Landene i øst forlod i 1989 planøkonomien. Det var godt, for den virkede ikke. Men landene i øst kom til at opleve alt for mange chok og for få “kure”. Uligheden steg støt. Statslig regulering blev anset for et onde i sig selv. Følgen var voksende ulighed og arbejdsløshed. I flere lande blev der skabt en stenrig, oligarkisk overklasse.
Søren Riishøj, lektor, fhv. MF (SF), medlem af Rådet for International konfliktløsning
Da muren faldt for snart 30 år siden, herskede der udbredt eufori. Historien var død. Forandringerne i øst kunne kun gå én vej: over mod det liberale demokrati og den fri markedsøkonomi. Reagan og Thatcher var de altdominerende ideologer. Neoliberale troede på historiens lovmæssighed og den vestlige samfundsmodels verdensomspændende sejr, ganske som ortodokse kommunister før 1989 troede på kommunismen.
Men overgangen fra plan til marked blev sværere end ventet, medlemskabet af EU førte ikke til europæisering og den økonomiske krise i 2008 gav stødet til udbredt populisme.
Chokkur fejlede
Strategien for overgang fra plan til marked blev et valg mellem en gradvis overgang eller “chokkur”. Chokkuren gik ud på en hurtig frigivelse af priser og udenrigshandel og privatisering via voucher-fremgangsmåden, hvorefter alle voksne borgere fik tildelt et bestemt antal point til opkøb af aktier. De fleste lande valgte chokkuren, men nogle forsøgte sig uden held med en mellemformel. Ideelt skulle reformerne nedlægge tabsgivende virksomheder og oprette nye og mere bæredygtige. Men alt for mange oplevede kun chokket, ikke kuren. Privatiseringerne var ledsaget af korruption og stærkt voksende ulighed.
Alle lande oplevede efter 1989 store fald i BNP, men de reelle fald var vanskelige at måle pga. dårlig statistik og sort økonomi. Den indenlandske opsparing og kapital var alt for lav, hvilket i sig selv medførte afhængighed af udlandet. Neo-koloniale relationer mellem center og periferi genopstod i klassisk, marxistisk betydning. Industripolitik, arbejdsmarkedspolitik og statslig regulering var en “by i Rusland”. Fagforeninger eksisterede på papiret, men de lå underdrejet – i mange virksomheder var de reelt forbudt.
Finanskrisen slog hårdt
De baltiske lande, der havde været en del af Sovjetunionen, valgte den neoliberale økonomiske politik, men skelede samtidig til Skandinavien. De centraleuropæiske lande, især Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, var inspireret af Tyskland og Østrig. Polen valgte chokkuren, “Balcerowicz-planen”, men afstod fra privatisering via voucher-metoden, hvilket var klogt.
Tjekkiet og Ungarn satsede mere på den mindre chokagtige overgang. Balkan og Sydøsteuropa måtte gennemføre overgangen fra plan til marked under meget svære betingelser og under særlig stort pres fra eksempelvis EU, IMF og Verdensbanken. De blodige krige og de etniske udrensninger i 1990’erne satte Eks-Jugoslavien mærkbart tilbage. I landene i det gamle Sovjetunionen, SNG-området, satte en lille gruppe af rigmænd – oligarker – sig hårdt på den politiske og økonomiske magt.
Efter nogle år fik landene i Central-og Østeuropa økonomisk vækst, og i årene efter optagelsen i EU i 2004 var væksten høj. Men finanskrisen ramte landene hårdt, da de havde en åben økonomi, et beskedent hjemmemarked, en uansvarlig finanssektor og en udlandsgæld optaget i hårde valuta som euro og schweizerfranc.
Polen havde dog vækst i BNP selv i 2008 og 2009. Det skyldtes en forholdsvis ansvarlig økonomisk politik, en ret robust finanssektor, et solidt hjemmemarked og, ikke at forglemme, meget store udbetalinger fra EU. Fra 2011 fik landene igen økonomisk vækst, de centraleuropæiske lande høj vækst i de seneste år. Det har i flere lande i øst, f.eks. i Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, ført til noget mindre ulighed. Tjekkiet er i dag, overraskende for mange, det land i EU, der har laveste indkomstulighed.
Arbejderklassen splittet
Fagforeningerne blev marginaliseret på arbejdspladserne og politisk indflydelse. Der var godt nok strejker og protestdemonstrationer mange steder, men de var typisk kortvarige og mest i den offentlige sektor og ellers pga. virksomhedslukninger og manglende udbetaling af løn. Fagforeningerne søgte at afgrænse sig fra det gamle system fra før 1989 og gøre dem mindre militante. De ville forståeligt nok ikke beskyldes for at være “kommunistiske” og “antisystemiske”. Fagforeningsledere støttede i de første år markedsøkonomiske reformer, som de af gode grunde ikke kendte meget til. Mange på arbejdsmarkedet, især unge, måtte arbejde på “skraldespandsoverenskomster”, kortvarige aftaler uden f.eks. opsigelsesvarsler og pensionsrettigheder.
