter ind nu.

– Lige nu meldes mange civile dræbt i det sydøstlige Tyrkiet, hvor det tyrkiske militær beskyder boligområder i den kurdiske by Cizre. Tusinder af civile risikerer at dø, og titusinder kan blive jaget på flugt, hvis vi ikke får forhindret endnu en borgerkrig på grænsen til Europa, forklarer han.

En borgerkrig vil selvsagt have forfærdelige konsekvenser for de mennesker, der bor i Tyrkiet, men også for de millioner af flygtninge, der lige nu befinder sig i de kurdiske områder i Tyrkiet, Syrien og Irak.

– Bryder disse områder sammen, vil der komme endnu større flygtningestrømme mod Europa. Og endnu flere mennesker vil risikere livet på vejen over Middelhavet, påpeger Nikolaj Villumsen.