De faglærte var typisk ambitiøse og ønskede opadgående mobilitet via tætte forbindelser til virksomhedernes ledelse, hvilket ikke var befordrende for solidariteten. At være medlem af en fagforening blev af mange set som udtryk for personlig svaghed. De ufaglærte havde størst interesse i fagforeningsbeskyttelse, men fik den kun sjældent. Kort sagt har arbejderklassen været splittet. Især ufaglærte har været udsat for konkurrence fra legal og illegal import af arbejdskraft, i Centraleuropa kom den i særlig høj grad fra Ukraine. I takt med dalende fødselstal, stigende ældrebyrde og emigration opstod der i flere lande mangel på arbejdskraft.
Sundhedssektor i krise
Problemerne i sundhedssektoren har, ganske som i andre europæiske lande, været centrale emner i valgkampene. Sundhedspersonale, sygeplejersker og læger har gennemført talrige proteststrejker eller er udvandret til vesteuropæiske lande, hvor lønningerne har været højere. I alle landene er der udbredt mangel på sundhedspersonale. Der er også problemer i administrative forhold og sygehussektorens indkøbspolitik med fordyrende mellemled og mistanke om korruption.
Det polske sundhedssystem er i en alvorlig krise, og det har kostet adskillige ministre jobbet. Ministrene har ofte lagt op til reformer, men lige meget har det hjulpet. Økonomien er et problem. Blandt EU-landene er Polen nederst, når det handler om udgifter til sundhedssystemet i forhold til BNP. Adskillige afdelinger og hospitaler er reelt blevet lukket med formuleringer som “udsættelse af modtagelse af patienter i x-antal måneder”. Der er kronisk lægemangel. Lægerne, og sundhedspersonalet har i flere omgange, senest i 2016-17, nedlagt arbejdet i protest mod løn og arbejdsforholdene. Lægerne har sågar gennemført sultestrejker. Især hersker der kronisk mangel på speciallæger. Patienter med henvisning til speciallæge må typisk vente i månedsvis. Omkring en fjerdedel af de læger, der er uddannet i Polen, har valgt at arbejde i udlandet. Folk føler sig utrygge, og krisen er i særlig grad gået ud over syge børn. Regeringen har forsøgt sig med en særlig ordning, hvorefter læger arbejder ud over de 48 timer om ugen, den såkaldte “opt out”-klausul. Mange læger må på samme tid behandle patienter på flere forskellige afdelinger på hospitalet. Det er gået hårdt ud over patientsikkerheden. Det får lægerne til med god grund at frygte retssager mod dem pga. fejl. Radziwili forsøgte at få begrænset antallet af private sundhedsklinikker og få lagt alt ind under det offentlige system, men det gjorde kun ondt værre, og nu går man den modsatte vej.
Tjekkiet har bedre styr på sundhedssystemet. I et interview til det polske “Gazeta Wyborcza” siger Jan Klusacek, tidligere rådgiver på området i Tjekkiet, at det i høj grad skyldes konkurrencen mellem de forskellige forsikringsselskaber og sygekasser. Patienten har mulighed for at skifte selskab, og det får selskaberne til at oppe sig. I Tjekkiet er der også sat grænser for, hvor lang ventetiden for behandlinger kan være. Sundhedsudgifternes andel i forhold til BNP er højere i Tjekkiet end i Polen. Der er også brugerbetaling for lægebesøg og hospitalsophold. Det er ikke de store beløb, men nok til at holde omfanget af unødvendige behandlinger, ventetiden på behandlinger og længden af hospitalsopholdene nede. Der er dog stadig for lave investeringer, lav vedligeholdelse og udbredt mangel på især sygeplejersker.
Højrefløjen vinder frem
Finanskrisen gav ideen om den fri uregulerede markedsøkonomi alvorlige skrammer og øget social utilfredshed. Men det blev EU’s højrenationale partier, der vandt frem med en skepsis overfor EU og markedet. Det bør give stof til eftertanke og selvkritik på venstrefløjen. Venstrefløjen og socialdemokratierne ligger underdrejet i øst. I Polen er de slet ikke repræsenteret i parlamentet, kommunisterne og socialdemokraterne tabte begge stort ved parlamentsvalget for nylig i Tjekkiet. Her vandt forretningsmanden Anrei Babis og hans parti ANO. Ungarn skal have valg i april, og her står den højrenationale Viktor Orbán og Fidesz til genvalg.